Skip Navigation Links Historie 2. Verdenskrig Dokumentar Monty og Afrika

Monty og Afrika

Af: Bernard Montgomery

monty på Historien af Time

      Illustreret Videnskab HISTORIE + Nano jakke
Jeg vil gerne over for Dem personligt og over for hver eneste officer og menig i Deres division give udtryk for anerkendelse af, hvad De ved Arnhem gjorde for de Allieredes sag.
Den bedste anden Front i 1942 og den eneste Operation i større Format, der er gennemførlig fra Atlanterhavet, er »Torch«. Hvis denne kan gennemføres i Oktober, vil den yde Rusland større Hjælp end nogen anden Plan.
En tidslinje over slaget.
Jeg opdagede pludselig, at jeg stadig bar på min stok. Det havde været min mening at efterlade den på kommandostationen og tage et gevær med i stedet.
I verdens øjne var Det frie Frankrig, da dets anden vinter nærmede sig, ikke længere den mærkelige flok, der først var blevet modtaget med ironi, medynk eller tårer.
Japans indtræden i krigen skabte ingen bekymringer for os, skønt det var ganske klart, at japanerne dermed gav Roosevelt en førsteklasses undskyldning for at sætte amerikanerne ind mod os.
Om morgenen den 11. december erklærede Tysklands regering, som dermed fortsætter ad vejen mod verdensherredømmet, De Forenede Stater krig.
Montgomery har meddelt den allierede Øverstkommanderende, at alle fjendens styrker i Holland, Nordvesttyskland og Danmark.
Under denne operation har vi den uvurderlige fordel at være knyttet til den 8. armes veterantropper, til amerikanske og canadiske hære.
Dokumentarfilm om belejringen.
En tidslinke (Wiki) med dokumentariske beretninger og filmklip.
Om slaget og brugen af tanks i det.
Hitlers første verdenskrig Kvinderne i Ravensbrück

Bogtips

Montgomery opnåede sin militære berømmelse i Slagene ved El Alamein i Afrika. Her udtaler Monty sig om hele krigen i Afrika.
Det var Hitlers skæbnesvangre fejltagelse at angribe Rusland. Det var dobbelt dumt af ham at gøre det, før tyskerne med heldigt resultat havde afsluttet krigen mod briterne i Middelhavet og Nordafrika.

Var blot en del af de tropper og den udrustning, som blev sat ind mod russerne - og da især panserdivisioner - blevet sendt til Afrika, er det rimeligt at antage, at tyskerne ville have vundet Ægypten med Suezkanalen og muligvis oprettet et støttepunkt i det Mellemste Østen.

Som i al krigsførelse afhang det heldige resultat af krigen i den afrikanske ørken naturligvis af chefernes kunnen. Men det afhang også i bemærkelsesværdig grad af udrustnings- og forsyningsfaktorerne, og dette vil jeg gerne gå nærmere ind på.

Betydningsfulde ændringer i ligevægten på disse områder var den væsentligste årsag til de to parters rutsjen frem og tilbage gennem ørkenen. Det var med talmæssigt underlegne enheder, men bedre udrustning, at Wavell slog italienerne i 1940.

Derpå ankom Rommel med sit Afrikakorps, og vægten vippede ned til fordel for aksemagterne. I 1941 og indtil efteråret 1942 havde tyskerne bedre udrustning.

Deres kampvogne havde bedre bevæbning end de britiske, der var for småkalibrede. Den britiske 57 mm panserværnskanon, ja, endog 76 mm kanonen, havde mindre gennemslagskraft end for eksempel den tyske 88 mm kanon, som kunne gennembryde tykt panser på 1.800-1.900 meters afstand. Denne kanon var faktisk en luftværnskanon, men Rommel fandt den meget effektiv som panserværnskanon og brugte den ofte som sådan.

Andre eksempler på overlegen tysk udrustning var deres benzindunke, kendt som »jerrycans«, og deres kampvognstransportere, som sparede slid på larvebælterne. Udrustning, som gav overlegen bevægelighed og ildkraft, talte meget under krigen i den åbne ørken med dens uafhængighed af faste forsvarsstillinger. Hurtig og langt udgående manøvre samt overlegenhed i kanoner og panser var de bedste veje til at vinde slagene. Wavell sammenlignede engang taktikken i ørkenen med krigsførelse til søs; man udlagde minefelter i ørkenen på næsten samme måde som i søen.

Tyskerne havde overtaget i udrustning, men ikke altid i forsyninger - hvilket også betød meget. Briternes generobring af Tobruk efter modgangen i marts 1941 berøvede Rommel en vigtig forsyningsbase.

