Luftkrigen over England

Der er nu næsten gaaet et Aar, siden Krigen begyndte, og jeg mener, det er naturligt at gøre Holdt et Øjeblik paa Rejsen ved denne Milepæl og betragte den lange, mørke Strækning. Det er ogsaa nyttigt at sammenligne det første Aar af denne anden Krig imod den tyske Angriber med dens Forløber for et kvart Aarhundrede siden. Skønt denne Krig faktisk kun er en Fortsættelse af den forrige, har den tydelig nok en anden Karakter. I forrige Krig kæmpede Millioner af Mænd ved at slynge kolossale Masser af Staal mod hinanden. Man raabte paa „Mænd og Granater", og Folden var en uhyre Nedslagtning. I denne Krig har man endnu ikke set noget af den Slags. Afgørende er nu Strategi, Organisation, det tekniske Apparat, Videnskaben, Mekanikken og Hærens Moral. De britiske Tab i det første Aar af Verdenskrigen var 365.000. I denne Krig kan jeg med Taknemlighed sige, at Tallet af britiske dræbte, saarede, tilfangetagne og savnede, civile iberegnet, ikke overstiger 92.000, og af disse er en stor Del i Live som Krigsfanger. Stort set kan man vel sige, at til een dræbt eller saaret i det Første Aar af denne Krig svarede i 1914-18 fem dræbte eller saarede.

Myrderiet udgør kun en lille Brøkdel, men Følgerne for de krigsførende har været endnu mere dødbringende. Vi har set store Lande med stærke Hære, blive styrtet ud i Kaos paa nogle faa Uger. Vi har set den franske Republik og den berømmelige franske Hær blive tvunget til fuldkommen betingelsesløs Underkastelse med færre Tab, end den led i et enkelt Slag i 1914-18. Hele Frankrigs Legeme - til Tider synes man næsten, som om det er dets Sjæl - er bukket under for et fysisk Pres, som uden Sammenligning var langt mindre frygteligt end det, som det modstod med Standhaftighed og frygtløs Viljekraft for 25 Aar siden. Skønt altsaa Tabet af Menneskeliv hidtil, Gud være lovet, har været mindre, er de Resultater, der er naaet i Kampens Løb, af endnu mere dybtgaaende Betydning for Nationernes Skæbne end noget andet, der har fundet Sted siden Barbariets Dage. Brikkerne flyttes paa Strategiens og Videnskabens Skakbræt, Fordele vindes ved mekaniske Midler, og som et Resultat heraf bliver Millioner ude af Stand til at gøre yderligere Modstand eller anser sig selv for at være ude af Stand til at gøre yderligere Modstand, og det frygtelige Skakspil, som de ulyksalige Spillere synes at være lænket til, gaar sin Gang fra skak til mat.

Der er en anden endnu mere iøjnefaldende Forskel mellem Krigssituationen nu og i 1914. Alle Indbyggerne i de krigsførende Lande er med i Kampen, ikke blot Soldaterne, men hele Befolkningen, Mænd, Kvinder og Børn. Der er Fronter overalt. Der graves Skyttegrave i Byerne og i Gaderne. Hver eneste Landsby er befæstet. Hver eneste Vej er blokeret. Frontlinien gaar gennem Fabrikkerne. Arbejderne er Soldater, de har andre Vaaben, men samme Mod. Dette er store og tydelige Afvigelser fra det, mange af os saa i Kampen for et kvart Aarhundrede siden. Der synes at være al god Grund til at tro, at denne nye Form for Krigsførelse passer godt for den britiske Nations og det britiske Imperiums Mentalitet og Karakteregenskaber, og at en Krigsførelse af denne Art vil være gunstigere for os end de uhyggelige Massemyrderier ved Somme og Paschendaele, naar vi først er blevet forsvarligt udrustede og er kommet rigtig i Gang. Hvis der er Tale om, at hele Nationen skal kæmpe og lide i Fællesskab, burde det passe os, fordi vi er den mest enige af alle Nationerne, fordi vi traadte ind i Krigen efter hele Nationens Vilje og med aabne Øjne, og fordi vi er blevet opfostret i Frihed og personligt Ansvar og ikke er Produkterne af en totalitær Ensretning, men af Lejlighed til Tolerance og individuel Livsudfoldelse. Hvis vi tager alle disse Egenskaber i Anvendelse i Krigsførelsen, hvad vi er i Færd med at gøre, vil vi nok kunne vise Fjenden en hel Del, som han endnu ikke har tænkt paa. Efter at Tyskerne har fordrevet Jøderne og derved nedsat deres egen tekniske Standard, staar vor Videnskab afgjort over deres. Vor geografiske Beliggenhed, Herredømmet paa Havet og vort Venskab med De Forenede Stater sætter os i Stand til at hente Hjælpemidler fra hele Verden og fremstille enhver Art af ypperlige Krigsvaaben efter en Maalestok, som hidtil kun har været anvendt i Nazi-Tyskland.

