Skip Navigation Links Historie 2. Verdenskrig Politik Churchill Teheran Konferencen

Teheran Konferencen

Af: Lord Moran (Churchills læge)

Metalpen af Stalin

      Illustreret Videnskab HISTORIE + Nano jakke
De Forenede Stater er forpligtet til at yde fuld støtte til de modige nationer, der sætter sig til modværge mod angrebshandlinger ...
Lad os sige til demokratierne: Jert forsvar for friheden er et vitalt anliggende for os amerikanere ... Vi vil sende jer et stadigt voksende antal skibe, flyvemaskiner, tanks og kanoner. Det er vort formål og det er vort løfte.
Operationerne i det europæiske område vil blive foretaget med det Mål for øje i 1943 at tilføje Tyskland et nederlag og med den størst mulige styrke, som de forenede Nationer er i stand til at indsætte imod det.
Præsidenten for De forenede Stater og Premierminister Churchill, Repræsentant for Hans Majestæts Regering i Det forenede Kongerige, har afholdt en Konference og anser det derefter for rigtigt at offentliggøre visse almindelige Principper, paa hvilke de grunder deres Haab om en bedre Fremtid for hele Verden.
Plakat med Churchill som Bulldog
I sent him 'cross that ocean to Yalta and to Tehran;
He didn't like Churchill very much and told him man to man;
This world was lucky to see him born.
Hitlers første verdenskrig Kvinderne i Ravensbrück

Bogtips

I denne beretning fra Teheran Konferencen, fortæller en fra Winston Churchills stab, om hvordan Churchill og England står svagt i forhold til USA og Sovjetunionen. Det er her grunden til grænsedragningen efter Tysklands nederlag lægges.
25. november 1943

Traf Harry Hopkins og fandt ham fuld af ironi og spydigheder. Han kom netop fra et møde mellem de britiske og amerikanske militære chefer, som var i færd med at udforme en felttogsplan, der skal forelægges Stalin i Teheran. Efter Harrys udsagn talte Winston så at sige hele tiden, og det meste af det var om „hans forbandede italienske krig". Harry fortsatte på sin tørre, aggressive måde:

„Winston sagde, at han var hundrede procent for OVERLORD. Men det var meget vigtigt at erobre Rom, og derefter burde vi tage Rhodos."

Harry sagde utvetydigt, at hvis P.M. følger denne kurs i Teheran og igen prøver på at få OVERLORD udsat, vil amerikanerne støtte russernes standpunkt.

Alle Hopkins' synspunkter på strategien kommer selvsagt fra Marshall, men de synes at blive sure, når de skifter fra den ene til den anden, ligesom en bakterie får større virulens, når den går fra én vært til en anden. Selv om jeg tager i betragtning, at Harry går stærkt ind for sin parts standpunkter, har jeg dog i den sidste tid lagt mærke til, at man er blevet mere skarp og stejl i målsætningen i den amerikanske lejr. Amerikanerne rejste meget opmuntrede fra Quebec i den tro, at alting var definitivt afklaret. Og nu rider P.M. sin gamle traver. Der er en ildevarslende skarphed i deres tale, når de siger, at de ikke vil tillade, at tingene fortsat bliver forkludret på denne måde. „Nogle af os begynder at spekulere på, om invasionen nogen sinde bliver til noget," sagde Hopkins bidsk.

Harry tror, at P.M. forsøger på at slippe for sine forpligtelser. Da jeg prøvede på at komme med indvendinger, sagde han utålmodigt: „De vil vel ikke fortælle mig, at Winston har fået kolde fødder?" Dette er i virkeligheden forklaringen på alt dette tovtrækkeri. P.M. har altid frygtet et mislykket forsøg på at gå i land i Frankrig; han mener, at det vil kunne ændre krigens udfald. Han rejste fra Quebec efter at have forpligtet sig, men han var langtfra glad. Og de lange, angstfyldte dage, der fulgte, mens Salerno-landgangens skæbne hang i en tråd, bekræftede kun hans dystre anelser. På vejen herud blev det klart, at han ruger over de store vanskeligheder ved dette „fantastiske foretagende". Han er blevet mere og mere sikker på, at en invasion i Frankrig i den planlagte form må slå fejl.

