Skip Navigation Links Historie 1. Verdenskrig Militæret Paris reddes

Paris reddes

Krigskorrespondent Philip Gibbs

kvinde rækker en fransk dragon hånden

      Illustreret Videnskab HISTORIE + Nano jakke
Medlemmerne af republikkens regering har forladt Paris at give det nationale forsvar en ny impuls.
Farvel liv, farvel kærlighed, Farvel alle kvinder
Det er for alvor forbi, da denne infame krig aldrig ender
Slaget Mons blev den første træfning mellem de tyske tropper og de engelske.
"Det er vanskeligt at leve. Jeg var Syngepige på Montmartre. Min Kæreste er i Krigen. Der er ingen tilbage. Det er det samme med os alle. Om kort Tid dør vi alle sammen af Sult. Mais, pourquoi pas? En Syngepiges Død betyder intet for Frankrig, og vil ikke ødelægge Glæden over dets Sejr!"
Det var kun et Tilfælde, der førte til Arrestationen af en velkendt Modehandlerinde, hvis Eftermiddagsteselskaber blev besøgt af mange Tyskere med hemmelige Forretninger i Paris.
"Se det er Kejserdømmet Tyskland."
En hotel-Pige trækker ikke på gaden – hun bor på hotel og gør bekendtskaber der.
Mata Hari til sidst. Gruppen begav sig uden videre omsvøb hen til det sted, hvor en lille jordvold hævede sig små tre meter for at danne baggrund for eventuelle kugler, der ikke måtte ramme deres menneskelige mål.
Mere ville jeg have glædet mig hvis jeg kunde havde været hjemme hos Eder og fejret julen og det i glæden.
Den Måde, på hvilken flere Kvinder er optrådt i Garmisch-Partenkirchen har vakt en levende forbitrelse og Harme blandt Stedets Befolkning.
Engelsk sygeplejerske i Belgien, der hjalp allierede soldater på flugt, som blev henrettet af tyskerne.
Han kom så bort, men igår hørte jeg at det var kommen at han var død. Der mentes at Rygraden var brækket.
Deres Brev, har været min eneste Trøst i disse forfærdelige Dage.
Det var ikke mig, der slog dig ihjel, og hvorfor skulle du også, når nu du var læge, absolut deltage i det natlige angreb?
Forsvaret af brohovedet Paris er af allerstørste betydning, såvel fra et militært som et politisk synspunkt. Går byen tabt, vil det føre til tabet af hele kystsletten nord for Seine og berøve os vore raketstandpladser for den langtrækkende beskydning af England.
Tidslinje med beretninger fra Frankrigs nederlag under 2. Verdenskrig.
Frankrigs Frafald har selvfølgelig været til stor Skade for vor Stilling i, hvad der med et lidt besynderligt Navn kaldes Det mellemste Østen. Ved Forsvaret af Somaliland, for Eksempel, havde vi regnet med, at stærke franske Styrker vilde angribe Italienerne fra Jibuti.
Det var gribende at se det franske Folks Sorg. Trods alt havde man haabet. Tanken om Miraklet havde alligevel ligget i Underbevidstheden som noget, der maaske alligevel laa indenfor Mulighedernes Grænse, og ingen havde for Alvor villet indrømme, at det bar mod Nederlag.
En Battlefield dokumentarserie fra slaget.
Det er et sørgeligt Faktum, men vi mangler alt, sagde han. Ved De, hvor mange Flyvemaskiner jeg, den Øverstkommanderende over en Arme, har til min Disposition?
Hitlers første verdenskrig Kvinderne i Ravensbrück

Bogtips

Beretningen er skrevet af den engelske krigskorrespondent Philip Gibbs, der var i Paris under de skæbnesvangre dage i september 1914, hvor den tyske fremrykning blev standset foran Paris, som førte til at tyskerne trak sig tilbage til en forstærket forsvarsstilling.

Dette træk var indledningen til skyttegravskrigen på Vestfronten, hvor begge parter på Vestfronten befæstede deres linje fra kyst til kyst.

Jeg synes beskrivelsen af ånden i Paris er spændende og forholdet til englænderne. På det her tidspunkt har jeg læst beretninger om at franskmændene frygtede et engelsk sammenbrud efter Mons, da de engelske soldater reagerede på en anden måde end franskmændene.

Historien om de franske taxaer, som blev brugt til at bringe franske soldater til fronten er genial. Mobile krigsførelse i 1914.
En fransk soldat - et tinted billede
Jeg havde det store Held at se noget af den Stormmarch til Undsætning, der gav Håb om, at trods alt vilde måske den Tragedie, der havde syntes uundgåelig - Erobringen af Verdens smukkeste By - ikke gå i Opfyldelse.

Denne store Bevægelse kom fra Vest, Syd og øst og vedblev uophørligt Dag og Nat.

På Stationer i Nærheden af Paris så jeg Regiment efter Regiment stige i Toget - Folk fra de sydlige Provinser, der talte Sydens Dialekt, Mænd fra de østlige Departementer, som jeg for en Måned siden ved Krigens Begyndelse havde set i Châlons, Epernay og Nancy, og Folk fra Sydvestfrankrig og fra Centrum, der lå i Garnison langs med Loire.

