Skip Navigation Links Historie 2. Verdenskrig Dokumentar Udryddelseslejren

Udryddelseslejren

Af: Kommandant Rudolf Höss

Magda Herzberger overlevede Auschwitz

      Illustreret Videnskab HISTORIE + Nano jakke
Ribbentrop fejede udryddelsen af jøderne til side. Han sagde, at i et længere perspektiv, historisk set, ville jødernes udryddelse altid forblive en plet på Tysklands historie.
Der blev også på ny talt om de giftgastunneller, som de tog, der er fyldt med jøder, bliver kørt ind i. Det er ganske vist kun rygter, men sikkert er det, at myrderier finder sted i enorm udstrækning.
Hertz siger, at snart vil alt blive forbi, og vi vil allesammen blive dræbt. Men de fleste Mennesker tænker alligevel, at en Pogrom som den, der fandt sted i Lublin, ikke vil finde Sted her, fordi der er alt for mange Mennesker her.
Tænk derfor på, Kammerat, at du ved din indtræden i Waffen-SS eller Frikorps Danmark yder din del i kampen mod bolsjevismen - for Danmark og det germanske fællesskab.
I selskab med andre har den gode Anne altså aldrig nogensinde vist sig, men når jeg er alene, er det altid hende, der fører det store ord. Jeg ved nøjagtigt, hvordan jeg gerne ville være, og hvordan jeg også er ... indvendig, men det oplever jeg desværre kun selv."
Jeg fik dit brev og vil gerne svare dig så hurtigt som muligt. Vi er kun to søskende, min storesøster Margot og jeg.
I forstår det ikke,
for man har fyldt jeres villige hjerner
med den kildrende løgn,
at idealet af mandigt liv
er at være en god soldat.
Hvad var det forresten, De sagde…. Jeg rejste frivillig…. Tjae-joe, det gjorde jeg naturligvis, men lad være med at stille mig i Relief for det.
Udenrigsministeriet har modtaget Meddelelse om, at Vicepræsidenten for det svenske Røde Kors, Grev Folke Bernadotte, har ført Forhandlinger med Rigsfører-SS.
Da jeg senere bad om at måtte aflægge et nyt Besøg, svarede Kommandanten, at han vilde ordne sig med en fast Præst for de norske Fanger.
De tidlige morgentimer er nu som før den tid på dagen der falder mig tungest. Om morgenen er jeg næsten altid melankolsk indtil grædefærdighed og ofte græder jeg.
Overalt, hvor der rejses Forfølgelse af Jøder som saadanne af racemæssige eller religiøse Grunde, er det den kristne Kirkes Pligt at protestere derimod.
Overrabbineren var meget urolig over det, der var sket, og spurgte nu Majestæten, hvordan han vilde stille sig, dersom tyskerne skulde kræve Forholdsregler overfor de danske Jøder.
Hvad er nemlig Meningen med at rimpe en gul Lap på et ellers velsyet Sæt Tøj? Alene den at tilføje tilsyneladende sagesløse Medborgere unødvendige Lidelser? Næppe!
Hitlers første verdenskrig Kvinderne i Ravensbrück

