Skip Navigation Links Historie 1. Verdenskrig Militæret Stormløbet

Stormløbet mod Líege

Af Erich Erichsen

Feltpostkort med teksten ich hatt einen kameraden

      Illustreret Videnskab HISTORIE + Nano jakke
Et Hurra for Hans Majestæt Kejseren og Kongen, vor øverste Krigsherre, Hurra, Hurra, Hurra.
Siden rigets grundlæggelse har det gennem 43 år været min og mine forfædres alvorligste stræben at opretholde freden og i fred at fremme vor kraftige udvikling.
Thyge Thygesen am 29.9.1916 in der Schlacht an der Somme durch Verschuttung verwundet wurde.
Deres Brev, har været min eneste Trøst i disse forfærdelige Dage. Jeg forstår så godt Deres Kærlighed til Charles. Alle hans Venner er fortvivlede over hans Død.
Charley døde nu til Morgen. Jeg holdt ham i Hånden, idet han døde, og det var mig umuligt at holde mine Tårer tilbage.
Det var ikke mig, der slog dig ihjel, og hvorfor skulle du også, når nu du var læge, absolut deltage i det natlige angreb?
I alle Krige har Tabene som Følge af Sygdomme været betydelig større end Antallet af saarede.
Allerede det, at vente hele dagen i mer eller mindre beskyttede stillinger er slemt nok; geværildens raslen og kanonernes drøn tillader os ikke at tænke på andet end de stakkels fyre, der bliver ramt.
Though buried in a distant grave,
Amidst the shot and shell,
For Country's sake his life he gave,
He stood his trial well.
Serien her kan kaldes billedarkæologisk, da billeder fra slaget analyseres og sammenholdes med slagmarken i dag.
Krigen har sin egen psyke.
Jeg opdagede pludselig, at jeg stadig bar på min stok. Det havde været min mening at efterlade den på kommandostationen og tage et gevær med i stedet.
Hitlers første verdenskrig Kvinderne i Ravensbrück

Bogtips

Beretningen kommer fra bogen: Den Tavse Dansker – En bog om dem, der gjorde Deres pligt.

I forordet skrevet i august 1916, står der: Bogen er ikke digt, men krigens og forholdenes ubønhørlige og forfærdende virkelighed.

Beretningen chokerede mig, da den er barsk og rå. Jeg forstår efter læsningen af denne beretning langt bedre sangen: Ich hatt' einen Kameraden. Hans kammerater kommer ikke til at efterlade en Kammerat, der dør af sine sår - snarere en Kammerat, som vil blive trampet ihjel.
Jeg var med i Stormløbet mod Liege.

Jeg fik den Dag for første Gang en Anelse om, hvad krig er for noget grufuldt noget, hvad enten man så kæmper for sin dyreste Ret og sit helligste Eje, eller man bare drives frem, fordi man skal.

Jeg glemmer det aldrig. Det står gravet i mit Sind med en Skrift. der ingen Sinde kan slettes. Det står gravet ind der, sammen med så meget andet, der hændte. Og har jeg end også lyse og gode Minder om lykkeligt Kammeratskab og Selvopofrelsens Storhed at se tilbage på - det blegesdog altsammen af Rædslerne og de slidende Kvaler, der kan flænge j Sindet som skidne Næver i åbne Sår ....

Jeg var med i Stormløb et mod Pigtrådsspærringerne, Disse Marterredskaber. mod hvilke Korsfæstelse må være en Lykke.

Vi begyndte straks på Morgenstunden med en voldsom Trommeild fra vort Artilleri. Det var en forfærdende Larm. Jorden gyngede under os, som begyndte selve den faste Bund at svigte. Uophørligt gravede Granaterne sig i Jorden ovre ved de fjendtlige Stillinger. Hundreder af små, hvide Shrapnel-Skyer stod i Luften, og stadig dukkede der flere frem.

Det fjendtlige Artilleri svarede. Tordenen fra vore Kanoner blandede sig med Larmen fra Granater Dg Shrapnels, der slog ned hos os. De øste os over med Bly, og ind imellem Projektilernes Hylen og Kanonernes• Tordnen hørte vi de såredes Jamren og Skrigen ."".

- Sæt Bajonetterne på, blev der kommanderet, og derefter gik det frem i Stormkolonner. Vi skulde forcere Pigtrådsspærringen, Vi skulde. Det måtte koste, hvad det vilde.

Vi skulde frem. Og vi kom det.

