Jul og Nytår med 6. armé

Kurinskij, 24. december 1942

I nat drømme; jeg talte længe med Friedrich Georg, som jeg introducerede i Paris, og andre. En af dem, en lille sachser:
„Menneskene ejer alle anlæg til et lykkeligt liv, men gør ingen brug af dem".

I eftermiddags julefest; vi tænkte på 6. armé. Hvis den går til grunde i omringningen, vil hele den sydlige front komme i skred, og det vil være præcis det, Speidel i foråret i en samtale med mig forudsagde som den sandsynlige konsekvens af en Kaukasus-offensiv. Han mente, at den ville føre til opspænding af en paraply, det vil sige opbygning af store fronter med smalle adgangsveje.

I aften samledes vi i det lille rum, som kaptajn Dix har ladet indrette i byens tidligere badstue. Omkring et rygebord står lædersæderne fra en omnibus; et centnertungt hjul fra en russisk kanon hænger som lysekrone i loftet. Fra den vældige ovns murværk lyder undertiden en fårekyllings knirken, spædt og drømmende. Der serveredes gåsesteg, dertil sød sortehavschampagne.

Jeg trak mig hurtigt tilbage for i min kosakhytte at hengive mig til studiet af den omfangsrige post, som de Marteau har bragt mig til jul. Den indeholdt en rigdom af breve, deriblandt først og fremmest fire fra Perpetua. Friedrich Georg fortæller om en rejse til Freiburg og om samtaler med professorerne, der dersteds „iagttager tidsforløbet i deres alemanniske huler". Grunert skriver om eremurus og liljer og bebuder en sending af skønt blomstrende allium-arter. I hans brev findes også en randbemærkning om magisteren og et møde med ham i en london-pub kort før krigens udbrud. Claus Valentiner skriver om vennerne i Paris, også om den graciøse Madame Thomas og hendes møde med C. S. „Il est si doux". To breve fra ubekendte henviser til forfattere, det ene til Sir Thomas Browne, der levede fra 1605 til 1681, det andet til Justus Marckord og hans „Gebete eines Ungläubigen". Af fotokopien af et testamente ser jeg, at en anden ubekendt, der undertiden skrev til mig, og som nu er faldet, har indsat mig som arving til sine litterære efterladenskaber. Mærkelig er også meddelelsen fra en dr. Blum i Mönchen-Gladbach om et sted, han læste i „Garten und Strassen". I anledning af besøget i Domrémy nævner jeg i bogen gravmindet over en løjtnant Reiners, som faldt her den 26. juni. Nu hører jeg, at denne unge officer var et have-kunstnerisk geni, der med kærlighed drev ædel frugt og blomster frem; blandt disse foretrak han amaryllis. Han overgik de hollandske gartnere og frembragte ofte otte kæmpeblomster på én stængel, fra det reneste hvide til det dybeste mørkerøde, og førte dagbog over alle sine blomster. Blum er af den opfattelse, at det ikke er tilfældigt, at jeg har omtalt dette sjældne menneske, og heri giver jeg ham ret. Også breve fra Speidel, Stapel, H611, Grilninger og Freyhold, der bebuder, at han vil sende mig en laks fra den finske kyst. Besynderligt, hvordan livets mønster løber videre midt i tilintetgørelsen.

Kurinskij, 25. december 1942

I formiddags gudstjeneste ved en ung katolsk præst, der forvaltede sit embede fortrinligt. Derefter altergang hos den evangeliske præst, en ung sergent, der uddelte nadveren med stor værdighed. I eftermiddags med premierløjtnant Strubelt, en af Hielschers intelligente elever, i Mirnaja-slugten. Ved vor samtale, der havde relation til 6. armés situation, blev et forhold, jeg hidtil ikke havde været mig så klart bevidst, tydeligt for mig: enhver af os bliver medomsmeltet i disse kedler, selv om han ikke er legemligt til stede. Heroverfor eksisterer der ingen neutralitet.

Vi strejfede rundt i tåge gennem lunde af ege og vilde pæretræer, der voksede tæt på de lave højder. På en af skråningerne fandt vi en gruppe grave, deriblandt Herbert Gogols; han faldt den 4. oktober 1942 her som korporal i ingeniørtropperne. Ved synet af disse kors i den tågevåde urskov, der var gennemvævet af grå skyklatter, blev jeg grebet af stor sorg over så megen forladthed.

Tanke: de er krøbet sammen her som børn i den fortroldede skov.

Apscheronskaja, 27. december 1942

Skal være to-tre dage i Apscheronskaja for at bade og få mit tøj repareret, der er stærkt medtaget efter bjergvandringerne.