Hitlers Krigsmagt er nu spredt ud over hele Europa. Vor Offensiv er nu som en Fjeder, der langsomt er ved at blive trykket i Bund, og vi maa beslutsomt og metodisk forberede os paa 1941's og 1942's Felttog. To-tre Aar er ikke nogen lang Tid, selv i vort korte, usikre Liv. Det er intet i en Nations Historie, og naar vi udfører den stolteste Bedrift i Verden og har den Ære at være den eneste Forkæmper for hele Europas Frihed, da maa af Rædsel og Ulykker, eller paa dette Tidspunkt i en Periode af Rædsel og Ulykker, skulde staa ranke og selvtillidsfulde, som Herre over vor Skæbne og med den Overbevisning brændende som en uudslukkelig Flamme i vore Hjerter, at den endelige Sejr bliver vor. Kun faa vilde have troet, at vi kunde staa det igennem; ingen vilde have troet, at vi i Dag skulde ikke blot føle os stærkere, men faktisk være stærkere, end vi nogen Sinde før har været.

Lad os se, hvad der er sket til vor Fordel. Den britiske Nation og det britiske Imperium stod alene, men holdt uden Frygt Stand mod Ulykken. Ingen vaklede eller svigtede; ja, nogle, som før i Tiden tænkte paa Fred, tænker nu kun paa Krig. Vort Folk er enigt og beslutsomt, som det aldrig før har været det. Død og Ødelæggelse er blevet Ubetydeligheder i Sammenligning med et Nederlags eller en Pligtforsømmelses Skændsel. Vi kan ikke sige, hvad der forestaar. Det kan være, at endnu større Prøvelser venter os. Hvad der end kommer, vil vi tage Kampen op imod det. Vi er sikre paa os selv og paa vor Sag, og det er denne altoverskyggende Kendsgerning, der er gaaet op for os i disse Prøvelsens Maaneder.

I Mellemtiden har vi ikke blot befæstet vore Hjerter, men ogsaa vor Ø. Vi har atter bevæbnet og opbygget vore Hærstyrker i et saadant Omfang, at man for et Par Maaneder siden vilde have anset det for umuligt. I Juli Maaned har vi, takket være vore Venner i Amerika, sejlet uhyre Mængder af Vaaben og Ammunition af enhver Art, Kanoner, Rifler, Maskingeværer, Patroner og Granater over Atlanterhavet og landsat det altsammen i Sikkerhed, uden at eet eneste Gevær eller een eneste Patron er gaaet tabt. Vore egne Fabrikker, der arbejder som aldrig før, har forsynet vore Tropper med Strømme af Vaaben og Ammunition. Hele den britiske Hær er herhjemme. Over 2,000,000 beslutsomme Mænd staar paa Vagt i Nat med Rifler og Bajonetter i Hænderne, og tre Fjerdedele af dem er indrullerede i regulære militære Afdelinger. Vi har aldrig før haft en saadan Hær hær på Øen i Krigstid. Hele Øen rejser Børster mod Angribere fra Havet eller fra Luften. Som jeg forklarede over for de ærede Medlemmer midt i Juni: jo større vor Hær herhjemme er, desto større maa de angribende eksspedilionsstyrker være, og jo større disse er, desto lettere vil det blive for Flaaden at opdage dem, naar de samles, og opsnappe og tilintetgøre dem undervejs; og desto vanskeligere vil det ogsaa være for Fjenden at tilføre Invasionstropperne - hvis de da nogen Sinde kommer i Land - Levnedsmidler og undre Forsyninger, naar hans Forbindelseslinier uafbrudt udsættes for flaade og Luftangreb. Alt dette er en hæderkronet, klassisk Læresætning. Denne Regel gjaldt i Nelsons Dage, og den gælder endnu: „Vor første. Forsvarslinie er Fjendens Havne." Nu om Dage betyder Rekognoscering og fotografering fra Luften en ny og virkningsfuld Hjælp til at hævde dette gamle princip.

