Skip Navigation Links Historie 1. Verdenskrig Dokumentar Spionen henrettes

Spionen Mata Hari henrettes

Henry G. Wales

Foto af Mata Hari

      Illustreret Videnskab HISTORIE + Nano jakke
Tidslinje og Wiki for Mata Hari, med aktuelle dokumentariske beretninger.
"Det er vanskeligt at leve. Jeg var Syngepige på Montmartre. Min Kæreste er i Krigen. Der er ingen tilbage. Det er det samme med os alle. Om kort Tid dør vi alle sammen af Sult. Mais, pourquoi pas? En Syngepiges Død betyder intet for Frankrig, og vil ikke ødelægge Glæden over dets Sejr!"
En hotel-Pige trækker ikke på gaden – hun bor på hotel og gør bekendtskaber der.
Det var kun et Tilfælde, der førte til Arrestationen af en velkendt Modehandlerinde, hvis Eftermiddagsteselskaber blev besøgt af mange Tyskere med hemmelige Forretninger i Paris.
Vort Kompagni fik Opstilling ved en stor Bondegård, hvorunder der findes en lille Stenhule, og en Dag, da vi undersøgte denne, traf vi der en ung Pige på 15 År. Det var Datteren på Gården, som ikke vilde forlade sit fædrene Hjem.
Den Måde, på hvilken flere Kvinder er optrådt i Garmisch-Partenkirchen har vakt en levende forbitrelse og Harme blandt Stedets Befolkning.
Engelsk sygeplejerske i Belgien, der hjalp allierede soldater på flugt, som blev henrettet af tyskerne.
I anledning af, at De i dag har henrettet otte danske mænd, føler jeg trang til at sige Deres exellence min mening.
Nu har Klokken slaget 11 og snart 12, og vi skal væk herfra, Vorherre kalder os hjem til sig, og vi får det godt alle hjemme hos ham.
Dette er min sidste hilsen, Jeg må sende dig, i dag til morgen skal jeg dø.
Jeg er blevet sendt til København, og når du læser dette brev, er jeg ikke mere.
Jeg saa fem Mand bundne til Træer. Tyskerne var alle døddrukne af alt det Spiritus, de havde plyndret sig til. De begyndte med at stikke deres Knive i Ansigtet og Halsen paa Fangerne.
Jeg havde det store Held at se noget af den Stormmarch til Undsætning, der gav Håb om, at trods alt vilde måske den Tragedie, der havde syntes uundgåelig.
Hitlers første verdenskrig Kvinderne i Ravensbrück

Bogtips

Mata Hari blev henrettet ved skydning for at være tysk spion. Det er beretningen om hendes sidste timer, død og hendes hinsides.

Nederst på siden kan en fransk optagelse af Mata Hari's henrettelse ses.
Den 18. oktober 1917


På intet tidspunkt svigtede den smukke kvindes jernvilje hende. Fader Arbaux, to nonner, kaptajn Bouchardon og hendes advokat, Maitre Clunet, trådte ind i hendes celle, hvor hun stadig sov - en rolig, uforstyrret søvn, bemærkede vogterne og de tilstedeværende.

Nonnerne ruskede hende blidt i skulderen. Hun satte sig op og fik at vide, at hendes sidste time var kommet.

»Må jeg skrive to breve?« var det eneste, hun bad om.

Kaptajn Bouchardon gav øjeblikkelig tilladelse, og hun fik udleveret pen, blæk, papir og konvolutter.

Hun satte sig på sengekanten og skrev brevene med febrilsk hast. Så rakte hun dem til sin advokat, for at han skulle tage dem i sin varetægt.

Herpå trak hun sine strømper på, sorte, spindelvævstynde silketingester, der virkede helt groteske under disse omstændigheder. Hun stak i et par højhælede sko og bandt silkebåndene omkring anklerne.

Nu rejste hun sig op og greb den lange, sorte fløjlskåbe, der havde hængt ved sengens hovedgærde. Den var kantet med pelsværk, og en stor, firkantet pelskrave strakte sig ned langs ryggen. Den trak hun over den tykke silkekimono, hun havde haft på som natkjole.