De var alle i et udmærket Humør, mærkeligt uforfærdede over den hurtige tyske Fremrykning. "Vær ikke bange, lille Ven," sagde en smudsig, ubarberet Gentleman med en d'Artagnans leende øjne, "vi skal bide deres Hoveder af. Disse brutale Bocher er ved at løbe i en Dødsfælde. Nu fa ar vi dem til sidst."

Jernbanevognene var smykket med Markblomster. Folkene havde Buketter i deres Kepier. Med Kridt havde de kradset Indskrifter på Kreaturvognene, som de kørte i. "A mori Guillaumel" "Vive la Gloire!" "Les Francais ne se rendent jamais!" Mange af dem havde kæmpet ved Longwy og på Vogesernes Højder. De yngste af dem havde strittende Skæg. Deres blå Frakker med Skøderne, der var hæftet op, var medtaget af Krigen og plettet af Støvet fra lange Marchture. Deres røde Bukser var fedtede og plettede.

Men de havde ikke glemt at le, og deres kække Humør var godt at se på. En af mine Venner sagde, at han ikke skammede sig over, at Tårerne sad ham i Halsen, da han stod iblandt dem og greb deres brune Hænder. I hine Krigens første Dage kunde man endnu blive grebet af en stærk Bevægelse. Senere hvilede Ensformigheden ved det alt sammen tungt på ens Sjæl.

De var meget stolte disse franske Soldater over at kæmpe Side om Side med deres gamle Fjender Englænderne, som nu efter lange Århundreders Strid, fra Edward den sorte Prins til WeIlington, var deres Våbenfæller på Valpladserne.

I den moderne Krig er det kun Menneskemasserne, der har nogen Betydning, sat i Bevægelse ved fælles Lydighed af en mystisk, fjern Magt, og jeg takkede Himlen, fordi Menneskemasser var i Bevægelse, hurtigt, i store Mængder og i den rigtige Retning for at støtte de franske Linjer, der var falden tilbage fra Amiens, et Par Timer før jeg forlod denne By, Franskmændene hvem jeg havde fulgt på Tilbagetog, tilbage og tilbage, med Englænderne altid støttende deres venstre Fløj, men trækkende sig tilbage med dem næsten til Udkanten af selve Paris.

Kun dette kunde frelse Paris - den hurtige Forstærkning af de Allieredes Front med vældige Reserver, der var stærke nok til at modstå den pilformede Rambuk på Fjendens højre Fløj.

Alle vore britiske Reserver var i stor Hast sendt fra Havre og Rouen til Fronten. Der kunde kun drages en Slutning af denne hurtige Bevægelse. De franske og britiske Linjer var blevet støttet af enhver disponibel Bataillon for at frelse Paris fra den truende Ødelæggelse, for at møde Vægten af Fjendens Metal med en Styrke, der var stærk nok til at modstå dets Masse.

En af Krigens mest dramatiske Begivenheder var Transporten af Paris' Besætning til Kamplinien - i Biler. Der var 2000 af disse Vogne i Paris, og på denne første Dag i September forsvandt de, som om Jorden havde opslugt dem, lige som jorden havde opslugt en af dem for ikke længe siden, da de store Oversvømmelser havde undermineret Gaderne. General Galliéni, Paris' Militærguvernør. havde pludseligt udsendt Ordre til alle Chauffører, som øjeblikkelig ignorerede Passagerers udstrakte Hænder <;>g Råb fra Folk, der var fortvivIet ivrige efter at nå en Jernbanestation med deres Bohave for at slippe bort. På Depoterne fik Chaufførerne at vide, at på Styrken af deres Ringe og på deres Maskiners Kraft beroede Paris' Sikkerhed og måske hele Frankrigs Liv. Det var en overordentlig Begivenhed i den moderne Krigs Historie. Fem Soldater blev stoppet i hver Vogn, fire indvendig og en hos Chaufføren, med deres Geværer og Oppakning anbragt imellem sig. På en Tur blev tyve Tusind Mand ført henad Vejen til Meaux. Det var en Triumf af hurtig Bevægelse, og når i Fremtiden Pariseren føler sig fristet til at bande disse røde Vogne, der farer omkring i Gaderne til Fare for alle Fodgængere, der glemmer, at man må narre Døden ved aldrig svigtende Årvågenhed, vil hans retfærdige Harme måske niildnes ved Mindet om, at det var de Vogne, der kørte General Manourys Hær før Kampen ved Meaux, som vendte Krigens Strøm og drev Fjenden på Tilbagetog.

