Skip Navigation Links Historie 2. Verdenskrig Politik Adolf Hitler Reichstag brænder

Rigsdagbranden i 1933

Af: Sefton Delmer

Den tyske Reichstag i brand

      Illustreret Videnskab HISTORIE + Nano jakke
Lettelse over, at jeg er kommet gennem de sidste måneders umenneskelige kvaler med min forstand i behold.
Der var betragtelige mængder af udskrifter fra retssagen, maskinskrevne sider med hans egne notater og mange store foldere fulde af dokumenter spredt over ud over hele cellen.
Takket være min improviserte sovepose har jeg hatt det varmt og godt i natt. Først nå, i fangenskap.
Jeg vil ikke gense mennesker, der har indladt sig på at være med til dette, endog at forherlige og idealisere det.
Efter min Indtrædelse i det Tyske Arbejderparti overtog jeg straks Ledelsen af Propagandaen. Jeg regnede dette Fag for i Øjeblikket at være langt det vigtigste.
Efter hint berømte Møde i Berchtesgaden, hvor Schuschnigg bøjede sig for Hitlers Krav, skrev jeg: »Dette betyder Finis Ausiriee«, - og det bebrejdede man mig bittert.
Nogle væsentlige datoer historisk for DNSAP.
Den, der ikke er Statsborger, skal kun kunne leve som Gæst i Tyskland og må være underkastet Fremmedlovgivningen.
I begyndelsen så det faktisk også ud, som om revolutionen ville blive en af de sædvanlige »historiske begivenheder«: et anliggende for aviserne og, hvis det gik højt, den offentlige sfære.
Tyske mænd og kvinder! Soldater i den tyske krigsmagt! Vor Fører Adolf Hitler er faldet.
Den 2.8. kl. 9 dør Hindenburg, en time senere kommer en "lov" af l.8. fra rigsregeringen: Præsidentens og kanslerens embede forenes i Hitlers person, værnemagten aflægger straks ed til ham.
Blandt alle de triste, ja ligefrem gruopvækkende eller modbydelige Erfaringer, jeg indhøstede i Oranienburg i Løbet af de 6 Maaneder, kan der dog ogsaa nævnes en oplivende Episode.
I Krigens sidste Måned søgte Dr. Goebbels ved en voldsom Propagandakampagne at hidse det tyske Folk op til at fortsætte med en fanatisk Partisankrig, når den militære Modstand holdt op.
Hurtige lyse stemmer der hvirvlede ud i det blå ...
du var ulykkelig, Tykke, men det ku' vi ikke forstå.
Svedig fed og dum ... Helvede satte på spring
og væltede dig og cyklen. Vi stod omkring og lo.
De er gode soldater,
den skam er uvisnelig deres.
Når de praler dermed,
ser vi dem hårdt ind i øjnene
Hitlers første verdenskrig Kvinderne i Ravensbrück

Bogtips

Den 27. februar 1933, udbrød der brand i den Tyske Reichstag - det tyske Parlament. Journalisten Selfton Delmer var på stedet, da Hitler ankom til den stadig brændende bygning, i selskab med Hermann Göring og Joseph Goebbels. Det her er Delmers beretning om branden og hvordan Hitler agerede.

Meget belejligt for Hitler blev en hollandske kommunist Marinus van der Lubbe anholdt på brandstedet, hvilket førte til at Tyskland kunne sættes i en slags undtagelsestilstand. Den følgende dag udstedte Præsident Hindenburg Rigsdagsbrandforordning, som reelt gav Hitler nærmest uindskrænkede beføjelser til at fængsle enhver politisk modstander.

Efter krigen viste det sig, at branden var iscenesat af Hermann Göring, for at der kunne komme en situation, hvor nazisterne kunne tilrane sig magten.

Marinus van der Lubbe blev den 10. januar 1934 henrettet. Dommen blev i 1967 ændret til otte års fængsel og januar 2008 ophævet på baggrund af en lov om nationalsocialistisk.

Nederst er der to videoer, den ene er med syndebukken og den anden er med billeder fra branden.
»Det er et tegn fra Gud! Hvis denne brand viser sig at være kommunisternes værk - og det er jeg overbevist om, den er - så skal intet længere forhindre os i at knuse denne morderiske pest med en jernnæve.«

Jeg overværede selv, hvordan Tysklands nationalsocialistiske rigskansler, Adolf Hitler, kom med denne dramatiske udtalelse i nat i den brændende rigsdagsbygnings forhal.

Ilden brød ud klokken 21.45 i Rigsdagens mødesal.

