Skip Navigation Links Historie Mellemkrigstiden Dokumentar Modstandere i Oranienburg

Modstandere i Oranienburg

Af: Gerhart Seger - 1933

Ældre kvinde foran nazimærker

      Illustreret Videnskab HISTORIE + Nano jakke
Jeg vil ikke gense mennesker, der har indladt sig på at være med til dette, endog at forherlige og idealisere det. Overfor mig selv og andre foregøgler de en ny storslået åndsform, men kun den rå magt var dens ophav, og bag alle deres udflugter skjuler der sig kun den nøgne materielle interesse og den skændige opløsning af deres samvittighed.
»Det er et tegn fra Gud! Hvis denne brand viser sig at være kommunisternes værk - og det er jeg overbevist om, den er - så skal intet længere forhindre os i at knuse denne morderiske pest med en jernnæve.«
Efter min Indtrædelse i det Tyske Arbejderparti overtog jeg straks Ledelsen af Propagandaen. Jeg regnede dette Fag for i Øjeblikket at være langt det vigtigste.
Det var som om Tyskerne efter tolv Års Gestapo-Metoder er blevet så vant til at stikke hinanden, at de uden at tænke videre derover automatisk stikker Nazister, som de før stak Antinazister.
Efter hint berømte Møde i Berchtesgaden, hvor Schuschnigg bøjede sig for Hitlers Krav, skrev jeg: »Dette betyder Finis Ausiriee«, - og det bebrejdede man mig bittert.
Skønt vi ikke har nogen Racekamp i Danmark, finder jeg det fuldt ud forståeligt, om en fordreven ikke-arisk Digter fra Tyskland tager det for ham så tragiske Problem op til Behandling.
Slå ikke søm i væggen,
smid bare frakken på stolen.
Hvorfor se fire dage frem?
Du rejser tilbage i morgen.
Hør godt efter, makker; for det her kommer fra en fyr, der stadig har svedige hænder, og hvis strube stadigvæk er tør, og hvis kæber stadigvæk er gabet af led i chok over at have set Joe Louis slå Max Schmeling ud.
Det var gribende at se det franske Folks Sorg. Trods alt havde man haabet.
Hitlers første verdenskrig Kvinderne i Ravensbrück

Bogtips

Dette er den første beretning fra en koncentrationslejr. Fortælleren Gerhart Seger var tysk rigsdagsmand og socialdemokrat og blev som politisk modstander sendt til Oranienburg.

Baggrunden er, at efter Rigsdagbranden i 1933, som førte til at Præsident Hindenburg udstedte Rigsdagsbrandforordning, som gav Hitler beføjelser til at fængsle enhver modstander.

Den "beskyttet varetægt " blev beordret af den udøvende myndighed uden retslig indflydelse, endvidere var det ikke muligt at anke eller klage over en indsættelse i en koncentrationslejr.

27 Marts 1933 blev fangernumer 1 tildelt en fange i koncentrationslejren Uranienburg. Frem til opløsningen af lejren i juli 1934 blev 2874 numre tildelt fanger. Af disse fanger var der tre kvinder og mindst 16 fanger blev myrdet i lejren.

I lejrens levetid lykkedes det for to fanger at flygte. Seger som har skrevet beretningen her flygtede i december 1933 til Prag, hvor han skrev nedskrev sine oplevelser i en rapport med titlen "Oranienburg".

Ankomst til Oranienburg

Nazi-Pressen har med illustrerede Beretninger paa dennes særegne Vis skildret Ankomsten af de socialdemokratiske Førere Eberts og Heilmanns Ankomst til Lejren sammen med de fire ledende Embedsmænd fra Radiofonien: Intendant Flesch, Alfred Braun, Dr. Magnus og Direktør Giesecke.

Da jeg har læst disse Beretninger i "Volkischer Beobachter", og da der paa den anden Side sikkert ogsaa er overdrevne Beretninger om denne Aftens Begivenheder i Omløb, er det nødvendigt at give en sandfærdig Skildring af disse.

De seks Mænd blev indleveret samtidig og kort efter tvunget til i SA-Folkenes Paasyn at afføre sig deres Klæder, som blev foræret til de kommunistiske Fanger, af hvilke nogle, der følte Modbydelighed ved denne Scene, vendte sig bort, medens andre villigt imødekom Nazisterne og med Begejstring iførte sig Tøjet.