Malta var også et afgørende forsyningspunkt for briterne, så vel som en base hvorfra ubåde og fly kunne angribe de fjendtlige forsyningslinier. Tyskerne tog ikke tilstrækkeligt notits af Malta i 1941, og i august samme år gik 35% af de tyske og italienske forsyninger tabt under forsøg på at krydse Middelhavet. I løbet af efteråret steg tallet til henved 75%. Da Rommel var relativt småt kørende med forsyninger mellem oktober 1941 og begyndelsen af januar 1942, var Auchinleck i stand til at drive ham tilbage til Agheila og påføre ham svære tab af personel og pansrede køretøjer.

Tyskerne indså da forsyningstjenestens afgørende betydning. I vinteren 1941 blev 25 ubåde dirigeret fra Atlanterhavet til Middelhavet, og i december begyndte aksemagterne et intensivt luftangreb på Malta med det resultat, at de i januar 1942 ikke mistede én ton forsyninger i Middelhavet, medens den britiske flådes tab var alvorlige.

Det blev nu briternes tur til at have utilstrækkelige forsyninger. Auchinleck var rykket langt frem, og hans hær havde sine forsyningslinier løbende helt tilbage til Ægypten. På slutningen af januar 1942 slog Rommel ham tilbage, men blev stoppet i Gazala-linien. Han angreb igen henimod slutningen af maj og tog Tobruk den 21. juni. Malta var nu i stor fare. Rommel pressede på med glimrende og dristig hast. Briterne blev sparket ud af Mersa Matruh, før de kunne få styr på situationen, og i slutningen af juni 1942 var de tilbage i Alamein-stillingen.

Her, mellem havet og den ufremkommelige Qattara-sænkning, indrettedes en stilling - små 50 km i lige linie. I løbet af vinteren 1941-42 havde Auchinleck måttet afgive nogle af sine tropper til krigen mod Japan, og det var ikke nogen hjælp i hans anstrengelser for at hamle op med Rommel. Men Alamein-stillingen holdt stand mod Rommels stormløb - den havde ingen åbne flanker.

Med tyskerne kun små 100 km fra Alexandria svingede forsyningstjenestens pendul atter tilbage. Det var nu Rommels hær, der havde nået enden af en lang forsyningslinie.

Auchinleck og flyverchefen, Tedder, drog meget klogt fordel af denne situation og bombede Rommels forsyningspunkter langs kysten, Mersa Matruh, Bardia og Tobruk, hvorved Rommel pludselig stod uden nogen egentlig base nærmere end Benghazi - over 1.100 km længere mod vest. Ydermere forsinkede Hitler den endelige nedkæmpelse af Malta, som foretog en genopbygning, og den britiske forsyningssituation begyndte at bedres. Troppeforstærkninger ankom, og amerikanerne sendte 300 Sherman-kampvogne og 100 selvkørende artilleripjecer - endelig udrustning, der kunne måle sig med tyskernes. Sådan var situationen i midten af august, da general Alexander afløste Auchinleck som øverstkommanderende, og jeg overtog kommandoen over den Ottende Armé.

Min beslutning om én gang for alle at tage håndfast fat på Rommel og hans hær blev klart udtrykt over for den Ottende Armé: at slå aksemagternes styrker lige lukt ud af Afrika. Men jeg var lige så fast besluttet på ikke at begynde forsøget, før vi var fuldstændigt rede dertil, og det sagde jeg rent ud til befalingsmænd og mandskab. Vi måtte have tilstrækkelige forsyninger til ikke blot at slå Rommel ved Alamein, men også til at forfølge ham mod vest, indtil vi kunne genåbne havnene i Tobruk og Benghazi.

Følgelig tilbragte jeg to måneder med at opbygge hæren og dens kampånd. Jeg indførte en ny og effektiv kommandoorganisation, hvorved alle stabstjenestens detaljer blev ordnede af en stabschef, så jeg selv frigjordes til at koncentrere mig om mit hovedproblem, nemlig at slå min berømte modstander.

Den 30. august angreb Rommel den Ottende Armé - en spillers sidste træk for at nå Cairo og Alexandria. Hans mål var Alam Halfa højdedraget, den virkelige nøgle til Alamein-stillingen. Jeg havde ventet et sådant angreb. Jeg havde funderet dybt over Rommels forudgående succeser i ørkenen og havde lagt mærke til, at det var hans yndlingstaktik at lokke de britiske kampvogne til at angribe hans panser-enheder, som han imidlertid dækkede med en skærm af panserværnskanoner. På den måde slog han det meste af briternes panser ud - hvorpå han satte sine egne kampvogne ind og vandt den sammenrodede slutkamp. Jeg besluttede at anvende denne taktik over for ham og gjorde det i kampen ved Alam Halfa. Hans enheder fik det glatte lag fra mine panserværnskanoner og nedgravede kampvogne, og han opgav styrkeprøven og trak sig tilbage. Således vandt jeg min første- defensive - kamp med Rommel.