Vor flaade er langt stærkere, end den var i Begyndelsen af Krigen. Af den store Strøm af Nybygninger, der blev paabegyndt ved Krigsudbruddet, bliver nu den ene efter den anden færdigbygget. Vi haaber, at vore Venner paa den anden Side af Oceanet vil sende os Forstærkninger i rette Tid, saa vi kan udligne Forskellen mellem Størrelsen af de Fredsflotiller, vi havde i 1939 og de Krigsflotiller, vi nødvendigvis maa raade over i 1941. Det er ikke forbundet med Vanskeligheder at sende os en saadan Hjælp. Havene er frie. U-baadene bliver holdt i Ave. De magnetiske Miner har vi hidtil effektivt holdt i Skak. Handelsflaaden under britisk Flag er efter et Aars uindskrænket U-baadskrig og efter otte Maaneders intensiv Minekrig større, end da vi begyndte. Hertil kommer, at vi raader over mindst 4,000,000 Tons Skibe fra de besatte Lande, som har søgt Tilflugt i Havne her i Landet eller i Imperiet. Vore Forraad af Levnedsmidler af enhver Art er langt rigeligere nu, end de var i Fredstid, og vi er i Gang med at udarbejde et stort og voksende Program for Levnedsmiddelproduktionen.

Hvorfor siger jeg alt dette? Afgjort ikke for at prale; afgjort ikke for i mindste Maade at fremme velbehagelig Selvtilfredshed. De Farer, vi staar Ansigt til Ansigt med, er stadig kolossale, men det er vore Fordele og Ressourcer ogsaa. Jeg siger dette, fordi Folket har Ret til at vide, at den Tillid, vi føler, er velbegrundet, og at vi har god Grund til at tro os i Stand til, som jeg sagde i en meget mørk Stund for to Maaneder siden, at fortsætte Krigen „om fornødent i Aarevis, om fornødent alene." Jeg siger det ogsaa, fordi den Kendsgerning, at det britiske Imperium staar uovervindeligt, og at Nazismen stadig trodses, atter vil tænde en Gnist af Haab i Brystet paa Hundreder af Millioner af nedtrampede og fortvivlede Mænd og Kvinder hele Europa over og langt ud over dets Grænser, og fra disse Gnister vil en rensende og fortærende Flamme snart blusse op.

Det store Luftslag, der har været i Gang over denne Ø i de sidste Par Uger, har for nylig naaet et Højdepunkt. Det er for tidligt at forsøge al sige noget om, hvor stort et Omfang det vil faa, eller hvor længe del vil vare. Vi maa bestemt vente, at Fjenden vil udfolde større Anstrengelser, end han hidtil har gjort. Der anlægges stadig fjendtlige Flyvepladser i Frankrig og i Nederlandene, og der foregaar stadig Forflytninger dertil af Eskadriller og Materiel, som er bestemt til Angreb paa os. Det staar ganske klart, at Herr Hitler ikke kan tillade sig at lide et Nederlag i sin Luftkrig mod Storbritannien, uden at det vilde blive til stor Skade for ham. Hvis eller alle disse Pralerier og tænderskærende Trusler og uhyggelige Beretninger, som udbasuneres over hele Verden, om alle de Tab, han har paaført os, om del uhyre Antal af vore Flyvemaskiner, han har skudt ned - det siger han da - med saa ringe Tab for sig selv; hvis efter alle hans Skrøner om de panik slagne Briter, der sidder og kryber sammen i deres Musehuller og forbander det plutokratiske Parlament, der har ført dem ud i al den elendighed, hvis hele hans Stormløb efter alt dette i Løbet af en kort Tid ganske tamt maatte ebbe ud, vilde Führerens Ry for altid at tale Sandhed lide et alvorligt Knæk. Vi kan derfor nok være sikre paa, at han vil fortsætte, saa længe hans Kræfter slaar til, og saa længe som de bange Anelser, han maatte gøre sig med Hensyn til det russiske Luftvaaben, tillader det.