Der var anrettet bål fem forskellige steder, og der var ingen tvivl om, at det var ildspåsættere, der havde været på spil.

En af pyromanerne, en mand i trediverne, blev arresteret af politiet, da han kom løbende ud af bygningen kun iført sko og bukser og uden skjorte og frakke, selvom der var isnende koldt i Berlin i nat.

Fem minutter efter ilden var brudt ud, stod jeg uden for Rigsdagen og så flammerne slikke sig vej op fra den vældige kuppel mod tårnet.

Der var spærret af hele vejen rundt om bygningen, og ingen fik lov til at komme ind.

Da jeg fascineret havde set til i små tyve minutter, fik jeg pludselig øje på Adolf Hitlers berømte, sorte bil, der gled forbi fulgt af en anden bil medførende hans personlige livvagt.

Jeg skyndte mig efter dem og nåede at hage mig fast som sidste mand i hans følge, da de skred ind i Rigsdagen.

Jeg har aldrig før set Hitler så sammenbidt og beslutsom. Hans øjne, der altid træder noget frem, næsten bulede ud af hans ansigt.

Kaptajn Göring, der er hans højre hånd og preussisk indenrigsminister og dermed ansvarlig for politiet, sluttede sig til os i forhallen. Hans ansigt var rødt af ophidselse.

»Det her er utvivlsomt kommunisternes værk, Herr Kansler, « udbrød han.

»Et par kommunistiske deputerede var til stede her i Rigsdagen, tyve minutter før ilden brød ud. Det er lykkedes os at arrestere en af ildspåsætterne.

»Hvad hedder han?« ville nazistpartiets propagandachef, Dr. Goebbels vide.

»Vi ved det ikke endnu,« svarede kaptajn Göring og så truende beslutsom ud med et hårdt drag om de tynde, følsomme læber. »Men vi skal nok presse det ud af ham. Stol på det, Doktor.«

Vi trådte ind i et af lokalerne. »Her kan De selv se, Herr Kansler, hvordan de antændte branden,« udbrød kaptajn Gering 'og pegede på de forkullede rester af et smukt egetræspanel. »De har hængt tøj gennemvædet med petroleum hen over møblerne og sat ild til det.«

Vi begav os over til en anden hal, der var fuld af røg. Politiet spærrede os vejen. »Lysekronen kan styrte ned, hvad øjeblik det skal være, Herr Kansler,« sagde en politikaptajn. der stod med udstrakte arme.

Vi gik en omvej og nåede frem til den del af bygningen, der stadig var omspændt af flammer. Brandmænd sprøjtede vand ind i det røde virvar.

Hitler betragtede dem et par minutter, og et vildt raseri flammede i hans blegblå øjne.

Så mødte vi Herr von Papen, der udstrålede sin sædvanlige høflighed og belevenhed.

Hitler gav ham hånden og udstødte den trussel mod kommunisterne, som jeg allerede har citeret. Så vendte han sig mod kaptajn Göring. »Har vi sikret alle offentlige bygninger?« ville han vide.

»Jeg har taget enhver forholdsregel,« svarede kaptajn Göring. »Politiet er i højeste alarmberedskab, og hver eneste, offentlig bygning bliver omhyggeligt bevogtet. Vi er forberedt på hvad som helst.«

Nu var det så, at Hitler vendte sig mod mig. »Gud give,« udbrød han, »at dette er kommunisternes værk. De er her vidne til begyndelsen på en storslået, ny epoke i Tysklands historie. Denne brand er indledningen.«

Og så var der noget, der pirrede den retoriske åre i hans hjerne.

»De ser for Dem denne flammende bygning,« udbrød han og gjorde en dramatisk, fejende håndbevægelse. »Hvis kommunismens ånd kunne få fingre i Europa i bare to måneder, ville det hele blusse op ligesom denne bygning.«

Klokken halv et var ilden under kontrol. To presselokaler stod stadig i brand, men der var ingen fare for, at ilden skulle bredde sig.

Selvom kuplens glastag er sprængt og styrtet ned, står selve kuplen der stadigvæk.

Hidtil har det ikke været muligt at rydde op i de forkullede ruiner for at se, om man eventuelt skulle finde liget af brandstifterne, hvis de skulle være blevet spærret inde af brandstifterne, hvis de skulle være blevet spærret inde af ilden.

Kaptajn Göring indkaldte til et særligt møde i det preussiske indenrigsministerium for at drøfte, hvilke særlige forholdsregler man burde træffe som følge af branden.


Følg History Watch på :
Facebook Twitter YouTube