Byen er belagt af forsynings- og etapetropper og også af lazaretter, om hvilke der ligger en kreds af hastigt voksende kirkegårde. Vi sår døde i rigt mål. Mange af de folk, der ligger begravet her, må være bukket under for epidemiske sygdomme, hvilket jeg slutter af, at der ikke sjældent findes lægers navne på korsene.

I aften besvarede jeg breve, men holdt op, da en højttaler ved siden af begyndte på sit uvæsen. Denne form for forstyrrelser er blevet frækkere siden den tid, da Luther kastede sit blækhorn efter en spyflue. Jeg finder, at de akustisk set danner lignende figurer som dem, man optisk træffer på Boschs, Breughels og Cranachs store fristelsesbilleder - en art frække underverdenstoner, en sjofel dæmonisk latter, der trænger ind i det åndelige arbejde som fauners latter over et klippelandskab eller den afsindige jubel, der trænger op til overfladen fra dybe troldhuler.

Apscheronskaja, 28. december 1942

Gik over en smal hængebro, der gyngede på to kabler som på lianer, til Pschisch' anden bred. Floden er bredere her end i bjergene; dens vand flyder smukt stengrønt i et leje af mørk lerskifer. På den anden bred strækker der sig skov med pragtfulde træer.

Jeg stødte på en grå koloni af træhuse, der røg fra mørnede spåntage, og foran hvilke kvinder trods kulden lavede mad på små ildsteder i det fri. Kolonien virkede middelalderlig, som en verden af træ og ler.

Kutais, 29. december 1942

I nat drømme. Blandt andet bladede jeg i en bog om denne krigs historie; den var ordnet pragmatisk. Der var et afsnit, der hed „Krigserklæringer", hvor jeg så en masse varianter behandlet - lige fra det simple overfald til iagttagelse af komplicerede ceremonier.

I morges kørte jeg til banegården Muk og derfra via Asphaiti og Kura-Zize til Kutais. Fra Kura-Zize kørte jeg med en lastbil, da vejen med sit dybe hjulspor ikke kan anvendes af mindre biler. Det havde frosset, men hjulenes tryk tøede snart det øverste lag op, så at vejen lignede et stykke brød med smør på. Dertil kom stigninger, huller og møder, ved hvilke vognen måtte skubbes gennem mudderet. Chaufføren var en schwaber fra Esslingen, af kolerisk temperament, og tog slemt på vej over disse genvordigheder:
„Når man holder af en bil, så kunne man tude over dette her", H.igde han i sin dybe dialekt, og ved særlig heftige stød og hop sagde han undertiden:
„Stakkels lille vogn" - til sit mammutagtige uhyre.
Vejen førte hovedsagelig gennem skov, delvis hæmmet af lav, der hang fra grenene som lange grønne gespenster. Den gik forbi sprængte boretårne og andre ødelagte anlæg i olieområdet. Man så enkelte folk strejfe som myrer rundt mellem ruinerne.

Kutais, 30. december 1942

Byen ligner et mudderhul; de enkelte punkter står i forbindelse med hinanden ved hjælp af plankestier; dette gælder således stabskvarteret, lazaretterne og forplejningskontoret. Uden for disse stier er anstrengelsen næsten håbløs. Dødsfald af udmattelse er ikke nogen sjældenhed.

Slamfloden trænger også ind i bygningernes indre. I morges var jeg på et lazaret, der lå midt i en gulbrun sump. Ved min indtræden mødte jeg folk, der kom bærende med en kiste; i denne lå en premierløjtnant, der netop var død af det sjette sår, han havde fået i denne krig. Allerede i Polen mistede han et øje.

Under sådanne omstændigheder må man søge at sikre i det mindste de tre nederste betingelser for velbefindende: at man er varm, tør og mæt. Det var lykkedes; man så patienterne sløve i apatiske grupper. Forkølelsessygdomme dominerer i deres alvorligste former såsom nyre- og lungebetændelser. Man så også forfrysninger, der som følge af den ustandselige gennemblødthed optræder her selv ved temperaturer over frysepunktet, nemlig ved fordampningskulde. Man har indtryk af, at der er blevet krævet det yderste af tropperne. Derfor mangler legemerne fuldstændig reserver; selv et lille sår kan være dødeligt, fordi legemets lægende kraft ikke længere er tilstrækkelig. Der forekommer også diarreer med dødeligt forløb.

I byen ligger der endnu mange miner, som volder tab. For et par dage siden fandt man således en russer med afrevne ben i byens udkant. Da man fandt sprængkapsler hos ham, blev han straks skudt - vel i en blanding af humanitet og bestialitet, sådan som det svarer til svindet i den moralske dømmekraft. Dødens rige bliver til en slags pulterkammer; det, der er ubekvemt, som forekommer vanskeligt, ekspederer man derhen for aldrig at se det mere. Men deri tager man måske fejl.

