Skip Navigation Links Historie 2. Verdenskrig Politik Adolf Hitler Rigskansler Hitler

Hitler bliver Rigskansler

Dagbog af: Sebastian Haffner

En afbildning fra et postkort af fakkeloptoget på dagen

      Illustreret Videnskab HISTORIE + Nano jakke
Den 2.8. kl. 9 dør Hindenburg, en time senere kommer en "lov" af l.8. fra rigsregeringen: Præsidentens og kanslerens embede forenes i Hitlers person, værnemagten aflægger straks ed til ham.
Tydningen af Hitlers Horoskop vil sikkert give Læserne et helt andet Billede af Nazismens Fører, end de hidtil har haft.
Den, der ikke er Statsborger, skal kun kunne leve som Gæst i Tyskland og må være underkastet Fremmedlovgivningen.
Efter min Indtrædelse i det Tyske Arbejderparti overtog jeg straks Ledelsen af Propagandaen.
Man synes åbenbart, det kræver en forklaring, at føreren for en nation, der doserer ægteskab og rig børneavl som en patriotisk pligt, lever i cølibat, og de forklaringer, de nyfigne selv brygger sammen, går lige fra patologiske til det romantiske.
Alt hvad du er er, er du ikke af egen fortjeneste, men gennem dit folk. Tænk altid på, om det du gør, er gavnligt for dit folk.
Nu, da han atter er i Berlin, liver jeg lidt op igen.
Tyske mænd og kvinder! Soldater i den tyske krigsmagt! Vor Fører Adolf Hitler er faldet.
Den vane at udveksle rædselsfulde erindringer om deres bedrifter i krigen var fremherskende blandt nazilederne.
Jeg har altid beundret Deres storhed, Deres holdning i denne gigantiske kamp og Deres jernvilje til at hævde Dem og nationalsocialismen.
Hvad vil Hitlers Budskab blive? Vil han alligevel bygge Bro til Freden?
Det er et held for mig, at jeg ikke har giftet mig. Det ville være blevet en katastrofe!
Hitlers første verdenskrig Kvinderne i Ravensbrück

Bogtips

Sebastian Haffner var en tysk jurist, som i 1938 forlod Tyskland og tog til England, hvor han blev journalist. Han forlod ikke Tyskland fordi han var jøde eller tvunget til det, men han forlod Tyskland fordi han havde en fornemmelse af, hvad som ville komme.

I 1939 skrev han "En tyskers historie", som er hans ungdomsberetning. Værket blev fundet blandt Haffners papirer efter hans død i 1999. Nogle har betvivlet værkets autencitet, som et tysk - nazistisk tidsdokument fra før krigen, da Haffner forudser 2. Verdenskrig og det dertil hørende Folkemord.

Uddraget her handler om da Hitler bliver Rigskansler.
Hitler bøger
I begyndelsen så det faktisk også ud, som om revolutionen ville blive en af de sædvanlige »historiske begivenheder«: et anliggende for aviserne og, hvis det gik højt, den offentlige sfære.

Nazisterne fejrer deres revolutions dag den 30. januar men det er i virkeligheden ikke korrekt. Det var ikke en revolution, der fandt sted den 30. januar 1933, men et retningsskifte. Hitler blev rigskansler, i øvrigt absolut 'ikke som fører for en nazistisk regering (ud over Hitler selv sad der kun to andre nazister i kabinettet), og aflagde ed på Weimar republikkens rigsforfatning. Dagens sejrherrer var ifølge den almindelige opfattelse på ingen måde nazisterne, men folkene fra den borgerlige højrefløj, der havde »indfanget« nazisterne og selv indtog alle nøgleposter i regeringen. Forfatningsretligt var hændelsesforløbet væsentligt mere normalt og urevolutionært end det meste af det, der havde udspillet sig året før. Og i det ydre forløb dagen ligeledes uden nogen som helst tegn på revolution - hvis man da ikke mener, at et nazistisk fakkeltog gennem Wilhelmstrasse og et betydningsløst natligt skyderi i en forstad til Berlin kan gøre det ud for en revolution.

For os andre bestod oplevelsen af den 30. januar faktisk kun i avislæsning - og de følelser, læsningen udløste.

