Skip Navigation Links Historie 2. Verdenskrig Dokumentar Efter Pearl Harbor

Efter Pearl Harbor

Af: Dwight Eisenhower

Præsidente, Marshall og Patton overrækker en udmærkelse

      Illustreret Videnskab HISTORIE + Nano jakke
Næsten samtidig modtog vi admiral Yamamotos budskab: "Imperiets skæbne står og falder med dette angreb. Enhver må gøre sin pligt af yderste evne."
Her kan Lost Evidence fra Pearl Harbor ses - som er en dokumentar som giver ny viden om hvad som skete under angrebet.
Hele Planen om det engelsk-amerikanske Forsvar og Angreb må nu udarbejdes i Belysning af Realiteterne.
Med Nationens og Imperiets fulde Billigelse gav jeg for en Månedstid siden Storbritanniens Ord på, at hvis de Forenede Stater skulde komme i Krig med Japan; vilde en engelsk Krigserklæring straks følge efter. Jeg talte derfor i Går Aftes med Præsident Roosevelt i Telefon over Atlanten for at fastlægge Tidspunkterne for vore to Landes Erklæringer.
At et overraskelses-masseangreb på Pearl Harbor planlægges af den japanske krigsmagt i tilfælde af ”vanskeligheder”.
Den således afsluttede Overenskomst har selvsagt ingen folkeretslig Gyldighed, da den er bleven til, uden at Kongen eller den af ham udnævnte lovlige danske Regering har medvirket eller overhovedet haft noget som helst Kendskab dertil.
Om morgenen den 11. december erklærede Tysklands regering, som dermed fortsætter ad vejen mod verdensherredømmet, De Forenede Stater krig.
Flådeledelsen meddelte ham, at stillehavsstyrkerne ville være ude af stand til at deltage i større operationer indenfor de første par måneder. Flådens troppetransportskibe var intakte, simpelthen fordi de ikke havde været ved Pearl Harbor, da angrebet fandt sted.
Let's remember Pearl Harbor
As we go to meet the foe
Let's remember Pearl Harbor
As we did the Alamo.
Den 7. december kastede angrebet på Pearl Harbor De forenede Stater ud i krigen. Man skulle have troet, at disses politik fra nu af ville have behandlet de frie franske, der kæmpede mod dets egne fjender, som allierede.
Vi fortsatte til kl. 14.15 med en repræsentant fra Udenrigsministeriet, diskuterede alle de mulige scenarier der kunne føre til krig og forsøgte at sikre at USA under alle omstændigheder ikke forblev ude af krigen.
Men jeg føler stadig, at Japans Holdning til den øvrige Verden fortjener vor fortsatte Opmærksomhed. Der er indtruffet adskillige ubehagelige Begivenheder. Britiske Politibetjente i Shanghais Internationale Settlement er af japanske Soldater blevet slået og mishandlet på en Måde, der viser et dybt, rodfæstet Had til hvide Mennesker.
Engelske bøger om Pearl Harbor


Jeg har den Ære at underrette Deres Excellence om, at der er indtrådt Krigstilstand mellem Deres Excellences Land og Japan fra idag.
Da jeg standsede ham, blev han blev så bange han bare løb ud over marken. Jeg råbte stands to gange mere, og derefter affyrede jeg et skud op i luften.
Hitlers første verdenskrig Kvinderne i Ravensbrück

Bogtips

Beretningen er fra bogen Korstog i Europa.

Eisenhower er forfatter til flere bøger.
Washington i krigstid er blevet beskrevet på mange forskellige måder og med utallige bitre bemærkninger, der alle kendetegnede et kaos. Ifølge traditionen har regeringen inklusive departementerne altid været ligeså uforberedt på krig som på de altomfattende problemer, der angik landet som sådan; ved en kritisk situations opståen havde dette resulteret i en forvirring, der ikke mindst skyldtes, at et overvældende ansvar voksede frem og måske blev yderligere forstærket ved de velmenende frivillige samt den sværm af forretningsmænd, der søgte kontrakter under krigsindustrien.

Men denne gang havde krigsministeriet heldigvis opnået en vis effektivitetsstandard før krigens udbrud. Såvidt jeg kan se og på grundlag af de observationer, jeg gjorde under min tjenestetid i ministeriet, var der kun een årsag hertil, nemlig forudseenhed og beslutsomhed hos een mand, General Marshall.

