Skip Navigation Links Historie 2. Verdenskrig Dokumentar Fængselpræst fortæller

Præstegerningen tysk fængsel i Norge

Erindring: Fængselspræst Dagfinn Hauge

En tegning lavet af en tysk krigsfange

      Illustreret Videnskab HISTORIE + Nano jakke
Jeg er alt for veg og klynker urimeligt meget. Selvfølgelig ved jeg intet om hvordan de andre tager enecelletilværelsen. Bagefter vil man vej næppe fortælle sandheden hvis den ikke er dekorativ.
Lettelse over, at jeg er kommet gennem de sidste måneders umenneskelige kvaler med min forstand i behold.
En Celle, i Vestre Fængsel,
en Vask, en Træbænk, et Bord.
To Celler ved Siden af mig
sad en, der var fængslet for Mord.
Kringsatt av fiender, gå inn i din tid!
Under en blodig storm, vi deg til strid!
Kanskje du spør i angst, udekket, åpen:
Hva skal jeg kjempe med, hva er mitt våpen?
I 1940 gikk Gunnar Sønsteby besluttsomt inn i kampen mot nazistene. Den unge mannen nektet å innrette seg etter okkupantenes påbud.
Jeg har heller ikke denne gang noget at skrive om, jeg venter stadig først at høre fra Eder.
Eichmann satte mig ind i metoden med motorgasning i lastvogne, som man hidtil havde benyttet den østpå. Men det kunne der slet ikke være tale om med de massetransporter, man kunne vente i Auschwitz.
I anledning af, at De i dag har henrettet otte danske mænd.
I Deres Henvendelse til den danske Befolkning den 25. April 1944 har De proklameret en skærpet tysk Undertrykkelse af vort Land.
Børge blev fra første Færd din Undergruppefører og din Ven. Han fik sit sidste Hvilested ved din Side i Mindelunden.
Ja, så går Far ud på den lange Rejse. Jeg sender hermed jer alle fire mine sidste kærlige Hilsener og håber, at I alle må leve længe og lykkeligt.
Dette er min sidste hilsen, Jeg må sende dig, i dag til morgen skal jeg dø.
Hitlers første verdenskrig Kvinderne i Ravensbrück

Bogtips

Præsten Dagfinn Hauge fortæller sine fra erindringer, fra Akershus, I bogen ”Sådan dør mænd”.

Tyskerne brugte Akershus som fængsel, men hovedsageligt som samlingssted, før fangerne blev sendt videre til et tysk fængsel.
Da jeg senere bad om at måtte aflægge et nyt Besøg, svarede Kommandanten, at han vilde ordne sig med en fast Præst for de norske Fanger. Dette førte så til, at jeg af Biskoppen i Oslo fik den Opgave at fungere som Fængselspræst på Akershus. Det var tænkt som en rent midlertidig Ordning. Ingen regnede med, at en sådan Tjeneste skulde blive nødvendig gennem fire År. Og endnu mindre anede vi om alt det, Landsmænd skulde opleve i Cellerne indenfor de gamle Mure.

Arbejdsvilkårene var ikke lette. Kun to Gange i Ugen var der Lejlighed til at komme ind - hver Gang en Time. Ofte var der mange Fanger, så der kun blevet Par Minutter i hver Celle. Der blev kun lige Tid til at hilse, aflevere det nye Testamente og Salmebog, forklare lidt om Bibellæsning og. Bøn, skrive Navn og Adresse på de nærmeste Pårørende - og så videre til næste Celle.

Men disse korte Besøg gav alligevel et Indtryk af stovte Mænd med en Rejsning og et Mod, som gav Respekt. Ensomheden og Usikkerheden var tung nok at bære, men ingen lod sig kue. Lærte man at tro på sit Folk i dette første Krigsår, lærtes det ikke mindst her på Akershus.

Jeg husker en Dag lige før Påske.

I Cellen sad en ung Karl fra Nordnorge. De levede af Jagt og Fiskeri deroppe, og da Tyskerne gav Ordre til Aflevering af alle Skydevåben, var det ikke let at adlyde. På en eller anden Måde blev det kendt, at de beholdt deres Rifler, og Far og to Sønner måtte bytte Friheden ved Fjorden og Fjældet med en tysk Fangecelle. Denne Dreng havde fået to Års Tugthus.
»Hvordan klarer du dig?«
»Å, jeg skal nok klare mig. Men jeg tænker så meget på Far. Han sidder her i Cellen ved Siden af. Jeg skulde gerne tage hans Straf efter min egen, hvis han kunde få Lov at rejse hjem.«

Der blev stille i den fattige Celle. Tanken gik til en, som var villig til at tage Alverdens Syndeskyld på sig. Denne Dreng viste hen til Ham, uden at vide det. Hans Sind præger da endnu norsk Ungdom.

En anden Gang var det en ung Fyr fra Sørlandet. »Hvordan går det?«
»Fint.«
»Men Dagen bliver vel lang for dig?«
»Nej. Jeg synes, den går hurtig. Jeg har altid noget at gøre. Vi kan vaske Cellen. Se på Vinduet, hvor fint jeg holder det. Så skal vi spise og lufte. Af og til laver jeg mig et Spil. Og kan jeg ikke finde på andet, sætter jeg mig på Sengekanten og tænker på, hvorfor jeg sidder her. Og så kan jeg ikke andet end le!« Et muntert Smil lyser imod mig.

I Reglen sad Fangerne ikke længe på Akershus. De kom fra hele Landet for at føres videre til de tyske Fængsel Fuhlsbüttel ved Hamborg. De blev der derfor kun nogle Uger, i enkelte Tilfælde nogle Måneder. Det hændte også, at Tiden var så kort, så jeg slet ikke fik Lejlighed til at besøge dem.

Men de fleste fik da det nye Testamente og Salmebogen med sig. Når de kom til Fængslet i Fuhlsbüttel, måtte de aflevere alt, hvad de ejede til Opbevaring Klæderne inklusive - men Testamentet og Salmebogen fra Hjemlandet fik de Lov at beholde.

Vi har mange Vidnesbyrd om, hvad det betød for dem.


Kære Fader Jeg er blevet sendt til København, og når du læser dette brev, er jeg ikke mere.
Afskedsbrev Marius Fiil Og når alle I kære derhjemme holder sammen om vores kære Hjem og arbejder for det, da mødes vi engang i Herrens Hus.
Følg History Watch på :
Facebook Twitter YouTube