Paa den anden Side har Kampens Vilkaar og Forløb hidtil været til vor Fordel. For to Maaneder siden fortalte jeg de ærede Medlemmer, at medens vor Jagerstyrke i Frankrig plejede at paaføre Tyskerne Tab i Forholdet 2-3 mod 1 og i Kampene over Dunkerque, som var et Slags Ingenmandsland, Tab i Forholdet ca. 3-4 mod 1, ventede vi, at vi under et Angreb paa denne Ø vilde opnaa et gunstigere Forholdstal. Dette har saa sandelig slaaet til. Man maa ogsaa huske paa, at alle de fjendtlige Maskiner, der bliver skudt ned over vor Ø eller over de Have, der omgiver den, enten bliver ødelagt eller kommer i vor Besiddelse, og deres Besætninger bliver taget til Fange, hvorimod en betydelig Del af vore Maskiner, og ogsaa af vore Piloter, bliver reddet og i mange Tilfælde snart sat ind i Kampen igen.

Et stort og beundringsværdigt Reparationssystem, der sorterer under Ministeriet for Flyvemaskineproduktionen, sikrer, at beskadigede Maskiner hurtigst muligt vender tilbage til Fronten, og endvidere den mest økonomiske og hurtige Anvendelse af alle Reservedele. Samtidig har den storslaaede, ja forbløffende Stigning i Fremstillingen og Reparationen af britiske Flyvemaskiner og Motorer, som Lord Beaverbrook har opnaaet i Kraft af sine geniale, organisatoriske Evner og sin Energi, der virker helt som Trolddom, givet os en overvældende Mængde Reserver af alle Flyvemaskintyper og en Produktion, hvis Strøm stiger Dag for Dag, baade hvad angaar Kvantitet og Kvalitet. Fjenden er selvfølgelig langt mere talrig end vi. Men vor nye Produktion overstiger, ifølge Meddelelser, jeg har faaet, allerede hans betydeligt, og den amerikanske Produktion er kun lige begyndt at strømme til Landet. Det er, hvad jeg kan se af de Opgørelser, jeg daglig faar forelagt, et Faktum, at vor Bombemaskine- og Jagerstyrke nu, selv efter ni denne Kampvirksomhed, er større, end den nogen Sinde har været. Vi tror fuldt og fast paa, at vi vil være i Stand til at fortsætte Luftkrigen paa ubestemt Tid og lige saa længe, som det behager Fjenden, og jo længere den varer ved, desto hurtigere vil vi opnaa først den Jævnbyrdighed OG derefter den Overlegenhed i Luften, hvoraf Udfaldet af Krigen for en slot Del afhænger.

Fra ethvert Hjem paa denne Ø, i vort Imperium, ja i hele Verden, dog ikke fra de skyldiges Tilholdssteder, gaar der en Tak til de britiske Flyvere, som, frygtløse trods de ulige Vilkaar, utrættelige i deres dristige Angreb under stadig Dødsfare, ved deres Tapperhed og Selvopofrelse er i Færd med at vende Strømmen i denne Verdenskrig. Aldrig før i en Strid mellem Mennesker har saa mange skyldt saa faa saa meget. Alles Tanker gaar til Jagerpiloterne, hvis glimrende Bedrifter vi ser med egne Øjne Dag eller Dag; men vi maa ikke glemme, at uafbrudt, Nat efter Nat, Maaned efter Maaned, flyver vore Bombeeskadriller langt ind over Tyskland, finder deres Maal i Mørket ved det fineste Navigationsarbejde, foretager, ofte under den heftigste Beskydning og ofte med alvorlige Tab, de mest velovervejede og præcise Angreb og tildeler hele Nazi-Vældets tekniske Krigsmaskineri knusende Slag. Paa ingen Gruppe inden for R. A. F. hviler Krigens Byrde tungere end paa de Bombemaskiner, der opererer om Dagen, og som vil være af uvurderlig Betydning i Tilfælde af Invasion, og hvis uforfærdede Iver det ved flere Lejligheder har været nødvendigt at lægge Baand paa.