Naturligvis fik han støtte andetstedsfra. Blandt andet af Præsidenten og af mange af vore mest evnerige ledere indenfor Kongressen og i administrationens nøglestillinger. Men det ville have været såre let for general Marshall i årene 1940-41 at lade sig drive med strømmen, lade alt gå sin normale gang og uanfægtet hvile på sin strålende militære karrieres laurbær - thi i den professionelle hær havde han erhvervet sig ry for sine fremragende egenskaber.

I stedet for havde han i mange måneder frivilligt valgt den vanskelige vej fast bestemt på, at hvad det end måtte koste ham selv eller nogen anden, skulle hæren være virkelig forberedt på den konflikt, som han hver dag, ja, næsten hver time, ventede, vi ville blive inddraget i.

Jeg meldte mig til general Marshall tidlig om morgenen, søndag den 14. december, og for første gang i mit liv havde jeg en samtale med ham, der varede mere end to minutter. Det var fjerde gang, jeg traf ham. Uden omsvøb eller andet spild af tid forklarede generalstabschefen mig den almindelige situation, der herskede i det vestlige stillehavsområde såvel for flåden som for hærens vedkommende.

Flådeledelsen meddelte ham, at stillehavsstyrkerne ville være ude af stand til at deltage i større operationer indenfor de første par måneder. Flådens troppetransportskibe var intakte, simpelthen fordi de ikke havde været ved Pearl Harbor, da angrebet fandt sted. Men støtteenheder til transportskibene var så få i antal, at man i allerhøjeste grad måtte indskrænke deres operationsområde. Desuden havde man på nuværende tidspunkt ingen sikkerhed for, at japanerne ikke hurtigt ville rette et større angreb imod Hawaii eller måske endog imod hovedlandet, og flådeledelsen mente, at disse transportskibe skulle spares til rekognosceringsarbejde og forsvar og kun frigøres, såfremt en særlig alvorlig situation andetsteds krævede brugen af dem. Marineministeriet havde ikke givet general Marshall nogen idé om den dato, hvor man forventede, at flåden ville være tilstrækkelig repareret og styrket til at kunne deltage i en offensivaktion i stillehavsområdet.

Garnisonen i Hawaii var så svag, at der mellem krigs- og marineministerierne herskede almindelig enighed om, at dens luft- og landstyrker skulle have forstærkning så hurtigt som muligt og før man tog sig af noget andet i stillehavsområdet.

På det tidspunkt, da det japanske angreb fandt sted, havde de amerikanske hær- og luftstyrker på Philippinerne nået et samlet antal af 30.000 mand, heri inkluderet de philippinske spejdere, visse grupper, der var en del af De Forenede Staters hær, men med alle indkaldte og flere af officererne som indfødte philippinere.

U. S. A. enheder udgjorde garnisonen i Corregidor og de mindre støtteforter. Andre amerikanske enheder var organiseret til en philippinsk division, der bestod af philippinske spejderenheder og det 31. infanteriregiment. Nationalgardeenheder - tre feltartilleriregimenter, et antiluftskytsregiment, et infanteriregiment, to tankbatailloner og tros - var for nylig ankommet som forstærkning.

Luftstyrkerne var blevet forøget i løbet af 1941, og på angrebsdagen var der 35 bombemaskiner af typen B.-17 stationeret på Philippinerne, desuden var der 220 kampplaner, men disse var ikke alle i kampdygtig stand. General Marshall var klar over, at denne flyveafdeling var blevet alvorligt svækket af det første japanske angreb, men han havde endnu ingen rapport om de nærmere omstændigheder.

Man vidste, at der var mangel på vigtige forsyninger, men med hensyn til fødemidler og almindelig ammunition mente man ikke, der ville blive nogen vanskelighed, hvis garnisonen fik tid til at koncentrere disse lagre på de nødvendige og vigtige strategiske punkter.

Flådelejet i Cavit lige uden for Manila var blevet meget hårdt beskadiget af japanske flyvemaskiner den 10. december. Denne beskedne del af den asiatiske flåde, som var stationeret i eller nær ved Manila, bestod hovedsageligt af mindre undervandsbåde. Det største krigsskib i den asiatiske flåde var den tunge krydser Houston i Iloilo.

