Skip Navigation Links Historie 2. Verdenskrig Militæret Engelsk offensiv ved El Alamein

Engelsk offensiv ved El Alamein

En engelsk solaterberetning

Engelske soldeter under angreb ved El Alamein

      Illustreret Videnskab HISTORIE + Nano jakke
Tidslinje for den tyske offensiv El Elamein.
Tidslinje med beretninger over Bernard Montgomerys liv.
Tidslinje med beretninger over Erwin Rommels liv.
I tilslutning til en forenet operation i nord, undersøger vi, hvordan vi kan hjælpe dem på deres sydlige flanke. Hvis vi kan slå Rommel tilbage, kunne vi i efteråret sende stærke luftstyrker, der kunne operere på venstrefløj af deres linje.
Den bedste anden Front i 1942 og den eneste Operation i større Format, der er gennemførlig fra Atlanterhavet, er »Torch«. Hvis denne kan gennemføres i Oktober, vil den yde Rusland større Hjælp end nogen anden Plan.
Fra serien Hitler's Warriors.
Min beslutning om én gang for alle at tage håndfast fat på Rommel og hans hær blev klart udtrykt over for den Ottende Armé: at slå aksemagternes styrker lige lukt ud af Afrika.
I tilslutning til en forenet operation i nord, undersøger vi, hvordan vi kan hjælpe dem på deres sydlige flanke. Hvis vi kan slå Rommel tilbage, kunne vi i efteråret sende stærke luftstyrker, der kunne operere på venstrefløj af deres linje.
Engelske bøger om slaget ved El Alamein


Jeg vil gerne over for Dem personligt og over for hver eneste officer og menig i Deres division give udtryk for anerkendelse af, hvad De ved Arnhem gjorde for de Allieredes sag.
Når de praler dermed,
ser vi dem hårdt ind i øjnene
og siger skånseløst: Ja -
I er gode soldater,
forbandet gode soldater !
Tyskerne var alle døddrukne af alt det Spiritus, de havde plyndret sig til. De begyndte med at stikke deres Knive i Ansigtet og Halsen på Fangerne, og jeg hørte disse give Skrig fra sig.
Jeg var med i Stormløb et mod Pigtrådsspærringerne, Disse Marterredskaber. mod hvilke Korsfæstelse må være en Lykke.
Tidslinje for den Allierede landgang I Operation Torch.
Vor der Kaserme vor dem großen Tor
stand eine Lanterne
und steht sie nach davor
so wollen wir da uns wieder sehen
bei der Lanterne wollen wir stehen
wie einst Lili Marlen
Hitlers første verdenskrig Kvinderne i Ravensbrück

Bogtips

2. slag om El Alamein, hvor engelske brød de tyske linjer og tvang dem til en retræte til Tunesien, blev udkæmpet mellem den 23. oktober og den 0. november 1942. Beretningen er givet fra slagets første dag, den 23. oktober.

El Alamein er et slag, som bare bliver bedre og bedre at beskæftige sig med, da logikken i hvorfor slaget finder udkæmpes er logisk. Det var det eneste sted slaget rent fysisk kunne udkæmpes og der var så meget på spil for begge parter.

Dette er en beretning skrevet af en Løjtnant ved Argyll and Sutherland Highlanders.

Det var efter sejren ved El alamein, at Winston Churchill udtalte: "Now this is not the end. It is not even the beginning of the end. But it is, perhaps, the end of the beginning". Ordene siger alt om, hvor vigtig El Alamein var for kampene i Afrika.
Jeg opdagede pludselig, at jeg stadig bar på min stok. Det havde været min mening at efterlade den på kommandostationen og tage et gevær med i stedet. Jeg smilede ved mig selv ved tanken om, at jeg var på vej lige mod fjenden, kun bevæbnet med en 9 mm pistol og ni skud. Nå, nu var det for sent at gøre noget ved det, men jeg regnede med, at der snart var en, der ville blive ramt, og så kunne jeg tage hans gevær. Jeg begyndte, stadig ganske upersonligt, at spekulere på, hvem det mon ville blive; måske mig selv! i hvilket tilfælde jeg ikke ville få brug for noget gevær.

Så hørte jeg en ny lyd gennem kanonernes brølen og granaternes detonationer. Det skarpe rattat-tat fra tyske maskingeværer og -pistoler - og strømme af lyssporprojektiler peb tværs over vor front, mindre end en snes meter fra os. Vi måtte være ret nær ved de forreste fjendtlige stillinger. Jeg spurgte skridttælleren til højre for mig, hvor mange skridt vi var gået. Han lo og svarede, at han havde opgivet at tælle. Nu lød der en række, skarpe brag - en ny, ubehagelig lyd. Dette var noget, som angik os meget direkte - nemlig mortergranater, som slog ned lige iblandt os. Jeg hørte en mand til venstre for mig sige Åh, Gud!« og jeg så ham vakle og falde. Majoren råbte noget igen. Jeg kunne ikke høre, hvad han sagde, men det lod til, at hans kompagni allerede var i føling med fjenden.