Vi er i Stand til at kontrollere Rigtigheden af Resultaterne af Bombeangrebene paa militære Maal i Tyskland ikke blot ved Rapporter, der naar os ad mange Veje, men selvfølgelig ogsaa ved Fotografering. Jeg tøver ikke med at sige, at denne Fremgangsmaade, at bombe Tysklands Krigsindustri og Forbindelseslinier og de Luftbaser og Forsyningsdepoter, fra hvilke vi bliver angrebet, en Fremgangsmaade, der vil blive fortsat i stedse større Omfang, lige indtil Krigen er forbi, og som om et Aars Tid maaske vil antage Dimensioner, som ingen hidtil har drømt om, betegner om ikke den korteste, saa i alt Fald den sikreste Vej til Sejr. Selv om Nazi-Legionerne stod sejrrige ved Sortehavet, ja selv om de stod helt ovre ved Det kaspiske Hav, selv om Hitler stod foran Indiens Porte, vilde han ingen Gavn have deraf, hvis hele den tyske Krigsmagts økonomiske og videnskabelige Apparat samtidig laa knust og pulveriseret derhjemme.

Den Kendsgerning, at en stort anlagt Invasion af denne Ø er blevet en stadig vanskeligere Operation for hver Uge, der er gaaet, siden vi frelste vor Hær ved Dunkerque, og vor store, sømilitære Overlegenhed, gør del muligt for os i stedse højere Grad at rette vort Blik og vore Kræfter imod Middelhavet og imod hin anden Fjende, der uden mindste Provokation, med koldt Overlæg og for Vindings Skyld stak Frankrig en Dolk i Ryggen, medens det kæmpede for Livet, og som nu marcherer imod os i Afrika. Frankrigs Frafald har selvfølgelig været til stor Skade for vor Stilling i, hvad der med et lidt besynderligt Navn kaldes Det mellemste Østen. Ved Forsvaret af Somaliland, for Eksempel, havde vi regnet med, at stærke franske Styrker vilde angribe Italienerne fra Jibuti. Vi havde ogsaa regnet med at kunne anvende de franske Flaade- og Luftbaser i Middelhavet og især dem paa Afrikas Nordkyst. Vi havde regnet med den franske Flaade. Fordi det franske Moderland midlertidigt var blevet løbet over Ende, var der ingen Grund til, at den franske Flaade, væsentlige Dele af den franske Hær, det franske Luftvaaben og det oversøiske franske Imperium ikke skulde have fortsat Kampen Side om Side med os.

Beskyttet af overlegne Søstridskræfter, i Besiddelse af strategisk uvurderlige Baser og af rigelige Forsyninger kunde Frankrig være forblevet en af de store krigsførende Magter. Derved vilde Frankrig have bevaret Kontinuiteten i sin Eksistens, og det franske Imperium kunde summen med del britiske Imperium være kommet del franske Moderland til undsætning og have genvundet dets Uafhængighed og Integritet. Hvis vi for vort Vedkommende var kommet i den samme frygtelige Situation, Frankrig befinder sig i, hvad der dog nu heldigvis er en Umulighed, vilde det selvfølgelig først og fremmest have været Krigsledernes Pligt at fortsætte Kampen her til det sidste, men det vilde ogsaa have været deres Pligt, som jeg antydede i min Tale den 4. Juni, at træffe saa vidtgaaende Foranstaltninger som muligt for den sømilitære Beskyttelse af Canada og af vore Dominions og at sikre sig, at de havde Midler til at fortsætte Kampen hinsides Havene. De fleste af de andre Lande, som indtil nu er oversvømmede af Tyskerne, har hidtil holdt ud tappert og trofast. Tjekkerne, Polakkerne, Nordmændene, Hollænderne, Belgierne er stadig i Felten med Sværdet i Haand, anerkendt af Storbritannien og De Forenede Stater som deres respektive Staters repræsentative Myndigheder og lovlige Regeringer.