Mod et stærkt og velberegnet angreb havde sådanne styrker ingen chance for at holde ud. Alt tydede på, at japanerne havde til hensigt så hurtigt som muligt at besætte Philippinerne, og det vigtigste problem var at finde ud af, hvad man kunne gøre herved.

Det tog måske general Marshall 20 minutter at beskrive alt dette, og så spurgte han pludselig: „Hvad mener De skulle være vor første strategiske aktion?"

Jeg håbede, jeg havde et pokeransigt på, medens jeg et øjeblik tænkte mig om. Så svarede jeg: „Giv mig et par timer." „All-right," sagde han, og jeg trak mig tilbage.

Det var karakteristisk for ham, at han end ikke antydede noget om den vigtigste faktor i hele problemet: Den psykologiske virkning, som det philippinske slag havde på folk i De Forenede Stater og i hele Stillehavet. Det var åbenbart hans mening, at hvis man var tåbelig nok til at overse dette faktum, havde man ingen ret til at bære en brigadegenerals stjerne.

Jeg tog min „opgave" med mig til det skrivebord, der var blevet tildelt mig i den afdeling af krigsministeriet, som dengang var kendt under betegnelsen „Strategisk Kontor", og hvis chef var min gamle ven brigadegeneral Leonard T. G e r o w. Det var oplagt, at hvis jeg skulle være til nogen nytte for general Marshall i krigsministeriet, måtte jeg vise mig værdig til hans tillid; mit første svar måtte som følge heraf være uangribeligt og frem for alt hurtigt. Som et ekko fra en tid, der lå langt tilbage, mindedes jeg en udtalelse, der kom mig til hjælp.

Umiddelbart efter den første verdenskrig tjente jeg i tre år under en af de mest fremragende soldater i vor tid, generalmajor Fox Conner. Et af de emner, som han mest diskuterede med mig, var allieret strategi, dens vanskeligheder og problemer. Et andet emne var George C. Marshall. Atter og atter sagde general Conner til mig: „Vi kan ikke undgå endnu en storkrig, og når vi skal deltage i den krig, vil det blive sammen med allierede.

Det vil blive nødvendigt at udarbejde systemer for kommando under een mand. Vi må under ingen omstændigheder acceptere samarbejdsprincippet, som Foch blev nødt til at arbejde under. Vi må insistere på oprettelsen af et individuelt og på en enkelt person placeret ansvar - de øverstkommanderende må lære, hvordan de skal overvinde nationalistiske betragtninger under en militær kampagne. Der er een mand, som kan gøre dette, og det er Marshall - han er ikke langt fra at være et geni."

I erindringen om denne udtalelse besluttede jeg, at mit svar skulle være kort, fyndigt og baseret på betragtninger, som jeg fuldt ud troede på selv. Ingen blomstrende tilsyneladende sandsynlige argumenteringer eller glimrende almindeligheder ville gøre indtryk på en mand, som var blevet kaldt et geni af Fox Conner.

Det spørgsmål, som var stillet mig, var næsten ubegrænset i omfang, og sandsynligvis var mine muligheder for at besvare det ikke synderlig større, end de ville være for enhver hårdtarbejdende gennemsnitsofficer på min alder. Naturligvis havde jeg fulgt de militære kurser efter hærens skolesystem. Kort efter at have sluttet denne uddannelse på officersskolen i 1928 fik jeg jobbet som særlig attacheret i vicekrigsministerens kontor, hvor mine pligter hurtigt blev udvidet til at omfatte konfidentielt arbejde for hærens generalstabschef.

På disse poster var jeg blevet tvunget til at studere verdensomspændende militære problemer og til nøje at granske sådanne emner som mobilisering, sammensætning af armeer, luft- og flådestyrkernes rolle i krigstid, tendensen imod mekanisering og samtlige militære elementers absolutte afhængighed af nationens industrielle kapacitet.

