Skip Navigation Links Historie Mellemkrigstiden Dokumentar Rusland & transport

Rusland 1937 & transport

Af Edwin Dwinger

Heste trækker for den tyske hær

      Illustreret Videnskab HISTORIE + Nano jakke
Af dette smukke syn kan man aldrig få nok!
Trotskij sidder strunk på sin gamle krikke,
På hans hjelm og fjerbusk hviler alles blikke,
Han rider af sted som en rødfjeret Murat,
Med hele sit store »apparat«,
En tidslinke (Wiki) med dokumentariske beretninger og filmklip.
Om slaget og brugen af tanks i det.
Hitlers første verdenskrig Kvinderne i Ravensbrück

Bogtips

En beretning som denne har Hitler givet læst før Operation Barbarossa. Han har givet tænkt, primitive Rusland ville bryde sammen militært når de møder den tyske hær. Det gik lidt anderledes. Den tyske hær blev slidt op af Rusland.
De så før vore heste, de allerfleste er kun klaprende skeletter, i Årevis har de ikke fået andet end Hakkelse, der må spændes fire af dem for en Skrælle-plov - hjemme hos jer udretter I det samme med een! Men da vi ikke engang har nok af den Slags Heste, må vi som oftest tage Køerne til Hjælp, så deres stakkels Yvere tørres ud for den sidste Dråbe Mælk. Men det kan gå værre endnu: har en Gruppe Kolkhosbønder slet ingen Trækdyr mere, må de spænde sig selv og deres Koner for Ploven - ligesom i sin Tid under Tatarerne, for mange Hundred År siden!«

Han tav en Stund og skænkede Te igen.

»Men hvad skal I med Heste, vil De indvende,« vedblev han omsider, »I har jo Traktorer, I er jo for længe siden motoriserede! De tre Fjerdedele af vore Traktorer kan ikke gå, og de fleste er endda Fordson, den uopslideligste Traktor i Verden, som i Argentina løber i Ugevis i Markernes Støvskyer og næsten kan klare sig med Analfabeter som Betjening! Men det drejer sig her ikke om teknisk Uddannelse, Årsagen ligger i det russiske Menneskes dybeste Ejendommelighed. Aldrig vil en jævn Russer begribe, hvorfor en Motor må have Olie, hvorfor den bliver ødelagt, når den ikke får Vand - også en Hest må have Havre, også en Ko må have Vand, men er der ingen Havre, og er der ingen Vand, så går det alligevel et Par Dage. Det er Sagen, deri ligger det - når det nu er sådan en Djævel af en Maskine, så kan den da i Guds Navn også gå uden Vand og Olje, snarere end et umælende Dyr? Har jeg ingenting at æde, behøver du heller ikke at æde - jeg falder ikke om med det samme, jeg bliver ved at gå alligevel! det er Omkvædet. Viser det sig nu, at en Maskindel er itu, så springer Russeren hen til en, der tilfældig står i Nærheden uden Opsyn og river vedkommende Del ud, som han gør med Kråserne på en Høne - så kan den anden se, hvordan han klarer sig, når bare han selv har! Også dette kan tages som et Symbol: aldrig vil en jævn Russer kunne fatte, hvad et Samfund er, hvad det vil sige at tjene det fælles Vel. Styrter en Hest for ham, lader han den med et Skuldertræk ligge - hvad kommer det mig ved, det er jo ikke min Hest, men et Sovjetøg!

I vore Fabrikker kan man ikke eftergøre de simpleste Reservedele. Er det et amerikansk Tandhjul, må det bestilles i Amerika. Naturligvis er der altid Kludder med Brændstofforsyningen; midt i den travleste Arbejdstid slipper Oljen regelmæssigt op, der telegraferes frem og tilbage, og alligevel går der en Uge, før der kommer ny Forsyning.

Men hertil kommer endnu to Kendsgerninger, der efter menneskelig Beregning må gøre en Katastrofe uundgåelig: For det første ved alle Mennesker, at Sovjetjernbanerne er i en ubeskrivelig Forfatning, og erstattes med Motorkøretøjer kan de ikke; thi den første Forudsætning mangler: et anvendeligt Landevejsnet! Nu har Ruslands Landeveje altid været af den Beskaffenhed, at der selv ved Hestevogne uden Fjedre måtte regnes med uhyre stor Slitage - Slitagen på de hundred Gange mere ømtålelige Motorkøretøjer vilde være så voldsom, at Motortransport ikke vil kunne betale sig i de første tredive År! Altså må man for enhver Pris bygge moderne Bilveje - og de findes jo også omkring paradebyerne, selv om de nærmere beset kun er nogle Kilometer lange! Men skal der bygges Bilveje til Godstransport, så kræves der Sten, dette ganske simple Materiale, der i Rusland imidlertid mangler i hele Provinser! Efter tyske Forhold måtte man altså hente Stenene fra Tyrkiet eller i det mindste fra Spanien - man behøver ikke at regne ret længe, før man forstår, hvad en sådan Bilvej kommer til at koste! Alt Gods, der transporteres ad disse Veje, fordyres med en Tredjedel for at dække Byggeomkostningerne! Også her står altså Rusland mellem Skylla og Gharybdis: med de nuværende bundløse Landeveje forbruger det mange Hundred Tusinde Lastvogne om Året; men bygges der nye Bilveje, bliver Bekostningen ikke mindre, men måske snarere større endnu. Det ser altså ud, som om Rusland med bydende Nødvendighed kræver Hesten, som om selve dets brede Natur rejser sig imod Mekaniseringen - så meget er vist, den forhastede Motorisering var det rene Vanvid: den har ikke blot været en Åreladning af den russiske Nationalformue, men svækket den i den Grad, at den vil være uden Kraft i de første Årtier!