Bogtips

Rudolf Höss var Kommandant i Auschwitz og havde derfor et førstehåndskendskab til udryddelseslejrene.
Eichmann satte mig ind i metoden med motorgasning i lastvogne, som man hidtil havde benyttet den østpå. Men det kunne der slet ikke være tale om med de massetransporter, man kunne vente i Auschwitz. Henrettelse, ved hjælp af kuldioxid fra bruser i et baderum, som man havde benyttet det ved udryddelse af de sindssyge nogle steder i Tyskland, ville kræve for store bygningskomplekser, og det var også højst problematisk, om man var i stand til at fremskaffe gas til så store masser. Vi kom ikke til noget resultat i sagen. Eichmann besluttede at se sig om efter en gasart, som man let kunne få fat i, og som ikke krævede særlige anlæg, og ville informere mig derom senere. Vi kørte ud i terrænet for at finde frem til en egnet plads. Vi fandt, at bondegården i det nordvestlige hjørne af det senere byggeafsnit III ved Birkenau ville egne sig til det. Den lå isoleret og var skjult af de omkringliggende småskove og hække, og ikke for langt fra banen. Ligene skulle anbringes i lange, dybe gruber på den tilstødende eng. Dengang tænkte vi endnu ikke på at brænde ligene. Vi kalkulerede, at man i de forhåndenværende lokaliteter på en gang ville kunne dræbe ca. 800 mennesker efter at have fyldt rummene med en egnet gasart. Dette tal svarede til den senere kapacitet. Eichmann kunne endnu ikke fortælle mig tidspunktet for aktionerne, da det hele endnu var under forberedelse, og RFSS ikke havde givet ordre til at begynde.

Eichmann tog tilbage til Berlin for at aflægge rapport til RFSS om vor samtale. Få dage senere sendte jeg med kurer RFSS en detailleret beskrivelse af anlægget. Jeg modtog aldrig noget svar eller en afgørelse desangående. Siden fortalte Eichmann mig engang, at RFSS billigede mine forslag.

I slutningen af november var jeg i Berlin tilkaldt til en tjenstlig konference i Eichmanns kontor sammen med hele »jødeafdelingen«. Eichmanns agenter i de enkelte lande rapporterede, hvordan det gik med aktionerne og om de vanskeligheder, man stødte på under udførelsen af dem så som indkvartering af de arresterede, fremskaffelse af transporttog, planlægning af fartplaner etc. Jeg kunne endnu ikke få at vide, hvornår aktionerne skulle tage deres begyndelse. Endnu havde Eichmann heller ikke fundet frem til en egnet gasart.

I efteråret 1941 blev i krigsfangelejrene de russiske politruks, kommissærer og særlige politiske funktionærer efter en hemmelig ordre søgt ud af Gestapo og ført til nærmeste KZ-lejr for at blive likvideret. Til Auschwitz ankom med mellemrum nogle mindre transporter af den slags, som straks blev dræbt ved skydning i grusgraven ved Monopolbygningerne eller i gården ved blok 11. Mens jeg var borte på tjenesterejse, anvendte min stedfortræder, Hauptsturmfiihrer Fritzsch, på eget initiativ gas til at udrydde disse russiske krigsfanger. Han gjorde det på den måde, at han fyldte cellerne i kælderen til trængsel med russerne, og derefter, idet han benyttede gasmaske, kastede Cyclon B ind i cellerne, hvad der øjeblikkeligt medførte døden for ofrene. Cyclon B gas anvendtes ofte af firmaet Tesch & Stabenow til bekæmpelse af utøj, og man havde derfor altid et forråd liggende af disse blikdåser med gas ved forvaltningen. I begyndelsen benyttedes denne giftgas, et blåsyrepræparat, kun af funktionærer fra firmaet Tesch & Stabenow under de største forsigtighedsforanstaltninger. Senere blev nogle samaritter af firmaet uddannet til desinfektører, hvorefter de anvendte gassen til desinfektion og bekæmpelse af utøj. Da Eichmann næste gang kom på besøg, fortalte jeg ham om anvendelsen af Cydon B, og vi bestemte os til at benytte os af denne gasart under de kommende masseudryddelser. Henrettelsen af ovennævnte russiske krigsfanger fortsattes ved hjælp af Cydon B, men ikke længere i blok 11, fordi hele bygningen måtte luftes ud mindst to dage efter hver gasning. Man benyttede derfor ligrummet i krematoriet ved infirmeriet til gasning, efter at man havde tætnet dørene og lavet nogle huller i taget, gennem hvilke man kunne kaste gassen ned.

