Skip Navigation Links Historie 2. Verdenskrig Politik Adolf Hitler Japan - Tyskland

Hitler om forholdet til Japan

Hitlers politiske testamente

Amerikansk jeep med de vigtigtigste ledere fra Aksemagterne påmalet

      Illustreret Videnskab HISTORIE + Nano jakke
Disse latinske lande har aldrig bragt os held. Deres anmassende indbildskhed står i omvendt forhold til deres svaghed, og det skaber altid forvirring.
Vigtige datoer for alliancen.
Tydningen af Hitlers Horoskop vil sikkert give Læserne et helt andet Billede af Nazismens Fører, end de hidtil har haft.
Jeres Regering fortæller Jer, at I nu kæmper fordi Polen forkastede Eders førers Tilbud og greb til Våben. Hvad er Sandheden?
Hvad vil Hitlers Budskab blive? Vil han alligevel bygge Bro til Freden? Hvordan er Situationen mod øst? Er det den store Indmarch eller ikke?
Tyske mænd og kvinder! Soldater i den tyske krigsmagt! Vor Fører Adolf Hitler er faldet.
Den vane at udveksle rædselsfulde erindringer om deres bedrifter i krigen var fremherskende blandt nazilederne. Det nazistiske blad "Angriff" fortalte en dag, at Hitler under krigen havde vundet sit Jernkors ved egenhændigt at tage 14 englændere til fange.
Jeg har altid beundret Deres storhed, Deres holdning i denne gigantiske kamp og Deres jernvilje til at hævde Dem og nationalsocialismen.
Det var Hitlers skæbnesvangre fejltagelse at angribe Rusland. Det var dobbelt dumt af ham at gøre det, før tyskerne med heldigt resultat havde afsluttet krigen mod briterne i Middelhavet og Nordafrika.
Først saa ta'r vi Göring ved hans Vingeben
Og så ta'r vi Goebbels og slaar ham ned med sten
Saa hænger Hitler i en strop
Ved Siden af von Ribbentrop
Saa er de rent til Grin
De fire Nazi-Svin
Hitlers første verdenskrig Kvinderne i Ravensbrück

Bogtips

Den 18. februar 1945 skrev Hitler dette dokument, som er en del af en række dokumenter, som er blevet kaldt Hitlers testamente.

Dette dokument handler om Tysklands forhold til Japan, om Hitlers tanker om alliancen med Japan.
Japans indtræden i krigen skabte ingen bekymringer for os, skønt det var ganske klart, at japanerne dermed gav Roosevelt en førsteklasses undskyldning for at sætte amerikanerne ind mod os.

Men Roosevelt var, drevet frem af jøderne, allerede fuldt og fast besluttet på at gå i krig og udslette nationalsocialismen, og han behøvede ingen undskyldning. De påskud, der var nødvendige for at overvinde isolationisternes modstand, var han i stand til selv at udtænke. Et bedrageri mere eller mindre betød intet for ham.
Hitler bøger


Pearl Harbour-katastrofens omfang var utvivlsomt for ham en stor fryd. Den var netop, hvad han ønskede, for at kunne drive sine landsmænd ud i en total krig og udslette de sidste rester af opposition i sit eget land. Han havde gjort alt, hvad der stod i hans magt, for at provokere japanerne. Han havde blot, om end i forstørret målestok, benyttet den samme taktik, som Wilson med så stort held havde benyttet i den første verdenskrig: Torpederingen af Lusitania, en djævelsk dygtigt gennemført provokation forberedte psykologisk amerikanerne på, at deres land skulle med i krigen mod Tyskland. Når USA' s intervention ikke kunne forhindres i 1917, stod det ganske klart, at deres intervention nu, fem og tyve år senere, var underforstået og uundgåelig.

I 1915 besluttede verdens-jødedommen åbenlyst at sætte hele sin kraft bag de allierede.

I vort tilfælde besluttede jødedommen så tidligt som i 1933, endnu ved det tredje riges fødsel, i al stilhed at erklære os krig. Hvortil kom, at jødernes indflydelse i USA gennem det sidste kvarte århundrede er vokset støt og stadig. Og når USA's krigsdeltagelse var uundgåelig, var det kun godt for os at have en så værdifuld forbundsfælle som Japan på vor side. Men det var også heldigt for jøderne. Det gav dem chancen for, hvad de længe havde tilstræbt, at drage USA direkte ind i konflikten, og det var et virkeligt kunststykke, de udførte, at få amerikanerne til at gå med i krigen med så stor enighed og så stor begejstring. Amerikanerne, der Ikke havde glemt de tabte illusioner fra 1919, var alt andet end ivrige efter endnu en gang at blive indblandet i en europæisk krig. Men omvendt var de mere end nogensinde besat af tanken om »Den gule fare«. At forsøge på at indgive jøderne en smule fornuft er som at gå over åen efter vand, man kan være sikker på, at alle deres planer er udformet med sand machiavelliansk snuhed. Personligt nærer jeg ingen tvivl om, at de i dette tilfælde meget forudseende regnede med, at »Den opgående sols rige« skulle blive ødelagt af en hvid stormagt, hvorved de ville få gjort op med et land, der var blevet en verdensmagt, og som altid fast og beslutsomt havde modsat sig den jødiske races smitte.

Japan vil altid forblive vor allierede og ven. Denne krig vil lære os at værdsætte og respektere dette mere end nogensinde. Den vil opmuntre os til at knytte båndene mellem de to nationer endnu fastere.

Naturligvis er det beklageligt, at japanerne ikke gik med i krigen mod Rusland på samme tid som vi. Havde de gjort det, ville Stalins hære aldrig have kunnet belejre Breslau eller slå sig ned i Budapest. Vi ville have udslettet bolchevismen, før vinteren kom, og Roosevelt ville have været betænkelig overfor muligheden af at skulle kæmpe mod to så stærke modstandere som os. Jeg er ligeledes ked af, at Japan ikke indtog Singapore så tidligt som i 1940 umiddelbart efter Frankrigs nederlag. USA stod da lige overfor et præsidentvalg og havde ikke kunnet gribe ind. Netop da var et af krigens vendepunkter.

Men trods alt vil vi og japanerne ufortrødent stå side ved side. Vi vil sejre eller dø sammen. Og skulle vi bukke under først, vil jeg gerne se russerne fortsat prædike myten om »asiatisk solidaritet« for Japans skyld!

Adolf Hitler


Følg History Watch på :
Facebook Twitter YouTube