Det vil være General Joffres og den franske Generalstabs uvisnelige Hæder, at de efter seks Ugers Uorden, der skyldtes deres Hærs Uforberedthed og deres skæbnesvangre Dispositioner af de disponible Tropper, tog sig sammen med en vidunderlig Kraftanstrengelse og ved et brillant strategisk Kup fuldstændigt overraskede Fjenden og tildelte ham et lammende Slag. Den tyske Generalstab - Hjærnerne i den største militære Maskine i Europa - overlegen stolte i deres Tro på, at de alene havde den omfattende Kundskab til hele Krigsvidenskaben, og at de allierede Hære kun var nogle sølle Fæhoveder, uden Intelligens og uden Organisation, der ganske var ude af Stand til at modstå den tyske Races militære Geni, de fandt sig nu narrede og udmanøvrerede netop i det Øjeblik, da Sejrens Pris syntes at være inden for deres Rækkevidde.

For første Gang siden Begyndelsen af deres Fremrykning på fransk Territorium stod de lige over for et omtrent lige Antal, og de blev straks bragt til at gøre Holdt. Denne Standsning, der var rystende for deres Selvtillidsfuldhed, viste sig at være mere end en blot og bar Standsning, der let kunde overvindes ved at bringe flere Batailloner frem. Det gik op for General von Kluck, at Franskmændene havde samlet en frygtelig Masse Mennesker sammen, parate til at kaste dem mod hans højre Flanke. Deres Kanoner var allerede ved at begynde at åbne Ilden med en frygtelig Virkning på hans fremskudte Kolonner. Presset af franske Regimenter, der kom marcherende støt og hurtigt fra Sydøst og Sydvest efter Ugers Tilbagetog, tvang hans Forposter til Flugt, drev hans Kavaleri tilbage og udviklede en stærk og resolut Offensiv. Den fjerde og femte September var der en hæftig Kamp på den tyske venstre Fløj og i Centrum, Syd for Marne og Vest for Ourcq. Medens General von Kluck bestræbte sig for at modstå Stødet af de franske og britiske Tropper, som trængte hans højre Fløj med store Mængder Artilleri, gjorde General von Biilows venstre Fløj -tillige med den sachsisk e Hær og Prinsen af Wiirtembergs Hær fortvivlede Forsøg på at bryde det franske Centrum ved voldsomme Angreb Nord for Sezanne og Vitry-Ie-Francois. I to Dage prøvede Tyskerne i fuldt Mål den Styrke, der stod lige over for dem, men det lykkedes dem ikke noget Sted at bryde igennem den franske Linie, så at de Allierede, der heldigt holdt Stand mod den fulde Vægt af Fjenden, vandt Tid, så at Forstærkninger kunde nå dem og udviklede så et fuldstændigt og almindeligt Angreb.

Von Kluck opdagede, at hans Tropper veg. Den franske mordant var for meget for Preusserne så vel som for Sachserne, der i mange franske Landsbyer og på det flade Sletteland blev strengt straffet af det engelsk-franske Artilleri og drevet på Flugt af Bajonetangreb, der blev udført med utrolig Voldsomhed. Det tyske Hovedkvarter, der modtog disse Rapporter fra alle Dele af Fronten, må have fået mange moralske Stød, der underminerede deres Stolthed og pinte deres Nerver. Måske vil vi en Dag komme til at læse Historien om disse Krigsråd mellem de tyske, Generaler, da Folk, der tillidsfulde havde ventet Sejren, begyndte at blive plaget af Tvivl, skjulende deres Frygt endog for sig selv, indtil de blev tvunget til den dystre Erkendelse af en alvorlig Fare. Nogle af disse Mænd må have grædt og andre bandet, medens von Kluck besluttede at spille sikkert Spil og udstedte en Ordre om Tilbagetog. Tilbagetog! Hvad vilde Kejseren sige i Berlin, hvor han ventede på Prisen Paris, når han hørte, at den var sluppet ud af hans Greb? Hvordan kunde de forklare Meningen med dette Tilbagetog for Folk derhjemme, der ventede Bytte fra Louvre og Souvenirs fra parisiske Butikker?

Nogle af Officererne tænkte disse Ting - jeg har læst deres Breve - men General von Kluck må kun have haft en altovervældende Tanke, der var vigtigere endnu end en Kejsers Vrede. "Gott im Himmel, skal jeg trække denne Hær tilbage til en stærkere Stilling eller skal jeg risikere alt i en Kamp i åben Mark mod disse franske og britiske Kanoner og med næsten lige Chancer?" Det tyske Centrums Fiasko var den alvorligste Katastrofe og truede von Kluck med en omgående Bevægelse af de allierede Tropper, der kunde føre til hans Undergang, tillige med Blomsten af de kejserlige Tropper. Borte der ved Aisnen var der uindtagelige Stillinger, der var fristende for Mænd, der var hårdt i Bekneb. Overladende intet til Tilfældet havde Tyskerne selv forberedt dem i Tilfælde af Tilbagetog, skønt de kun havde drømt om det som en fantastisk Mulighed. Krigslykken så vel som en forsigtig Dømmekraft pegede tilbage til Aisnen for at vinde Sikkerhed. De allierede Hære sluttede op, voksende i Styrke af Mænd og Kanoner, som Timerne gik. Om en Dag eller to kunde det blive for sent at nå Tilflugtsstedet på Højderne.


Følg History Watch på :
Facebook Twitter YouTube