Jeg husker nu kun en transport på 900 russiske krigsfanger, som blev henrettet ved gasning, og jeg husker, at det tog flere dage at få ligene brændt. I gården, som er indrettet til gasning af jøder, har man ikke henrettet russere. Det er mig ikke muligt at sige, hvornår udryddelsen af jøder tog sin begyndelse. Det var sandsynligvis i september 1941, måske dog først i januar 1942. Det drejede sig først om jøder fra den østlige del af Øvreschlesien. De blev arresteret af politiet i Kattowitz og førtes i grupper med tog til et vigespor på vestsiden af banen Auschwitz-Dziedzice, hvor de blev læsset af. Så vidt jeg erindrer, oversteg de transporter aldrig 1.000 mennesker.

Ved rampen på banelegemet overtog et kommando. fra lejren jøderne fra politiet og førte dem i to afdelinger under Schutzhaftlagerführer'ens ledelse til »Bunkeren«, som udryddelsesanlægget blev kaldt. Bagagen blev liggende ved rampen og senere ført til sorteringskontoret - kaldet Kanada - mellem DAW og tømmerpladsen, Jøderne fik ordre til at klæde sig af ved Bunkeren, idet man sagde til dem, at de skulle gå ind i aflusningskamrene, som de også kaldtes. Alle kamre, det drejede sig om fem, blev fyldt på en gang, de isolerede døre blev skruet til, og indholdet af dåserne med gas blev hældt ned gennem særlige huller.

Efter en halv times forløb blev dørene atter åbnet, der var to døre til hvert kammer, ligene slæbt ud og på små tipvogne, der løb pil skinner, kørt til gruberne. Klædningsstykkerne kørtes pil lastvogne til sorteringskontoret. Hele arbejdet med at hjælpe til ved afklædningen, med at få bunkeren fyldt og atter tømt, fjernelsen af ligene samt udgravning og tilkastning af massegravene, blev udført af et særkommando af jøder, som boede for sig selv og efter Eichmanns ordre ligeledes skulle udryddes efter hver større aktion. Allerede under udførelsen af den første aktion kom Eichmann med ordrer fra RFSS om, at man skulle trække guldtænderne ud på ligene og klippe kvindernes hår af. Også dette arbejde udførtes af særkommandoet. Opsyn med udryddelsen havde dengang Schutzhaftlagerführer’ en eller Rapportführer' en. Syge personer, som ikke kunne bringes ind i gaskamrene, blev dræbt ved nakkeskud med geværer af lille kaliber. Der skulle endvidere være en SS-læge til stede. De uddannede desinfektører - SDG'er (Sanitatsdienstgrade) - foretog nedkastningen af gassen.

Mens det i foråret 1942 endnu kun drejede sig om mindre aktioner, tiltog transporterne i antal i løbet af sommeren, og vi blev nødt til at oprette endnu et udryddelsesanlæg. Man valgte og indrettede bondegården vest for de senere Krematorier III og IV. Beregnet til afklædning rejstes der ved Bunker I to barakker og ved Bunker II tre barakker. Bunker II var den største og kunne rumme ca. 1.200 personer.

I sommeren 1942 begravede man endnu ligene i massegrave. Først på slutningen af sommeren begyndte vi med at brænde dem, til at begynde med på bål med ca. 2.000 lig og senere i gruberne sammen med ligene fra tidligere tid, som atter var blevet afdækket. Først overhældte man ligene med spildolie, senere med methanol. I gruberne brændte man lig uafbrudt, det vil sige nat og dag. I slutningen af november 1942 var samtlige massegrave tømt. Antallet af lig i massegravene beløb sig til 107.000. I dette tal er ikke kun indbefattet de jødetransporter, man havde udryddet fra begyndelsen og indtil man gik over til at benytte brænding, men også ligene af fanger, som døde i Auschwitz-lejren i løbet af vinteren 1941/42, fordi krematoriet ved infirmeriet var ude af drift en længere periode. Ligeledes er indbefattet samtlige fanger som døde i Birkenau-lejren.