At kun Frankrig ligger ydmyget er en Forbrydelse, men den er ikke blevet begaaet af en stor og ædel Nation, men af „Mændene i Vichy", som de kaldes. Vi har den dybeste Medfølelse med det franske Folk. Vort gamle Kammeratskab med Frankrig er ikke dødt. I General de Gaulle og hans tapre Skare finder hint Kammeratskab et virkningsfuldt Udtryk. Disse frie Franskmænd er blevet dømt til Døden af Vichy. Men det er lige saa sikkert, som at Solen vil staa op i Morgen, at den Dag vil komme, da deres Navne vil blive holdt i Ære, og da deres Navne vil blive indhugget i Sten i Gaderne og i Landsbyerne i et Frankrig, som har genvundet sin fulde Frihed og sit ældgamle Ry i et befriet Europa. Men denne Overbevisning, som jeg nærer med Hensyn til Fremtiden, kan ikke faa Indflydelse paa de aktuelle Problemer, vi staar overfor i Middelhavet og i Afrika. Et Stykke Tid før Krigens Begyndelse var det blevet besluttet ikke at forsvare Protektoratet Somaliland. Denne Politik blev ændret i Krigens første Maaneder. Da Franskmændene overgav sig, og da vore smaa Styrker dér, bestaaende af nogle faa Batailloner og nogle faa Kanoner, blev angrebet af alle de italienske Tropper, næsten to Divisioner, som tidligere havde mødt Franskmændene ved Jibuti, var det rigtigt at trække vore Detachementer tilbage saa god I som fuldstændig intakte for at sætte dem ind andetsteds. Der forestaar utvivlsomt langt større Operationer paa Krigsskuepladsen i Del mellemste Østen, og jeg skal absolut ikke forsøge at drøfte eller forudsige deres sandsynlige Forløb. Vi har store Hære og mange Midler til at forstærke dem. Vi har fuldkomment Herredømmet i det østlige Middelhav. Vi agter at gøre vort bedste for at klare vore Sager vel og for at opfylde alle vore Forpligtelser i den Del af Verden, trofast og beslutsomt. Jeg tror ikke, at de ærede Medlemmer ønsker, at jeg skal sige mere paa nuværende Tidspunkt.

En hel Del Folk har skrevet til mig og bedt mig om ved denne Lejlighed ni give en mere indgaaende Redegørelse for vore Krigsmaal og for den Fredsslutning, vi ønsker at indgaa efter Krigen, end den, der indeholdes i den meget omfattende Erklæring, der blev afgivet tidligt paa Efteraaret. Siden da har vi gjort fælles Sag med Norge, Holland og Belgien. Vi har anerkendt Dr. Benes' tjekkiske Regering, og vi har meddelt General de Gaulle, at vor Sejr er ensbetydende med Frankrigs Genrejsning. Jeg tror ikke, det vilde være klogt paa dette Tidspunkt, medens Slaget raser, og Krigen maaske endnu kun er i sin første Fase, at indlade sig paa vidtløftige Spekulationer om den fremtidige Ordning, der bør skabes i Europa, eller om de Sikkerhedsforanstaltninger, der maa træffes for at skaane Menneskeheden for en tredie Verdenskrigs Ulykker. Dette Terræn er ikke nyt, det er ofte blevet gennemkrydset og udforsket, og paa mange Punkter er alle gode Mænd og alle frie Mænd naaet til Enighed. Men førend vi kan paatage os Genopbygningsarbejdet, er det ikke blot nødvendigt, at vi selv er overbeviste om, at Nazi-Tyranniet maa knuses for Tid og Evighed, vi maa ogsaa overbevise alle andre Lande derom. Retten til at lede Verdenshistoriens Gang er Sejrens ædleste Pris. Vi er stadig ved at arbejde os op ad Bakken; vi har endnu ikke naaet Bakkekammen; vi kan ikke overskue Landskabet eller blot forestille os, i hvilken Forfatning vi vil finde det, naar den Morgen oprinder, vi har længtes efter. Den umiddelbart forestaaende Opgave er straks af en mere praktisk, mere enkel og mere barsk Karakter. Jeg haaber - ja, jeg beder til - at vi ikke vil blive fundet uværdige til vor Sejr, hvis den skænkes os efter alt vort Slid og efter alle vore Genvordigheder. Forøvrigt skal vi vinde Sejr. Dét er vor Opgave.

