Krigen mod Japan

Så snart jeg i Går Aftes hørte, at Japan havde angrebet de Forenede Stater, følte jeg, at det var nødvendigt, at Parlamentet øjeblikkeligt blev sammenkaldt. Vort Regeringssystem gør det uomgængelig nødvendigt, at Parlamentet fuldt ud tager Del i alle vigtige Statshandlinger og også er med i alle Krigens afgørende Øjeblikke. Med Nationens og Imperiets fulde Billigelse gav jeg for en Månedstid siden Storbritanniens Ord på, at hvis de Forenede Stater skulde komme i Krig med Japan; vilde en engelsk Krigserklæring straks følge efter. Jeg talte derfor i Går Aftes med Præsident Roosevelt i Telefon over Atlanten for at fastlægge Tidspunkterne for vore to Landes Erklæringer. Præsidenten sagde mig, at han nu til Formiddag vilde sende et Budskab til Kongressen, der jo som bekendt alene kan fremsætte en Krigserklæring på de Forenede Staters Vegne, og jeg forsikrede ham om, at vi øjeblikkeligt vilde følge efter.

Det viste sig imidlertid snart, at engelsk Territorium i Malaya også havde været Genstand for japansk Angreb, og senere meldtes det fra Tokio, at den japanske Overkommando - en ejendommelig Form, ikke den kejserlige japanske Regering - havde erklæret, at der herskede Krigstilstand med Storbritannien og de Forenede Stater. Da det var Tilfældet, var det unødvendigt at vente på Kongressens Erklæring. Amerikansk Tid er næsten' seks Timer efter vor Tid. Kabinettet, som mødtes Klokken 12.30 i Dag, bemyndigede en øjeblikkelig Krigserklæring til Japan.

Det er nok Umagen værd for et Øjeblik at se på, hvorledes Japanerne har påbegyndt deres Angreb på den engelsktalende Verden. Ned til den mindste Detalje var det et gennemberegnet karakteristisk japansk Forræderi mod de Forenede Stater. De japanske Udsendinge, Nomura og Kurusu, fik Ordre til at forlænge deres Ophold i de Forenede Stater for at holde Samtalerne i Gang under Forberedelserne til Overrumplingsangrebet, som skulde foretages, inden Krigserklæringen kunde afleveres. Præsidentens' Budskab til Kejseren, der mindede ham om Vigtigheden af at bevare Freden i Stillehavet, har blot fået dette nedrige og brutale Svar.

Nu da Sagen er afgjort på den mest direkte Måde, står det kun tilbage for de to store Demokratier at gå til deres Opgave med al den Styrke, som Gud vil give dem.

Det er af allerstørste Betydning, at man hverken her eller i de Forenede Stater undervurderer Alvoren af de nye Farer, som vi nu står overfor. Fjenden har angrebet med en Dristighed, der kan udspringe af Ligegyldighed og Hensynsløshed, men som også kan have sin Grund i en Overbevisning om egen Styrke. De Prøvelser, som den engelsktalende Verden og vor heltemodige russiske Forbundsfælle nu må gennemgå, bliver sikkert hårde, især i Begyndelsen og vil sandsynligvis blive lange; dog har vi, når vi kaster et Blik ud over det dystre Panorama, som Verden frembyder, ingen Grund til at tvivle på Retfærdigheden af vor Sag eller på, at vor Styrke og vor Viljekraft vil være tilstrækkelig til at stå Tiden ud. Vi har i det mindste fire Femtedele af Jordens Befolkning på vor Side.

Vi er ansvarlige for deres Sikkerhed og for deres Fremtid. I Fortiden havde vi et Lys, der blafrede, nu har vi et Lys, der flammer, og i Fremtiden vil det blive et Lys, som skinner vidt over Land og Hav.