Saa lod man de seks nye Fanger tæt maskinklippe, idet man dog lod en Krans af Haaret staa hos Ebert for at gøre ham særlig latterlig, hvorefter man tvang dem til at iføre sig nogle Pjalter, som de først flere Dage senere fik Lov at ombytte med deres eget Tøj.

Anden legemlig Mishandling skete der ikke de seks Mænd den paagældende Dag. Men desto værre var den moralske Mishandling, de blev Genstand for. Ved Appellen i den bageste Gaard dannedes en stor Firkant af Fangekompagniets Front; de seks Mænd maatte stille sig op med Front mod Fangerne, hvorefter Føreren for SA-Standarten 208 Schulz-Wechsungen holdt en Tale, der var spækket med de mest uhumske Beskyldninger og smudsige Fornærmelser mod tre af de værgeløse Fanger, der stod foran os.

Føreren opfordrede de omstaaende SA-Folk og Fangerne til at "se lidt nøjere paa dette rødhaarede fede Jødesvin Heilmann". Om Alfred Braun udtalte han, at han i Aarevis havde ædt og drukket tæt, at han havde tilsvindlet sig en Kæmpevilla, - og de tre andre Radiofunktionærer var "korrumperede Forbrydere", der allesammen havde lusket sig en Formue til af Radiofoniens Midler og indbyrdes hjulpet hinanden til Penge. I denne Tone fortsattes et helt Kvarter - en modbydelig Scene, dels paa Grund af de anvendte Skældsord, dels paa Grund af den tydelige Spekulation i de laveste Instinkter saavel hos de omstaaende SA-Folk som hos Kommunistfangerne.

De moralske Tilsvininger fortsattes i de første Dage i skærpet Form overfor de seks Mænd, senere i noget afsvækket Form. Kom der nazistiske Besøgende til Lejren, blev de seks straks vist frem: "Se engang paa disse marxistiske Forbrydere, Svindlere, Hallunker, lumpne Fyre og forædte Svin!", saadanne Udtryk føg om Ørene paa Fangerne, naar de som vilde Dyr blev forevist de Besøgende.

Desuden blev de naturligvis hele Dagen jaget rundt i Lejren og sat til alle mulige Ekstraarbejder. For Heilmanns Vedkommende kom hertil, at han som Jøde og Medlem af Jødekompagniet yderligere ofte blev mishandlet paa ny. Man tvang ham ikke blot til i Ugevis at renholde de af Hundreder al Fanger benyttede Retirader, men hentede ham ogsaa midt om Natten ud i Gaarden, engang endog i øsende Regnvejr, hvor man jog rundt med ham. Da jeg traf ham om Morgenen efter den omtalte Regnvejrsnat, var der tydelige Spor at se paa hans Tøj efter Nattens Mishandlinger.

Dagen efter Indleveringen af Ebert, Heilmann og de fire Radiofunktionærer ankom ogsaa Rigsdagsmand Franz Künstler fra Berlin til Lejren. Ogsaa hans Haar blev delvis maskinklippet, paa Issen barberede man tre Pile ind, og det halve af hans Overskæg blev fjernet. Künstler var kommet ret ubemærket til Lejren, i hvert Fald havde ingen af de ledende SA-Førere taget Notits deraf og han befandt sig allerede i den bageste Gaard, da jeg trak ham til Side sammen med en anden Rigsdagskollega. I dette Øjeblik gjorde Kommunisterne med deres sædvanlige Skældsord de omkringstaaende SA-Folk opmærksom paa Künstler, idet disse Kommunister ikke vilde gaa Glip af det Skuespil at se en socialdemokratisk Fører blive behandlet af SA-Folkene paa den sædvanlige Maade.

Vasker Oranienburg ren

Blandt alle de triste, ja ligefrem gruopvækkende eller modbydelige Erfaringer, jeg indhøstede i Oranienburg i Løbet af de 6 Maaneder, kan der dog ogsaa nævnes en oplivende Episode.

Lejrens Ledelse havde tænkt sig, at det sikkert vilde vække stor Opsigt i Byen Oranienburg, hvis man lod de "prominente" Fanger fra Lejren gaa rundt i Byen og tvang dem til at fjerne alle Rester af gamle Valgplakater fra Mure, Telefonpæle og Træer.