Det er i denne stemning, at P.M. er kommet til Cairo. Kun en gnist var nødvendig for at få ham til at springe i luften. Den har ikke været længe om at komme. Den 25 procents forøgelse i landgangsfartøjer, som blev lovet i Quebec til forstærkning af OVERLORD, skal i stedet anvendes i Det indiske Ocean. Winston var lamslået. Han satte al takt og almindelig forsigtighed til side og erklærede med voldsomhed, at OVERLORD enten måtte udsættes eller forstærkes. Ifølge Hopkins' udtalelser til mig var den britiske premierminister „eksplosiv og højrøstet", og præsidenten, der var splittet mellem Winstons skingre protest og sine rådgiveres stærke argumenter, søgte fred i kompromiset. Hvis de styrker, der er afset til invasionen i Frankrig, ikke er tilstrækkelige, er han stemt for flere operationer i Middelhavet for at svække tyskerne, indtil det tidspunkt kommer, da OVERLORD kan iværksættes uden risiko. P.M. mener, at dette vil være en meget klog disposition. Han siger, at præsidenten er den dygtigste strateg af dem alle. „Bedre end Marshall?" spurgte jeg. „Ja, bedre end Marshall."

Virkningen på Marshall af præsidentens indgriben har været en noget anden. Marshall kan aldrig være sikker på, hvad der vil ske, når Winston og præsidenten mødes. Når præsidenten vakler, er han og admiral King bange for, at premierministeren måske trods alt vil få sin vilje. Harry blev meget skarp, da han fortalte mig denne historie.

„Ja, vi forbereder os på et opgør i Teheran. De vil få at se, at vi gør fælles front med russerne," sagde han truende.

Det, jeg finder så chokerende, er at i amerikanernes øjne er P.M. stykkets skurk; de er langt mere skeptiske over for ham end over for Stalin. Men hvis skylden end er, er det tydeligt, at vi kommer til Teheran uden en fælles plan.


Teheran, 28. november 1943

P.M. elsker at være på farten igen; disse konferencers hug og parade er noget, han kan lide; han føler, at han sætter skub i krigen. Men mens han Huj over de mørke, forrevne bjerge, der beskytter adgangen til Teheran, var hans sind fuldt af bange anelser. Da vi begyndte at gå nedefter, så han op på mig og sagde:

„Jeg kunne ikke retfærdiggøre disse sidste to måneder i Middelhavet over for Underhuset. Lige siden Salerno har der hersket splittelse, og felttoget i Italien er blevet bragt i fare ved, at landgangsfartøjer er blevet sendt hjem (til England). Tyskerne har fået lov til at trække vejret efter Mussolinis fald."

Pludselig sagde han med stor heftighed:

„At amerikanerne ønsker at foretage invasion i Frankrig om et halvt års tid, er ikke nogen grund til, at vi skal kaste disse strålende chancer i Middelhavet fra os."

P.M. kan ikke få Anthonys advarsel ud af hovedet. Han sagde, at da udenrigsministrene mødtes i Moskva i sidste måned, viste Stalin sig så ivrig efter en „anden front", at vore folk begyndte at spekulere over, om alt mon stod godt til med den røde hær. Eden fortalte, at Stalin ikke kunne tale om noget som helst andet.

Roosevelt kan ikke forstå, hvorfor begge disse mænd er så voldsomt optaget af dette spørgsmål om en anden front. Harry siger til mig, at præsidenten er overbevist om, at selv om han ikke kan omvende Stalin til at blive en god demokrat, vil han være i stand til at nå til holdbar enighed med ham. Roosevelt har jo tilbragt sit liv med at få mennesker til at gøre, som han ønsker, og dybest set kan Stalin vel ikke være så forfærdelig forskellig fra andre mennesker. Roosevelt er i hvert fald, hvis jeg kan tro Hopkins, kommet til Teheran, besluttet på at finde frem til en aftale med Stalin, og han vil ikke lude noget som helst få lov til at krydse denne hensigt. Den matematiske konsekvens af dette er to mod én, og før den første dag var gået, sagde Brooke til mig: „Denne konference er forbi, selv om den først lige er begyndt. Stalin har præsidenten i sin hule hånd."