Om morgenen lød overskriften: Hitler kaldt til rigspræsidenten - og man følte en vis hjælpeløs og nervøs irritation: Hitler var i august og igen i november blevet kaldt rigspræsidenten og havde fået tilbudt vicekansler- og kanslerposten; hver gang havde han stillet umulige betingelser, og hver gang havde man efterfølgende højtideligt proklameret: Aldrig mere ... Dette »Aldrig mere« varede hver gang lige nøjagtig et kvart år. Der herskede allerede dengang i Tyskland den samme sygelige tilbøjelighed blandt Hitlers modstandere, som der gør i dag rundt om i verden, til igen og igen ufortrødent og for hver gang billigere at tilbyde, ja nærmest pånøde ham alt, hvad han ønskede sig. Igen og igen afsvor man højtideligt »appeasement«-politikken, og igen og igen fejrede man dens glædelige genopstandelse, hvis det var det, det kom an på - akkurat som i dag. Som i dag var Hitlers egen forblindelse også dengang det eneste håb, der var tilbage. Ville denne forblindelse ikke til sidst opbruge selv hans modstanderes tålmodighed? Dengang som i dag viste det sig, at tålmodigheden faktisk var grænseløs ...

Hitler og Hindenburg som frimærke Ved middagstid lød overskriften: Hitler kræver igen for meget. Man nikkede halvt beroliget. Meget sandsynligt. Det ville aldeles ikke have svaret til hans natur at kræve mindre end for meget. Så ville vi måske endnu en gang slippe for at tømme den bitre kalk. Hitler - den sidste, der kan frelse os fra Hitler. Og så omkring klokken 5 var aftenaviserne der: Den nationale samlingsregering dannet - Hitler rigskansler.

Jeg ved ikke præcis, hvad den første almindelige reaktion var. Min var omtrent en minutlang isnende skræk. Jovist, det 'havde allerede i lang tid været en mulighed. Det var vel, hvad man kunne have regnet med. Og alligevel virkede det så fantastisk, så utroligt, når man nu virkelig så det for sig sort på hvidt. Hitler - rigskansler ... Et øjeblik mærkede jeg næsten en fysisk stank af blod og snavs omkring personen Hitler, og jeg følte noget, jeg bedst kan sammenligne med et morderisk dyr, på en gang faretruende og kvalmefremkaldende, der hastigt nærmer sig - en beskidt pote med skarpe klør på mit ansigt.

Så rystede jeg det af mig, forsøgte at grine, tænkte efter og fandt faktisk også megen grund til beroligelse. Samme aften diskuterede jeg udsigterne for den nye regering med min far, og vi var enige om, at den ganske vist havde god chancer for at anrette en pæn portion ulykker, men næppe nogen chance for at regere længe. Som helhed en sort-reaktionær regering, med Hitler som' talerør. Bortset fra tilføjelsen adskilte den sig ikke meget fra de to sidste regeringer..: der havde efterfulgt Bruning. Selv ikke med nazisterne ville den opnå flertal i rigsdagen. Nuvel, der var selvfølgelig hele tiden den mulighed at opløse rigsdagen.

Men også i befolkningen havde regeringen et klart flertal mod sig; frem for alt den massive blok af arbejdere, som efter de mådeholdne socialdemokraters endegyldige blamage sandsynligvis ville blive kommunistisk. Man kunne selvfølgelig »forbyde« kommunisterne - og gøre dem så meget desto mere farlige. I mellemtiden ville regeringen fortsætte den sociale og kulturelle reaktion som hidtil, sandsynligvis også hårdere end hidtil, og desuden, for Hitlers skyld, føre antisemitisk politik. Deres modstandere ville de til gengæld ikke få omvendt på den måde. Udadtil sandsynligvis en politisk paradeforestilling; måske et oprustningsforsøg. Det ville, ud over de 60 procent, der var imod regeringen inden for landets grænser, automatisk samle hele omverdenen mod den. Desuden, hvad var det for mennesker, der igennem de sidste tre år pludselig havde stemt på nazisterne? For størstedelens vedkommende ukritiske propagandaofre, en fluktuerende masse; efter den første skuffelse ville de spredes igen. Nej, alt i alt gav denne regering ingen grund til bekymring. Spørgsmålet var egentlig kun, hvad der ville komme bagefter; og muligvis kunne man frygte for, at de ville nå at drive det til borgerkrig. Man regnede med, at kommunisterne ville slå fra sig, før de lod sig forbyde.

Det var, viste det sig den følgende dag, sådan omtrent også den intelligente presses prognose. Det er egentlig besynderligt, hvor overbevisende den lyder selv i dag, hvor man dog ved, hvad der senere skete. Hvordan kunne det dog gå så meget anderledes? Måske netop derfor, måske netop fordi vi alle var så sikre på, at det ikke kunne gå anderledes - og endog stolede så fuldt og fast på det - og således på ingen måde tog højde for, at det kunne gå anderledes, så det i værste fald kunne forhindres - ?


Følg History Watch på :
Facebook Twitter YouTube