Dette sidste var af særlig vigtighed for mig, fordi jeg nærede en indgroet tro på, at en omtrent fuldstændig motorisering og mekanisering samt luftstyrkernes udvikling mod opnåelse af en enestående slagkraft ville være det karakteristiske ved fremtidens mest effektive militære styrker. Over dette emne havde jeg skrevet adskillige studier og rapporter, og med denne min indstilling vidste jeg, at enhver fornuftig forberedelse til krig også inkluderede velovervejede planer for industriens øjeblikkelige mobilisering. De år, hvor jeg helligede mig denne form for arbejde, åbnede en helt ny verden for mig. I den periode mødte og arbejdede jeg med mange mennesker, hvis meninger jeg havde den største respekt for, folk både i og udenfor det militære liv. Iblandt disse var mr. Bernard Baruch, en fremragende personlighed, for hvem jeg nærede og stadig nærer den dybeste beundring. Jeg er endnu i dag af den opfattelse, at såfremt mr. Baruchs forslag om universel priskontrol og hans organisatoriske finansplaner straks og i fuldt omfang var blevet vedtaget i december 1941, ville vort land have sparet milliarder af dollars - foruden en masse tid og derfor også liv.

Fra disse hverv var jeg i 1935 kommet til Philippinerne. Og nu seks år senere sad jeg atter i krigsministeriet, nationen var i krig og Philippinerne i dødelig fare.

Således begyndte jeg, at koncentrere mig om general Marshalls spørgsmål. Vor flådes stilling i det vestlige stillehavsområde var, således som det var blevet beskrevet af generalstabschefen, for øjeblikket overordentlig deprimerende. Flåden kunne ikke kaste sig ud i nogen angrebsaktion så langt fra de sikre baser, og man vovede ikke at gå ind i det philippinske område med mindre krigsfartøjer. Det krav, som land- og luftcheferne i Hawaii og på vestkysten stillede om en defensiv opstilling - krav, der blev yderligere styrket af borgmestre, byråd og kongresfolks hysteriske udtalelser - ville, hvis de skulle opfyldes, opsluge langt flere af De Forenede Staters skibe, tropper og forhåndenværende antiluftstyrker, end der overhovedet eksisterede.

Det var pinagtigt klart, at på det tidspunkt kunne Philippinerne ikke få direkte forstærkninger af hverken land- eller flådestyrker. Ethvert håb om at sende tilstrækkelige forstærkninger til øerne måtte baseres på en sådan fremtidig styrkelse af vor flåde, der uden risiko tillod den at operere i det philippinske område. I øjeblikket var det umuligt at forudse, hvornår dette kunne finde sted.

For at forlænge forsvaret, medens flåden var under reparation, var der den mulighed, at vi kunne sende de mest nødvendige effekter til øerne med undervandsbåde og hurtigbåde, ligesom vi, forudsat de nødvendige kommunikationslinier kunne holdes åbne, ville være i stand til at transportere en del ad luftvejen. Den base, der lå nærmest ved Philippinerne, var Australien, som vi havde et vist håb om at kunne forsvare, og den nødvendige luftkommunikationslinie skulle derfor følge de øer, der lå imellem dette kontinent og Philippinerne.

Hvis vi skulle benytte Australien som base, var det livsvigtigt for os at få oprettet en kommunikationslinie. Dette betød, at vi ufortøvet måtte gå i gang med at sikre Hawaii, Fiji, New Zealand og New Caledonia, og vi måtte desuden sørge for Australiens egen sikkerhed.

Det var indenfor mulighedernes grænser om end ikke sandsynligt, at Nederlandsk Indien, der i visse retninger var det rigeste område i verden med hensyn til naturalier, kunne beskyttes imod den japanske angriber, som inden længe ville få alvorlig brug for den ostindiske olie for at fortsætte sin offensiv. Medmindre vi formåede dette kunne jagere med kort aktionsradius ikke blive fløjet til Philippinerne, og jagere var af vital nødvendighed til sikring af et heldigt forsvar.

Til trods for vanskeligheder, risici og det voldsomme behov, vi havde for ethvert aktiv, kunne en så stor nation som vor, ligegyldigt hvor uforberedt på krig vi end var, ikke tillade sig ganske koldblodigt at svigte vore philippinske myndlinge og de mange tusinde amerikanere, militære som civile, der boede i øhavet. Vi måtte for enhver pris gøre alt, hvad der var muligt for de ulykkelige øer hovedsagelig ved forsyninger ad luftvejen og ved indsættelse af regulære luftstyrker, skønt det sandsynligvis kun ville betyde en udsættelse af katastrofen, og vi måtte simpelthen sikre luftvejen gennem Australien, New Zealand, Fiji og Hawaii.

