Bomber over København

En af de kvindelige Kontorassistenter i et firma, der havde til Huse i Lommetørklædefabrikens Bygning, var midt i Begivenhedernes Centrum

Sammen med syv Damer og en mandlig Afdelingsleder søgte vi ned til Beskyttelsesrummet ad samme Trappe - den ene af to. Havde vi valgt den anden, hvad vi lige så godt kunde have gjort, var vi antagelig alle blevet dræbt, thi mens vi var på Vej ned, faldt en Bombe som fuldstændig raserede den anden Trappegang.

Allerede da den første Bombe eksploderede, udbrød der Panik imellem os. Der blev råbt og skreget. - En råbte: »Mor, Mor!", en anden skreg ude af sig selv: "Jeg vil hjem!« Alle styrtede mod Udgangen, og i dette Øjeblik var det, den næste Bombe faldt. Virkningen var frygtelig. Det Kontor, jeg havde arbejdet på, eksisterer ikke mere. Alene Lufttrykket var så voldsomt, at samtlige Skillerum mellem Lokalerne brasede sammen, og selv Væggen ud til den Trappe, vi løb ned ad, gav efter. Et Stykke af den styrtede ned mod mig, mit Ben blev ramt, og et øjeblik er jeg uden Erindring om, hvad der skete.

Jeg må imidlertid have stået stille et Øjeblik, og en Herre, der også var på Vej ned, syntes åbenbart, det gik for langsomt. Han greb mig med et hårdt Tag i Armen og slæbte mig med ned i Beskyttelsesrummet.

Før vi nåede Udgangen, lød et nyt frygteligt Brag, Døren sprang op, og en tæt uigennemsigtig Sky føg ind gennem den åbne Dør. En Bombe var faldet på Gaden lige uden for, og Panikken var uhyre. »Gas, Gas!" blev der råbt, og en Stund troede alle, at Støvskyen skyldtes en Gasbombe. De holdt sig for Næse og Mund med Lommetørklæder, mens de løb som gale. Bagefter viste det sig, at det kun' drejede sig om Kalkstøv og Puds, der var blevet hvirvlet op ved Eksplosionen, men forinden havde vi gennemlevet frygtelige Minutter.

Et tykt Støvlag dækkede de fleste af dem, der var nået ned i Beskyttelsesrummet. Skrækken havde bragt flere ganske ud af Fatning, og næsten alle led af en eller anden Grund af en brændende Tørst. Ustandselig blev der råbt på Vand, og omsider kom en C. B. Betjent med en Kaffekande fyldt med Vand. Denne gik på Omgang, og alle drak begærligt af den.

Der var flere sårede imellem os, og også mit Ben var svulmet stærkt op. Imidlertid var Husets Samarit med Forbindskassen ikke at finde noget Steds, så vi måtte klare os, så godt vi kunde. En af Kontorpersonalet lagde en foreløbig Forbinding på mit Ben, og nogen Tid efter blev de sårede afhentet af Ambulancefolk.

Det havde været Minutter, så fyldt med Gru, at jeg aldrig vil glemme det, og jeg håber aldrig mere at komme ud for et Luftangreb.