Kutais, 31. december 1942

I formiddags besøgte jeg hr. Maiweg, der i Schirokaja Balka leder en deling af „Mineraloliebrigaden". Dette er det populære navn på en halvt teknisk, halvt militær enhed, hvis opgave er rekognoscering, sikring og retablering af de erobrede olieområder. Schirokaja Balka, hvilket betyder den brede slugt, var en af de byer, hvor man producerede betydelige mængder. Inden russerne trak sig tilbage, ødelagde de alle brønde og andre anlæg med overordentlig grundighed. I borehullerne hældte de cement, som de forstærkede med jernspiraler, skruer og gamle bor. De nedsænkede også jern- "paddehatte", der, når man borer i dem og søger at trække dem op, folder sig ud og river stangen med sig.

Efter en længere samtale steg vi til hest og red gennem terrænet. Med sine væltede boretårne og de sprængte kedelhuse lignede det en kasse med gammelt jern, af den slags, man ser hos mekanikere. Rustne, bøjede, sønderlemmede dele lå i virvar, og ind i mellem stod de sprængte maskiner, kedler og olietanke. Det kan nok tage modet fra folk at skulle begynde i dette kaos. Hist og her så man en enlig mand eller en lille trop strejfe omkring i terrænet som ved løsning af et puslespil. Også friske granathuller gabede i jorden, navnlig i nærheden af boretårnene. Synet af minørhold, der forsigtigt stak i jorden med spidse gafler, vakte den knugende følelse, der griber én, når man ikke længere tør stole på jorden. Dog var den gode hest jo endnu under mig.

Til frokost drak vi kaukasisk vin og diskuterede det store spørgsmål om, hvor længe krigen vil vare. Maiweg, der har levet ti år i Texas som olieingeniør, var af den mening, at krigen mod Rusland vil føre til en slags Limes, og at den ligeledes vil løbe fast mod Amerika, på bekostning af det britiske og det franske imperium.

Heroverfor fremførte jeg, at netop krigens voldsomhed tyder i modsat retning. En uafgjort afslutning ville jo også være det værste, man kunne tænke sig. Den vidt udbredte teori om en uendelig varighed beror i det væsentlige på en mangel på fantasi; den er nærliggende for mennesker, der ikke ser nogen udvej.

Detalje: russiske fanger, som Maiweg havde ladet udsøge i alle fangelejre - boremestre, geologer, lokale oliearbejdere - blev på en banegård af en kæmpende troppeafdeling rekvireret som bærere. Der var 500 mand, af hvilke 350 døde på vejene. Af de øvrige døde 120 af udmattelse efter at være kommet tilbage. Kun tredive mand var tilbage.

I aften nytårsfest i stabskvarteret. Jeg så her igen, at ren festglæde ikke er mulig i disse år. Således fortalte general Muller om sikkerhedstjenestens uhyrlige skændselsgerninger efter Kievs erobring. Der blev også på ny talt om de giftgastunneller, som de tog, der er fyldt med jøder, bliver kørt ind i. Det er ganske vist kun rygter, men sikkert er det, at myrderier finder sted i enorm udstrækning. Jeg kom til at tænke på den rare apotekers kone, som hun var så bekymret for. Når man har set ind i sådanne enkelt-skæbner og derefter aner de tal, i hvilke myrderiet finder sted, åbner der sig udblik over en potensering af lidelsen, over for hvilken man lader armene synke. Jeg gribes da af væmmelse ved uniformer, distinktioner, dekorationer, vin og våben, hvis glans jeg har holdt så meget af Det gamle riddervæsen er dødt - i Napoleons krige, ja, selv i den første verdenskrig, havde adel magt. Nu føres krigene af teknikere. Mennesker har altså nået det trin, som Dostojevski har beskrevet i Raskolnikov, og på hvilket det betragter sine lige som utøj. Netop for dette må det vogte sig, hvis det ikke - vil ende i insektsfæren. Om mennesket og dets ofre gælder jo det gamle, uhyre: „Dette er du".

Jeg gik udenfor, hvor stjernerne funklede og affyringsglimtene lynede på himlen. De evige tegn og billeder - Karlsvognen, Orion, Vega, Syvstjernen, Mælkevejens bælte - hvad er vi mennesker og vore jordiske år over for denne glans? Hvad er vor flygtige pine? Ved midnat, i larmen af selskabets deltagere, tænkte jeg intenst på mine kære og følte, hvordan også deres hilsner trængte igennem.