Med disse triste konklusioner begav jeg mig tilbage til generalstabschefen. „Hr. general," sagde jeg, „det vil tage lang tid, før større forstærkninger kan begive sig til Philippinerne; længere end garnisonen kan holde ud, selv om den får en smule assistance, hvis fjenden på sin side sætter større styrker ind. Men vi må gøre alt, hvad der er menneskeligt muligt. Folkene i Kina, på Philippinerne og i de hollandske besiddelser vil nøje følge vor strategi. De vil sandsynligvis tilgive en fiasko, men ikke en simpel udlevering. Deres tillid og venskab er vigtigt for os, vor base må blive Australien, og vi må øjeblikkelig begynde at udbygge den og sikre vore kommunikationer til dette kontinent. Dette sidste må ikke mislykkes for os, vi må tage store risici og ofre et hvilket som helst beløb, der vil blive nødvendigt."

Han svarede blot: „Jeg er enig med Dem." Hans tone lod formode, at jeg havde løst „opgaven" i overensstemmelse med de resultater, han allerede selv var nået til. Han tilføjede: „Gør Deres bedste for at hjælpe dem." Med denne bemærkning gik jeg i gang med mit arbejde; jeg samarbejdede med brigadegeneral, senere general Brehon Somervell, der var chef for krigsministeriets forsyningsafdeling. Hver dag - ligegyldigt, hvad der stod på programmet - mødtes jeg med ham i det desperate håb, at vi kunne finde en eller anden ny metode til at løse det problem, hvis løsning manglede de nødvendige forudsætninger. General Marshall opretholdt en intensiv interesse for alt, hvad vi foretog os, og ofte kom han med forslag, der gav nogen støtte, specielt moralsk set. Han sendte personligt direktiver til hver enkelt organisation, som tjente på Philippinerne, han overdrog omgående den højeste myndighed til general Mac Arthur, og han understøttede uden tøven enhver idé og plan, som vor fantasi kunne udtænke.

På min skrivebordskalender, der rent tilfældigt overlevede det hele, finder jeg dette notat, som jeg skrev den 1. januar 1942: „Jeg hævder konstant, at situationen i det fjerne østen er kritisk - og vi burde ikke beskæftige os med noget andet, førend luft- og landstyrkerne dér er i tilfredsstillende tilstand. I stedet for sinkes vi af diverse petitesser." Tre dage senere står der: „Endelig er vi ved at få noget af sted til Australien. I luften får vi fire jagergrupper og to tunge, to mellemtunge og een let bombegruppe. Men vi må have skibe, og vi behøver dem nu! Der hersker stor ophidselse her. Der er masser af amatørmilitarister placeret på denne stilling. Jeg ville ønske, jeg var i felten." Min tydelige irritation var sandsynligvis opstået af min kundskab om, at der ville gå altfor lang tid, før luftplanen kunne blive iværksat.

Da Pensacola-konvojen den 22. december ankom til Brisbane, begyndte vi at etablere vor australske base. At det kunne ske så hurtigt, skyldtes hovedsageligt en ren tilfældighed. Den dag, da Pearl Harbor blev angrebet, var adskillige af vore skibe på vej til Philippinerne med tropper, flyvemaskiner og forsyninger. Flådeledelsen rådede os til at beordre dem til at vende tilbage til De Forenede Stater eller søge tilflugt på Hawaii, eftersom ingen kunne være sikre på, om japanerne ikke ville sætte en fælde for dem. De, som kun havde været et par dage undervejs, vendte hjem igen; men krigsministeriet insisterede på, at en konvoj bestående af 5 skibe - The Holbrook og The Republic med 5000 mand ombord, The Meigs, The Holstead og Bloemfontein, der var lastet med udrustninger og forsyninger - skulle have ordre til at fortsætte med højeste fart mod Australien. Dette var det første fundament til den store base, som skulle blive general Mac Arthurs udfaldspunkt til Philippinernes befrielse.


Følg History Watch på :
Facebook Twitter YouTube