Jeg havde ikke været længe i ørkenen, men ét sad allerede stærkt fæstet i min bevidsthed ørkenkrig var ikke egnet til fjernstyring. Jeg besluttede at understrege min lederstilling og tage et fast greb om Ottende Armé ovenfra; der måtte ikke råde usikkerhed på noget punkt.

Efter slaget ved Alam Halfa fortsatte jeg mine egne forberedelser til en storstilet offensiv, som jeg havde besluttet at gøre til begyndelsen af enden på Rommel i Afrika. Vi havde en betydelig overlegenhed i tropper og kampvogne samt en luft overlegenhed på tre til én. Tyskerne havde en fortvivlet benzinsituation. Strategisk overraskelse var umulig, jeg planlagde derfor at overraske taktisk.

Ved en omhyggelig sløringsplan, med attrap-installationer og afledende manøvrer, gav vi tyskerne det indtryk, at vort primære angreb ville blive ført i den sydlige del af området. I virkeligheden var den bærende idé i planen at bryde brecher gennem fjendens front i nord. Ingeniører skulle rydde gennemgangene gennem minefelterne med minesøgere, bistået af minepiskerkampvogne. Derpå skulle infanteri-divisionerne gå forrest gennem korridorerne, fulgt af panserdivisioner. Jeg regnede derefter med, at Rommels panserdivisioner var nødt til at angribe mine, hvor de nu var, og medens disse sammenstød fandt sted, kunne mine infanteridivisioner nedkæmpe det fjendtlige infanteri ved »smuldrings-operationer« i flanker og ryg, som jeg beskrev dem.

Som planlagt, så udført. Men slaget ved Alamein, som begyndte den 23. oktober 1942, var en hård kamp; vor offensiv mødte desperatmodstand, og fjendens pansrede modangreb var formidable. Eftersom den tyske modstand var særlig stærk mod nord, hvor vort indbrud oprindeligt havde fundet sted, besluttede jeg at sætte det endelige gennembrydende stød ind en lille smule længere mod syd - på den italienske del af fronten. Dette »knock-out« stød blev ført ind den 2. november - »Operation Super-charge«. Meget er blevet skrevet om dette slag; faktisk har få kampe i nyere tid været genstand for så megen interesse fra britiske skribenter. Pladsen tillader mig ikke at gennemgå den nærmere. Den 4. november var slaget definitivt vundet, og hvad briterne angik, var dette krigens vendepunkt. Det havde varet tolv dage; vi tog 30.000 fanger, hvoraf ni generaler; vore tab (af alle kategorier) var lidt over 13.000. Derpå begyndte forfølgelsen.

Rommel havde ofte før været tvunget til at afbryde en kamp og gå tilbage, almindeligvis af forsyningsmæssige årsager; han var endnu aldrig før, på noget tidspunkt under hele ørkenkrigen, blevet slået i kamp. Det var nu sket. Tilbage stod nu at drive ham og hans styrker ud af Afrika. Han havde en sådan knaphed på drivmidler, at han for nærværende ville være ude af stand til at udføre nogen større manøvre; men han var en meget dygtig general og havde flere gange slået igen, når det mindst var ventet. Jeg var fast besluttet på ikke at ville acceptere flere tilbageslag i ørkenkrigen og var ikke indstillet på at løbe nogen urimelig risiko under den lange march til Tripoli og videre til Tunis. Desuden ønskede jeg så små tab som muligt.

Så stor var forvirringen i indbrudsområdet efter slaget, hvortil kom stærke regnskyl, at det tog nogen tid at igangsætte forfølgelsen. Men da Ottende Armé først var i bevægelse, gik det hurtigt, til stadighed med blikket rettet mod de afgørende vigtige forsyningspunkter ved Tobruk, Benghazi og Tripoli. Tripoli nåedes den 23. januar 1943, og da vi først havde åbnet havnene, var der ikke længere fare for at miste overtaget på grund af manglende forsyninger.

Imens var - i november - en engelsk-amerikansk styrke under general Eisenhower gået i land i Fransk Nordafrika, og Rommel, der nu var i Tunis, var således kommet under dobbelt ild. I februar tildelte han amerikanerne nogle sviende slag i terrænet om Kasserine-passet. Men den 30. marts angreb den Ottende Armé ham ved Mareth-linien, rullede hans højre fløj op og tvang ham til at gå tilbage. Dette var begyndelsen til enden. Den 13. maj nedlagde aksemagternes styrker i Tunis deres våben.

Rensningen af Middelhavet til brug for de allieredes skibsfart fuldendtes med erobringen af Sicilien.


Følg History Watch på :
Facebook Twitter YouTube