Altsaa raabte Stormtropsfører Ewe en Aften ved Appellen haanligt "de Herrer Folkerepræsentanter" frem foran Fronten; der blev dannet tre Hold paa 4 Mand, som den næste Dag skulde begynde at vaske Byen ren.

De første to Hold bestod af Socialdemokrater, nemlig Rigsdagsmændene Ebert, Heilmann, Kunstler og mig samt de prøjsiske Landdags-mænd Bauer og Drugemüller og to andre ledende Partifæller, Schwarz og Genz. Det tredje Hold bestod af den tidligere kommunistiske Rigsdagsmand Hornicke, Zerbst, to kommunistiske Landdagsmænd fra Anhalt, Kettig og Kmiec og et Byraadsmedlem fra Oranienburg, Schulze.

Næste Morgen, før vi afmarcherede første Gang, blev vi udstyret med Stiger, Skrubber, Spande, Klude, Børster og Saltsyre, hvorefter alle tre Hold drog ud, ledsaget af bevæbnede SA-Folk.

Dagen i Forvejen havde man i det lokale Blad "Oranienburger Generalanzeiger" bebudet, at vor Rensnings-Aktion vilde begynde Kl. 9 Formiddag med Opstilling foran Raadhuset.

Præcis Kl. 9 marcherede vi da ogsaa op foran Raadhuset i tre Hold - men se! - der blev intet af den saa smukt planlagte Sensation: der var ingen Tilskuere mødt! Ikke et Menneske havde indfundet sig ved Raadhuset for at overvære den af Nazisterne saa opreklamerede Aktion, ikke en eneste Nysgerrig stillede sig op for at stirre paa os og dermed skabe den fornødne Relief og Virkning.

Og saaledes gik det ogsaa under vor Tur rundt i Byen, under vor Afvaskning og Afkradsning af Plakatrester paa Mure, Plankeværker og Brosten. Ikke et eneste Sted blev Folk staaende, intet Sted saa vi saa meget som et spottende Smil eller et vredt Blik. Tværtimod - i de Huse, vi gik ind i for at hente rent Vand kom man os imøde med den største Beredvillighed. Et af de tre Hold blev ved højlys Dag fra Gaden inviteret ind paa Kaffe og Kager i en Have, og for mig hændte det, at en munter Kone, jeg hentede Vand hos, spottede de nazistiske Arrangører med sit Berliner-Vid og sagde: "Jer har de vel sendt ud for at vaske Bladene af paa Træerne!"

Da den ventede Sukces af denne Aktion nu saa fuldkommen udeblev, morede den ikke længere Lejrens Ledelse. Det gjaldt jo nemlig aldeles ikke om at faa vasket Byen ren (det var desuden gjort for længe siden!), men om at tilføje de tidligere Folkerepræsentanter en ny Ydmygelse overfor Offentligheden.

Da Nazisterne saa, at de havde gjort Regning uden Vært - d. v. s. uden Befolkningens Interesse i Byen - sendte de den følgende Dag kun to Hold ud og den tredje Dag kun eet - saa var det Slut. - Den Holdning, Befolkningen i Oranienburg indtog, var overmaade rosværdig.

Selv om man ser bort fra al Politik, behøver man blot at tænke paa, hvilken Sensation det maatte være for de talrige Nysgerrige i en saa lille By, at Sønnen af den første Rigspræsident og en mangeaarig indflydelsesrig Fører for Socialdemokraterne i Prøjsen drog rundt med Stige, Spand og Børste i Gaderne for at kradse Plakater af - hvilken Forestilling!

Hertil kom nu det politiske Moment: den stadig truende Koncentrationslejr midt i Byen, som jo ogsaa i Tidens Løb havde opslugt adskillige Oranienburgere, og det Tryk, hvorunder Befolkningen lever i Tyskland i Almindelighed og i en By med Koncentrationslejr i Særdeleshed - og trods alt dette udeblev Befolkningen bevidst fra et saadant Arrangement; i tre Dage gik Menneskene tavse og taktfulde forbi de Steder, hvor vi dukkede op, - det var en velgørende Oplevelse midt i Oranienburgs Rædsler.


Følg History Watch på :
Facebook Twitter YouTube