Reichsführer SS overværede under sit besøg i sommeren 1942 hele udryddelsesprocessen lige fra udlæsningen ved banen til ligene blev taget ud af Bunker II. Dengang brændte man endnu ikke ligene. Han havde intet at indvende, men talte iøvrigt slet ikke om det. Til stede var Gauleiter Bracht og Obergruppenfiihrer Schmauser. Kort tid efter RFSS' besøg kom Standartenfuhrer Blobel fra Eichmanns kontor og medbragte en ordre fra RFSS om at afdække alle massegrave og brænde ligene. Desuden skulle asken bringes af vejen på en sådan måde at man sidenhen ikke ville være i stand til at udregne, hvor mange der var blevet brændt. Blobel havde allerede i Culenhof gjort forsøg med forskellige ligbrændingsmetoder. Eichmann havde pålagt ham at vise mig, hvordan det skete der.

Jeg rejste sammen med Hossler til Culenhof for at inspicere det. Blobel havde ladet opføre forskellige interimistiske ovne og udførte brændingerne med træ og benzin. Han prøvede også på at tilintetgøre ligene ved sprængning, men det lykkedes kun yderst dårligt. Asken blev spredt ud over et stort skovareal efter at være blevet malet til støv i en benmølle. Standartenführer Blobel havde til opgave at lokalisere alle massegrave i de østlige distrikter og at fjerne dem. Hans arbejdsafdeling havde dæknavnet »1005«. Selve arbejdet udførtes af jødekommandoer, som blev skudt, når man havde afsluttet et område. KZ-lejr Auschwitz måtte til stadighed stille jøder til disposition for kommando »1005«.

Under mit ophold i Culenhof så jeg også nærmere på udryddelsesanlæggene her med lastvogne, som var indrettet til at dræbe, ved at man benyttede gas arterne fra motorernes udblæsningsrør. Kommandoføreren der forklarede imidlertid, at metoden var højst upålidelig, fordi dannelsen af gasarterne var meget vanskelig at kontrollere og ofte var utilstrækkelig til at være dødbringende. Jeg kunne ikke få at vide, hvor mange lig, der lå i massegravene, eller hvor mange, der var blevet brændt i Culenhof. Standartenführer Blebel kendte tallene på massegrave i de østlige distrikter temmelig nøjagtigt, men han havde streng tavshedspligt.

Oprindelig skulle alle jøder, som Eichmanns kontor lod transportere til Auschwitz, udryddes uden undtagelse efter ordre fra RFSS. Således skete det også med jøderne fra Øvreschlesien, men allerede da de første transporter af tyske jøder ankom, blev der givet befaling til at udsøge alle arbejdsdygtige jøder, mænd såvel som kvinder og at indsætte dem i rustningsindustrien i lejren. Dette skete, før der blev oprettet en kvindelejr, og netop denne befaling gjorde det til en nødvendighed at opføre en sådan.

På grund af den omfangsrige rustningsindustri, som havde udviklet sig i KZ-lejrene, og som stadig forøgedes, og på grund af, at man nu begyndte at indsætte fanger i rustningsarbejdet på fabrikker uden for lejren, var der pludselig opstået en betydelig mangel på fanger, mens lejrkommandanterne tidligere i KZ-lejrene i Tyskland ofte måtte bryde deres hjerne for at få alle fangerne beskæftiget. Jøderne skulle imidlertid kun indsættes i selve Auschwitz-lejren. Auschwitz-Birkenau skulle gøres til en ren jødelejr og alle andre nationaliteter skulle transporteres bort. Denne ordre blev aldrig udført fuldt ud. Man indsatte sidenhen også jøderne i rustningsforetagender uden for lejren af mangel på anden arbejdskraft.


Følg History Watch på :
Facebook Twitter YouTube