Jeg forstår endnu ikke, hvorledes det hele gik for sig. Det var en Dommedag af Råb og Skrig og Kommandoord, af Kanonernes Brag og Shrapnellernes hvinende Fløjten.

Rundt omkring mig segnede mine Kammerater. Men jeg ænsede det ikke. Jeg dreves frem, sammen med de andre, af en Magt, der var stærkere end jeg. Jeg styrtede fremad i Blinde. Jeg så intet uden det, der skete lige for min Fod, og knap nok det.

Jo, jeg husker ét. Det første Syn, der brændte sig ind i min Bevidsthed.

Jeg saa en belgisk Soldat staa højt oprejst paa en dækning og fyre med sit Maskingevær ind i de fremstormende Rækker, hurtigt og uophørligt. Med dødsforagtende Koldblodighed holdt han ud paa sin Post. Først et Bajonetstik i hans Bryst gjorde Ende paa hans Liv. Han var en Helt. Jeg beundrer ham. Endnu i Døden var hans Haand knyttet omkring Maskingeværet.

Han kunde have reddet sit Liv. Han kunde have søgt Dækning og være blevet taget til Fange som adskillige andre den Dag. Men han vilde ikke. Lige til det sidste krusedes hans Mund af bævende Jubel, hver Gang han saa, hvoledes, hans Gerning gjorde lyst, hvor hans Kugler Ramte.

Han havde kun denne ene Tanke, hvis han da overhovedet har tænkt: Jeg vil dø, og jeg skal dø. Men lige meget med det. Her gælder kun dette ene: at tage saa mange som muligt af de andre med mig over i Evigheden .... Myrd .... Myrd .... Myrd ....

Og saa gik det fremad. Stadig fremad.

Det forekom mig, at de mange foran en Gang begyndte at vakle. Men hvad kunde det hjælpe. Bagved trængte vi andre paa, Og bagved os kom nye Rækker stormende frem og trængte paa, som blev de drevet frem med pidskende Svøber over en nøgen Ryg.

Der var kun en Vej: Fremad og stadig fremad.

Og fremad gik det.

Undertiden stumlede jeg. Men jeg holdtes paa Benene af dem, der var foran og dem, der kom bag. Jeg løb som over glidende Knolde. For mine Fødder laa Lig ved Lig med åbne Munde og stirrende øjne. Badet i Blodpøle.Besudlet af Hjærner, der var sprængte, af Indvolde, der var revet op, af Kroppe, der var sønderflængede.

Jeg traadte løs paa det, der laa mig nærmest. Jeg satte min Støvlehæl i et bristende, øje, for ikke at falde. Jeg trampede i dampende Indvolde, for at faa Fæste for det næste Skridt.

Jeg hørte det jamre under mine Fødder. Foran. Bagved. Ved Siden. Jeg saa Arme, der var strakte som i brændende Bøn mod Himlen om Naade for Smerterne og Lidelserne. Jeg hørte unge Mennesker skrige: Mor .... Mor .... i lallende Dødsangst og Gru. Jeg saa Arme, der greb efter Arme, og Kammerater, der laa og klyngede sig ind til hinanden med Ansigterne presset mod Jorden for at frelse det for de tunge Støvlers Stamp ....

For at frelse .... Inden ret længe vilde de være trampet ud i Blod og Kødtrævler, i en dampende, klæbrig Masse af Blod og Hjærne, der vilde sprøjte op ad Benene og stænke til, som Landevejens ligegyldige Pløre, paa dem, der kom bagefter.

Fremad og stadig fremad.

Indtil vi naaede Pigtraadsspærringerne ….

Synet var forfærdende. Senere hen. Den Gang fik mit Sind kun fat i Billedet, saaledes som det samlede sig i Hast og i det Øjeblik, da vi gik frem.

Det var slet ikke Pigtraadsspærring mere. Det var en dampende Vold af Lig. Sønderrevne og søndertrampede. Armstumper og Benstumper. Struber, der var flængede, og hvorfra Blodet randt i en levret Strøm. Ansigter, der var revet op i Kinder og Kæber og øjne. Aabne Bryst og aabne Buge. Og en Rallen og Skrigen, en Jamren og en Stønnen, der fyldte mit Øre, sammen med vore egne Raab og Skraal, til en Lyd som var en Verden ved at gaa under i Forfærdelse og Rædsel.

Men fremad og stadig fremad.