I een Retning kan vi imidlertid se mere klart fremover. Vi skal ikke alene tænke paa os selv, men paa en varig Sikkerhed for den Sag og de Grundsætninger, vi kæmper for, og paa hele det britiske Verdensriges Sikkerhed langt ud i Fremtiden. For nogle Maaneder siden kom vi til den Slutning, at baade De Forenede Staters og det britiske Imperiums Interesser krævede, at De Forenede Stater fik Adgang til Flaade- og Luftforsvar af den vestlige Halvkugle mod Angreb fra en Nazi-Magt, som maatte have opnaaet midlertidigt, men langvarigt Herredømme over en stor Del af Vesteuropa og dets kæmpemæssige Ressourcer. Vi havde derfor af egen Drift og uden at være blevet anmodet derom og uden at have været Genstand for Overtalelser besluttet at underrette De Forenede Staters Regering om, at vi vilde være glade for at stille saadanne Forsvarsmuligheder til Raadighed ved at udleje dertil egnede Omraader i vore transatlantiske Besiddelser, for at De Forenede Stater kunde opnaa større Sikkerhed mod Fremtidens uoverskuelige Farer. Tanken om et Samarbejde mellem Storbritannien og De Forenede Stater, bestemt af fælles Interesser og med fælles Formaal for Øje, udvikledes allerede før Krigen. Der var blevet sluttet forskellige Overenskomster angaaende visse Smaaøer i Stillehavet, som var blevet vigtige som Forsyningsbaser for Flyvemaskiner. Hele denne Tankegang viste sig al harmonere godt med den canadiske Regerings Anskuelser.

Snart efter erfarede vi, al man ogsaa nærede Ængstelse i De Forenede Stater med Hensyn til Luft- og Flaadeforsvare af Atlanterhavets Kystlinie, og Præsident Roosevelt har for nylig gjort det klart, at han gerne vilde drøfte Mulighederne for Anlæggelse af amerikanske Flaade- og Luftbaser paa Newfoundland og i Vestindien med os og med vor Dominion Canada og med Newfoundland. Der er selvfølgelig ikke Tale om en Suverænitetsoverdragelse - noget saadant har aldrig været antydet - eller om, at der overhovedet bliver foretaget noget imod vedkommende Koloniers Ønske eller uden deres Billigelse; men hvad os angaar, er Hans Majestæts Regering absolut villig til at tilstaa De Forenede Stater Forsvarsmuligheder paa Grundlag af et Lejemaal gældende for 99 Aar, og vi føler os sikre paa, at det ikke vil være til mindre Gavn for vore egne, for Koloniernes, for Canadas og for Newfoundlands Interesser end for De Forenede Staters. Dette er vigtige Skridt. Denne Udvikling betyder uden Tvivl, at disse to store, engelsktalende Demokratier, det britiske Imperium og De Forenede Stater, maa faa en Del at gøre med hinanden i nogle af deres Anliggender til det fælles og almene Bedste. Naar jeg for min Del ser paa Fremtiden, betragter jeg ikke Udviklingen med Mistillid. Jeg kunde ikke standse den, selv om jeg ønskede det; ingen kan standse den. Ligesom Mississippifloden strømmer den blot af Sted. Lad den strømme for fuld Kraft, ubønhørlig, uimodstaaelig, heldbringende, mod lysere Lande og mod bedre Tider.