Skip Navigation Links Historie 2. Verdenskrig Dokumentar De frie franske & USA

De frie franske & USA

Charles de Gaulle i: Krigserindringer

Charles de Gaulle  statuette foran en befriet Triumfbue i Paris

      Illustreret Videnskab HISTORIE + Nano jakke
Er der i det hele taget fornuftige Mennesker, der tror, at vi ved en krybende holdning vækker Tyskernes tillid. Franskmændene har forsøgt det, men forgæves.
Forsvaret af brohovedet Paris er af allerstørste betydning, såvel fra et militært som et politisk synspunkt. Går byen tabt, vil det føre til tabet af hele kystsletten nord for Seine og berøve os vore raketstandpladser for den langtrækkende beskydning af England.
Det er et sørgeligt Faktum, men vi mangler alt, sagde han. Ved De, hvor mange Flyvemaskiner jeg, den Øverstkommanderende over en Arme, har til min Disposition?
Washington i krigstid er blevet beskrevet på mange forskellige måder og med utallige bitre bemærkninger, der alle kendetegnede et kaos.
Hele Planen om det engelsk-amerikanske Forsvar og Angreb må nu udarbejdes i Belysning af Realiteterne.
En tidslinje over Slaget om Frankrig.
En Battlefield dokumentarserie fra slaget.
Vi har set store Lande med stærke Hære, blive styrtet ud i Kaos paa nogle faa Uger. Vi har set den franske Republik og den berømmelige franske Hær blive tvunget til fuldkommen betingelsesløs Underkastelse med færre Tab, end den led i et enkelt Slag i 1914-18.
Uten Grund og imot den tyske Regjerings og det tyske Folks oprigtige Ønske, om at leve i Fred og Venskab med det engelske og det franske Folk, har Englands og Frankrigets magthavere ifjor i September erklæret Tyskland Krigen.
Om morgenen den 11. december erklærede Tysklands regering, som dermed fortsætter ad vejen mod verdensherredømmet, De Forenede Stater krig.
Tidslinje over slaget om Dunkirk.
En spændende dokumentarudsendelse i farver fra evakueringen af Dunkirk og om slaget, som blev udkæmpet imens.
Hitlers første verdenskrig Kvinderne i Ravensbrück

Bogtips

Her fortælles om det Frie Frankrigs kamp for, at blive anerkendt som værende Frankrig af de Allierede og USA.
I verdens øjne var Det frie Frankrig, da dets anden vinter nærmede sig, ikke længere den mærkelige flok, der først var blevet modtaget med ironi, medynk eller tårer.

Nu mødte man overalt dets politiske, militære og territoriale realitet. Det gjaldt nu for det om at rykke frem på det diplomatiske plan, at tilkæmpe sig den plads, der tilkom det i de allieredes midte, at optræde her som det krigsførende og suveræne Frankrig, hvis rettigheder måtte respekteres, og hvis part af sejren måtte sikres.

I disse henseender var jeg rede til at affinde mig med overgangsperioder, men jeg hverken ville eller kunne gøre indrømmelser med hensyn til det fundamentale. Desuden var jeg utålmodig efter at nå resultater og erhverve den fornødne position, før det afgørende sammenstød havde bestemt krigens udfald. Der var følgelig ingen tid at spilde, navnlig ikke over for de store: Washington, Moskva og London.

De Forenede Stater møder til deltagelse i de store anliggender med elementære følelser og en kompliceret politik. Dette var også tilfældet i 1941 med deres holdning over for Frankrig. Mens general de Gaulle s foretagende vakte lidenskabelig sympati i den amerikanske offentlige menings dyb, blev alle halvofficielle kredse ved med at behandle det med kulde eller ligegyldighed.

De officielle instanser bevarede forholdet til Vichy uændret, idet de hævdede, at de derved holdt Frankrig borte fra den tyske indflydelse, forhindrede at flåden blev udleveret, og sikrede kontakten med Weygand, Nogués og Boisson, af hvem Roosevelt ventede, at de en dag ville åbne portene til Afrika for ham.

Men ved en forbavsende selvmodsigelse holdt De forenede Staters politik, som var repræsenteret hos Pétain, sig borte fra Det frie Frankrig, under påskud af, at man ikke kunne forudse, hvilken regering det franske folk ville give sig selv, når det blev befriet.

Det som ledende amerikanere anså for givet, var dybest set, at Frankrig var sat ud af spillet. Derfor forhandlede de sig til rette med Vichy. Når de alligevel visse steder i verden overvejede at samarbejde med den ene eller den anden franske myndighed af hensyn til krigens krav, var det deres hensigt, at det kun skulle dreje sig om episodiske og lokale ordninger.

Disse forhold vanskeliggjorde forståelsen med Washington for os. Desuden gav præsidentens personlige ligning situationen en koefficient, der var alt andet end gunstig. Skønt Franklin Roosevelt og jeg endnu ikke havde været i stand til at mødes, gjorde forskellige tegn mig opmærksom på hans forbeholdenhed over for mig. Jeg ville ikke desto mindre gøre alt, hvad der var muligt, for at forhindre, at De forenede Stater, der snart ville indtræde i krigen, og Frankrig, hvis uafbrudte krigsdeltagelse jeg havde sikret, skulle følge divergerende veje.