Hendes væld af sort hår var stadig flettet rundt om hendes hoved. Hun iførte sig en stor, bredskygget filthat med sort sløjfe og sorte silkebånd. Langsomt og tilsyneladende uinteresseret trak hun et par sorte gedeskindshandsker på og meddelte derefter roligt:
»Jeg er rede.«

Selskabet bevægede sig langsomt fra hendes celle ud til den ventende bil.

Bilen kørte tværs gennem den sovende by. Klokken var endnu ikke halv seks, og solen var knap nok stået op.

Da man var kommet igennem Paris, susede bilen af sted mod Caserne de Vincennes, det gamle fort, som tyskerne stormede i 1870.

Soldaterne stod allerede opstillet. De tolv zuaver, der udgjorde henrettelseskommandoet, stod på række med gevær ved fod. En underofficer stod bag dem med dragen sabel.

Bilen stoppede, og alle steg ud. Mata Hari til sidst. Gruppen begav sig uden videre omsvøb hen til det sted, hvor en lille jordvold hævede sig små tre meter for at danne baggrund for eventuelle kugler, der ikke måtte ramme deres menneskelige mål.

Mens fader Arbaux talte med den dødsdømte kvinde, nærmede en fransk officer sig med et stykke hvidt klæde.

»Til at binde for øjnene,« hviskede han til de to nonner og rakte dem det.

»Behøver jeg tage det på?« spurgte Mata Hari sin advokat, da hun fik øje på klædet.

Maitre Clunet så spørgende på den franske officer.

»Hvis Madame ikke ønsker det, betyder det ikke noget,« svarede officeren og skyndte sig bort.

Mata Hari blev ikke bundet, og hun fik heller ikke bind for øjnene. Hun stod og så sine banemænd fast i øjnene, mens præsten, nonnerne og hendes advokat trådte til side.

Den officer, der havde kommandoen, og som hele tiden havde holdt skarpt øje med sine folk, at ikke en af dem skulle give sig til at undersøge sin riffel for at finde ud af, om han var den, der havde fået det ene, løse skud, lod til at være lettet over, at det hele snart var overstået.

En skarp, smældende kommando, og rækken med de tolv mand rettede op. Atter en kommando, og riflerne røg op til skulderen. Hver mand spejdede nu hen over løbet mod sit mål - kvindens bryst.

Hun rørte ikke en muskel.

Underofficeren var trukket hen til siden, så mændene kunne se ham gennem øjenkrogen. Hans sabel var hævet.

Nu susede den ned. Solen - der omsider var kommet op på himlen - funklede i den nypudsede klinge, da den beskrev en kort bue. I samme sekund smældede en skudsalve. Flammer og en lille røgsky blussede frem fra hver riffelmunding. Automatisk sænkede mændene deres våben.

Mata Hari faldt sammen ved smældet. Hun døde ikke, således som skuespillere og filmstjerner vil have, vi skal tro, folk dør, når de bliver skudt. Hun slyngede ikke armene i vejret eller kastede sig frem og tilbage.

I stedet sank hun bare sammen. Langsomt, næsten dovent gled hun ned på knæ. Hovedet var løftet, som det hele tiden havde været, og der var ikke det mindste udtryk af ubehag at læse i hendes ansigt. En brøkdel af et sekund syntes hun at dvæle her på knæene, mens hun stirrede direkte på dem, der havde berøvet hende livet. Så faldt hun bagover, bøjede i hoften og sank ned over sine bøjede ben. Her lå hun sammenbøjet, ubevægelig og med ansigtet vendt mod himlen.

En underofficer, ledsaget af en løjtnant, trak sin revolver fra det store, sorte hylster, der var spændt om livet på ham. Han bøjede sig frem, satte revolvermundingen næsten - men ikke helt - hen til spionens venstre tinding. Han trykkede på aftrækkeren, og kuglen eksploderede sig vej ind i kvindens hjerne.




Følg History Watch på :
Facebook Twitter YouTube