I dette øjeblik fik jeg øje på en enkelt stump pigtråd omtrent i brysthøjde. Jeg tog tilløb og nåede lige over den. Min sergent, som kom efter mig, begyndte at klatre over pigtråden. I samme øjeblik så jeg et blændende glimt, og et voldsomt lufttryk ramte mig bagfra. Jeg så aldrig sergenten igen. Jeg husker, at jeg spekulerede på, hvilket instinkt der mon havde fået mig til at springe over pigtråden. Jeg havde slet ikke tænkt på minefælder. Nu havde vi givet os til at løbe - hvorfor ved jeg ikke.

Ingen havde givet nogen ordre. En korporal til venstre for mig affyrede sit maskingevær fra hoften. Jeg tænkte på, om han mon virkelig skød på noget. Så så jeg pludselig et hoved og et par skuldre stikke op af et hul i jorden. Jeg var allerede kommet forbi det og måtte vende mig halvt om. Jeg affyrede min pistol tre gange og løb derpå videre for at indhente de forreste folk.

Vores linie var faldet fra hinanden og blevet til en række smågrupper af folk, der asede sig fremefter sammen; min trofaste oppasser travede stadig af sted ved siden af mig. Hvor mon han havde været, mens jeg skød? Min ordonnans var forsvundet, og så fik jeg øje på nogle mænd i en skyttegrav foran mig. De stod op, havde rakt armene i vejret og råbte noget, jeg ikke kunne forstå. Jeg mindes, at jeg tænkte, hvor snavsede og ufikse deres uniformer var, og jeg smilede ad mig selv, fordi jeg kunne tænke på noget sådant i øjeblikket.

Til venstre og bag mig var nogle af vore underofficerer i færd med at samle fanger og genne dem ind i en slags formation. Jeg gav tegn med pistolen til mændene foran mig, at de skulle gå hen til de andre. Foran mig løb en skrækslagen italiener rundt og rundt med hænderne i vejret, mens han skreg af fuld hals. De mænd, jeg havde givet tegn til, begyndte at kravle op. Pludselig hørte jeg et råb:

"Pas på!« og i næste øjeblik ramte noget hårdt min støvlenæse og sprang videre. Der lød en voldsom detonation, og jeg vaklede tilbage, mens jeg instinktivt holdt mig for øjnene efter det blændende glimt. Var jeg såret? Jeg så ned ad mig selv og var nærmest forberedt på at se blodet strømme ud, men der var intet - jeg følte en umådelig lettelse. Jeg var intet kommet til.

Jeg så efter den sergent, som havde været ved siden af mig; han var kommet frem til erstatning for den faldne. Først kunne jeg ikke se ham, men så så jeg ham ligge udstrakt på jorden. Han stønnede. Hans ene ben var en blodig masse. Jeg blev med et klar over, hvad der var sket: en af fjenderne i skyttegraven havde kastet en håndgranat efter mig, mens han lod, som om han ville overgive sig. Den var prellet af på min støvle, idet sergenten råbte sin advarsel, og var detoneret ved siden af ham.

Jeg blev pludselig grebet af raseri; en vrede, der var mig komplet umuligt at beherske, vældede op i mig. Jeg svor, og bandede ad fjenderne, der nu krøb sammen i hjørnet af skyttegraven; derefter skød jeg på dem på korteste hold - et, to, tre skud og derefter klik' Pistolen var skudt tom. Jeg smed den fra mig og snappede et gevær - jeg tror, det var sergentens - styrtede frem. Jeg tror, at der lå to fjender i skyttegravens bund. Jeg gennemborede to andre med bajonetten og sprang op af graven.

Nu var jeg ret kølig igen og begyndte at lede efter min pistol, mens jeg tænkte ved mig selv, at jeg ville få et helvede med våbenmesteren, hvis jeg ikke kunne gøre rede for, hvor den var. Skydningen var næsten holdt op, og grupper af folk samledes om mig; pludselig udstødte en af mine soldater et råb og affyrede et enkelt skud. Jeg fik bagefter at vide, at en af fjenderne i skyttegraven var klatret op og netop ville til at skyde mig ned bagfra, da min soldat så ham og dræbte ham.


Følg History Watch på :
Facebook Twitter YouTube