Hvad angik formen for det forhold, der skulle etableres - et emne, som politikere, diplomater og kommentatorer skulle komme til at diskutere ivrigt - må jeg sige, at den dengang var mig næsten ligegyldig. Langt vigtigere for mig end de successive formler, som Washingtons jurister ville drapere om »anerkendelsen«, var forholdets realitet og indhold. Samtidig følte jeg over for Amerikas enorme ressourcer og Roosevelts ambition i retning af at diktere lov og ret verden over, at vor uafhængighed stod på spil. Jeg ville kort sagt prøve på at nå til en forståelse med Washington, bygget på et praktisk grundlag, men samtidig sådan, at vi stod på egne ben.

I den heroiske periode, der repræsenteredes af Det frie Frankrigs første måneder, havde Garreau-Dombasle og Jacques de Sieyés tjent mig meget effektivt som talsmænd. Nu drejede det sig om at forhandle. Jeg gav Pieven til opgave at begynde tilnærmelserne. Han kendte Amerika. Han var dygtig. Han vidste god besked med alle vore anliggender.

I maj 1941 havde jeg fra Brazzaville formuleret denne opgave således: »At ordne oprettelsen af vore permanente og direkte forbindelser med det amerikanske udenrigsministerium, det frie franske Afrikas og Stillehavsområdets økonomiske forbindelser med USA samt vore direkte indkøb af materiel til nytte ved krigsførelsen; at oprette vor informations- og propagandatjeneste i De forenede Stater, og i disse at skabe vore komiteer og organisere deltagelse af venligtsindede amerikanere«.

Pieven, der var afrejst i begyndelsen af juni, kom ikke tomhændet. I realiteten tilbød vi straks De forenede Stater muligheden for at garnisonere flyverstyrker i Cameroun, Tchad og Congo, idet Afrika på forhånd blev dem anvist som basis for fremstødet mod Europa fra den dag, da Amerika gik til væbnet aktion. Desuden ville Stillehavsøerne, over hvilke Lorraine-korset nu vajede, have betydelig vigtighed for USA over for den japanske trussel. Den amerikanske regering tøvede da heller ikke med at bede os om ret til at anvende visse af vore amerikanske flyvebaser og derefter en række andre på Nouvelle-Hébrides og Nouvelle-Calédonie. Da den endnu ikke var krigsførende, gjorde den det på »Pan-American Airways'« vegne, men uden at det var muligt at tvivle om dette skridts betydning.

Efterhånden som De forenede Stater så krigens forfaldsdag nærme sig, viste Washington os mere opmærksomhed. I august blev en forbindelsesstab under oberst Cunningham sendt til Tchad. I september erklærede mr. Cordell Hull offentligt, at der bestod interessefællesskab mellem den amerikanske regering og Det frie Frankrig. »Vort forhold til denne gruppe er meget godt i alle henseender«, tilføjede han. Den 1. oktober blev Pieven modtaget officielt i det amerikanske udenrigsministerium af viceudenrigsminister Sumner Welles.

Den 11. november udstrakte præsident Roosevelt i et brev til mr. Stettinius Låne- og Lejelovens privilegier til at gælde Det frie Frankrig, fordi »forsvaret af de territorier, der er sluttet op om Det frie Frankrig, er af afgørende vigtighed for De forenede Staters forsvar«. Sidst i samme måned tog Weygand, der var blevet kaldt tilbage fra Algeriet, en amerikansk illusion med sig, som Washington endnu ikke vidste, hvordan den skulle erstatte. Imens vendte Pieven tilbage til London for at deltage i den nationalkomité, som jeg netop havde oprettet, og Adrien Tixier, direktøren for det internationale arbejdsbureau, blev i forståelse med det amerikanske udenrigsministerium chef for vor delegation. Endelig var der i London etableret fast forbindelse mellem os og den amerikanske ambassadør hos eksilregeringerne i London, mr. DrexeL Biddie.

Mens de første officielle forbindelser således blev knyttet, kunne man konstatere forskellige forandringer i pressen og radioen, der hidtil havde vist sig lidet velvillige over for os, hvis de da ikke var helt tavse. Samtidig sporedes der blandt de emigrerede franskmænd, blandt hvilke nogle var meget kendt, en trang til at følge dem, der holdt fanen højt. Da professor Focillon grundlagde et Institut Francais i New York med tilslutning fra ledende personligheder inden for naturvidenskab, historie og filosofi, fik han således sine kollegers tilslutning til at bede general de Gaulle om at anerkende dets oprettelse ved officielt dekret.

Den 7. december kastede angrebet på Pearl Harbor De forenede Stater ud i krigen. Man skulle have troet, at disses politik fra nu af ville have behandlet de frie franske, der kæmpede mod dets egne fjender, som allierede. Det var der imidlertid slet ikke tale om. Før Washington til sidst besluttede sig hertil, måtte mange pinlige omskiftelser gennemløbes.

Således beslaglagde den amerikanske regering den 13. december i sine havne lineren Normandie og 13 andre franske skibe uden at gå ind på at forhandle med os, ja, endda uden at tale med os om deres anvendelse og eventuelle bevæbning. Nogle uger senere gik Normandie op i luer under meget beklagelige omstændigheder. I løbet af december blev De forenede Nationers pagt forhandlet og derefter underskrevet af 27 regeringer, blandt hvilke vi ikke var medtaget.


Følg History Watch på :
Facebook Twitter YouTube