I Spring gik det fremad over Pigtraaden, mens Blyet hvinede omkring os og Mand faldt ved Mand. Vi saa Vold af levende og dødt, af bristende Liv og sønderflængede Kroppe, som trampede vi paa den nøgne jords genstridige Knolde. Nogle blev hængende, segnede med et Skrig og greb med famlende Hænder fremad for at redde Livet. Sled og sled, mens Piggene borede sig dybere og dybere ind i deres Kød og flængede Klæder og Lemmer i Laser.

Der hang Ansigter med Tungen ud af Halsen, med udrevne øjne og flængede Munde.

Men fremad. Stadig fremad. Mens Brystet sved og Panden dampede og alle Nerver skælvede, som skulde de springe ....

Og til sidst et Angreb Mand mod Mand. Bryst mod Bryyst. En Huggen med Kolber. En Sønderflaaning med Bajonetter. En Sønderflængning med bare Næver af Munde og øjne. En vild Rasen. En ufattelig Bestialitet. En dampende Mordlyst. Og samtidig en grænseløs, alt ovorskyggende Jubel, hver Gang et Legeme segnede.

Jeg husker et hadfortrukket Ansigt mod mit. Et Par Øjne, der stirrede glødende og blodsprængte ind i mine. En Mund, der grinede som en Dødnings. Tænder, der lyste skarpe og hvide, mod aabne, blodrøde Læber, som rasende Rovdyrs. En Krop, der var som en sammenpresset Knude af Styrke og vild Energi. Et Menneske - en Fjende, der rasede af Vildskab og Had og Hævnlyst. Og af Jubel over at kunne dræbe, hvad der kom ham nær.

Jeg saa en Bøssekolbe hævet i et Par dirrende Arme, rede til at hugge min Pande i Splinter og knuse mit Liv …. Jeg hørte en Latter, der skreg mod mine Øren og flængede i mit Sind, som rev den mine Nerver i Stumper og Stykker ….

Jeg husker et Spring til Siden. En Fod, der knuste et Ansigt, som laa og stirrede opad i gusten Bleghed og med en forvrænget Mund som en beruset, der laller en Raahed ud i dum Skraalen ....

Jeg husker en Bøssekolbe, der suste gennem Luften og strøg min Arm ....

Og jeg husker, hvorledes jeg pludselig følte som tidobledes mine Kræfter og som skælnede mit Blik alle de flimrende Støvstraaler i det blussende Sollys omkring mig. En Rislen gennem min Krop, som jog Blodet af Sted i dirrende Stampen og pressede i mine Hjertekamre saa det smertede og sved. Et Ryk i mine Muskler, som var det spændte Staalfjedre, der pludselig slog ud med al deres sammenpressede Kraft, fordi enhver Modstand var brudt ....

Et smertende Jag i min Nakke, som kunde min Hjerne ikke rumme alt det, der pludselig jog gennem dens slyngede Traade ....

Og saa et Stød fremad med Bajonetten. Jeg saa den blinke og blænde i Lyset i et hastigt Blus som en elektrisk Gnist ....

Jeg saa den bore sig ind i en Strube, og jeg saa en Blodstrøm, der sprang frem som en rislende Kilde, dampende og hed.

Et Ansigt, der pludselig blegnede og faldt tungt ned med et Skrig. En Krop, der vaklede og faldt.

Men, mens det hele stod paa, et Par øjne, der i et hurtigt Glimt brændte sig fast, stirrende af Had, svidende af Ondskab og Forbandelse. Og en Mund, der fortrak sig som raabte den raa Smæde ord imod mig, mens Læberne blegnede under det sidste, gispende Aandepust ....

Og saa en Rallen, der rev som en stump Kniv gennem alle mine Nerver. Og lidt efter et Legeme, der laa som. en Klump for min Fod.

Et Slagsmaal, hvor Sejren var blevet min .... Men saa et Raab og fremad igen ..... Nye Hug, nye Stød. Andre Mennesker, der segnede. En Damp og en Udtømmelser. Et stønnende og hvinende Kaos. En sanseløs Myrden. Knuste Hjerner og flængede Bryster. Oprevne Buge og Stumper af flaaede Legemer. Dynger af dødt og døende. Raaben og Rallen. Eder og Skraal. Jamren og Skrigen i Dødens Gru. Mennesker mod Menneske i tøjlesløs, vanvittig Rasen, bare med det ene Håb, det ene Ønske, den eneste bævende Lyst: at myrde, at flænge, at knuse, at hugge ned .... Bare myrde …. Myrde …. Myrde ….


Følg History Watch på :
Facebook Twitter YouTube