Således bliver Tilbedelsen af Teknikken for dem faktisk til en Forbandelse, en Forbandelse, som de på ingen Måde mere kan unddrage sig. Er ikke de fleste Giganter, med suveræn Foragt for den, forældede Jærnbane', fra første Færd indstillet på Motortransport? Men også en hel Række andre Kendsgerninger driver dem dybere og dybere ind i denne Snævring, ikke mindst deres Frygt for Prestigetab - kort sagt, det russiske Folk må igennem denne Snævring, selv om Halvdelen skal efterlades undervejs! I sidste Instans bærer jo den russiske Mand alle disse Eksperimenter, hans Indtægt forringes som Følge af den negative Økonomi; hans i Forvejen knappe Ernæringsdækning klippes kortere og kortere. Med eet Ord: de dyreste Transportmidler i det Land på Jorden, der har de længste Afstande og den fattigste Befolkning - kan det ende på anden Måde end med Bankerot! I Grunden går det med vore Dages Rusland, som det undertiden gik med vore Aristokrater: Forfædrene havde ved møjsommeligt Arbejde samlet det hele, så kom der pludselig som Arving en Søn, der spillede deres Millioner bort i Monte Carlo i Løbet af fem År. Bortødslet i Spil, i Lediggang, i Eksperimenter - det er Ruslands gamle Tragedie.. .«

Den gamle Landbrugskandidat tav og skænkede atter Te i Kopperne - var det for tiende eller var det for tolvte Gang? Den unge Tysker sad med lukkede Øjne, monoton som Lyden af en faldende Dråbe trængte Stemmen til hans Øren - han måtte uvilkårlig tænke på Historien om Kineseren, der gjorde sin Fange vanvittig med en evigt faldende Dråbe. Kunde han komme igennem denne lange Nat uden også selv. . . ? Thi hvad han ødelagde for ham, det vidste den anden jo ikke, hvor skulde han kunne anet det? Og den gamle blev da også ved, jævnt og stille som før:

»Russeren har aldrig kendt til Præcision, den første Betingelse for al Teknik. Når han i gamle Dage såede til Gavn for sig selv, gjorde han sig Umage; men nu, da han ved, at alt alligevel bliver taget fra ham, stiller han ganske roligt Ploven noget fladere det vigtigste er hurtigt Arbejde, så får han præmie for, Tempo'! Ifjor, under den første Hungersnød, stod på mange Marker Kornet uhøstet, da Vinteren kom, så slet fungerede Forvaltningen! Og på den anden side er det diktatoriske System ikke i stand til at hindre Stigninger i Brødpriserne, skønt Arbejdslønnen naturligvis ligger fuldstændig fast.

Men jeg har endnu slet ikke talt om de Arbejder, som man af Princip ingen Løn betaler for, fordi man her har opfundet en endnu langt bedre Metode: Skovarbejdet i de nordlige Provinser! Her har man to Metoder: enten sender man de forviste derop, det vil sige de tidligere Kulakker, eller Fangerne i Koncentrationslejrene, altså for Størstedelen Efterkommere af den tidligere Tids borgerlige! Men naturligvis arbejder Rusland ikke anderledes i Skovbruget end i Landbruget, hvert År ødelægges sikkert en Tredjedel af Tømmeret; kun er Svindet her ikke så føleligt: om Skoven formindskes med nogle Tusinde Tønder Land, det mærker de jo ikke i Kreml. Og at der også går Titusinder af Mennesker til Grunde hver Gang, det mærker de endnu mindre deroppe. Disse forviste må arbejde under Forhold, der er endnu ti Gange værre end på Kolkhosgodserne; for Eksempel må de bo sammen med de rigtige Forbrydere, som Forstvæsenet køber af Tugthuset som Arbejdere for to Rubler pr. Dag. Sandelig, det er Dødmands-Tømmer, de oversvømmer hele Verden med - men Vesteuropa siger ikke nej, Vesteuropa køber med god Samvittighed, det er jo så billigt! Og dog klæber til hver Rummeter en brav Mands Død, hvis eneste Forseelse består i, at han engang var en flittig Bonde, der drev sin Gård bedre end de dovne Kolkhosfolk. Men netop det må han undgælde for med Døden; thi andet er Forvisningen ikke. Man er blevet en ,kultiveret' Stat, har længe spekuleret på at blive Medlem af Folkeforbundet, de mange I henrettelser ved Skydning gør Vesteuropa nervøst - derfor har man hittet på denne Metode, der ikke alene tillader at spare de kostbare Patroner, men også skaber Produkter lige til det sidste Øjeblik og desuden ender så tyst og stille i Skovenes Sne...«


Følg History Watch på :
Facebook Twitter YouTube