Hopkins fortæller mig, at da Davies talte med Stalin i Moskva i maj, fandt han ham fuld al mistillid: Hvis præsidenten ønskede at tale med ham alene, uden den britiske premierminister, kunne det kun være et led i en underfundig plan, der havde til hensigt at krydse hans hensigter. Det viser sig, at Davies ikke har været i stand til at bortvejre Stalins mistanke. Tilfældigvis ligger den amerikanske legation, hvor præsidenten skulle bo, et stykke fra de britiske og russiske ambassader, der ligger tæt op ad hinanden, så at han ville være nødt til at køre gennem gaderne hver dag for at være med til møderne. Harry fortæller, at efter at Molotov havde talt om muligheden for et attentat på præsidenten, indbød Stalin Roosevelt til at flytte ind i en villa på den russiske ambassades område for at være bedre beskyttet; præsidenten takkede straks marskallen for den venlige tanke og flyttede i eftermiddags. Der vil blive sørget godt for ham, for hans tjenestefolk er alle sammen medlemmer af NKVD, det russiske hemmelige politi.

Også P.M. var rørt over Stalins omsorg, og da en eller anden udtrykte skepsis med hensyn til russernes motiver, talte han vredt om vor uforstående holdning. Ikke desto mindre tror ingen i vor gruppe, undtagen Winston, på Stalins uegennyttige omsorg for præsidentens sikkerhed.

Det er selvsagt praktisk for ham at have præsidenten lige i nærheden, hvor Roosevelt ikke kan tilbringe sin tid med at konspirere med den britiske premierminister.

Da præsidenten var godt installeret i sit nye kvarter, aflagde Stalin ham straks et besøg. Da jeg hørte dette, gav jeg udtryk for mine bange anelser over for Harry. Hvis Winston ikke blev inviteret, ville det så ikke opmuntre Stalin til at tro, at demokratierne stod splittede med hensyn til deres mål? Til min forbløffelse blev han rasende og spurgte hidsigt, „hvad i alverden der kunne være i vejen for, at præsidenten mødtes med Stalin til en fortrolig samtale?" Samtalen var forløbet godt, og Harry var opfyldt af den: Der var absolut intet at skjule. Som om han ønskede at overbevise mig om, at der ingen svig var bag dette hemmelige sammentræde, diskede han op med hele historien. Hopkins sagde, at præsidenten havde gjort det klart, at han var ivrig efter at lette presset på den russiske front ved at foretage invasion i Frankrig. Stalin gav udtryk for sin tilfredshed, og da præsidenten derefter sagde, at han håbede, at Malaya, Burma og andre britiske kolonier snart ville blive „uddannet i selvstyrets kunst", blev samtalen helt intim.

Præsidenten følte sig opmuntret af Stalins forståelse for det demokratiske problem, det drejede sig om, men han advarede ham mod at diskutere Indien med premierministeren.

Mens jeg lyttede til Harry, følte jeg, at præsidentens holdning vil opmuntre Stalin til at stå stejlt under konferencen. Men Harry er ikke nervøs. Det hele går fint, sagde han.

Da jeg talte med P.M. efter det første plenarmøde, der begyndte klokken fire, virkede han så nedslået, at jeg afveg fra min sædvanlige forsigtighed og direkte spurgte ham, om noget var gået galt. Han svarede kort: „En helvedes masse er gået galt." Han ønskede ikke at tale om det, og jeg forlod ham kort efter.

Ifølge Brooke begyndte mødet med en masse høflighedsdikkedarer. Mens han citerede disse overdrevne tilkendegivelser, som havde til formål at smigre russerne, blev hans ansigt strengere, indtil det blev hårdt og kompromisløst. Jeg spurgte ham, hvilken rolle Stalin havde spillet i denne udveksling af komplimenter. Jeg fik det svar, at han havde siddet tavs og iagttagende. Han sparer altid på overstrømmende ord. Inden længe havde mødet udviklet sig til et tovtrækkeri mellem premierministeren og Stalin. Denne sagde, at felttoget i Italien havde været nyttigt, fordi det havde åbnet Middelhavet for den allierede skibsfart, men han kunne ikke se noget formål med, at briterne kæmpede sig frem op gennem Italien, fod for fod. Erobringen af Rom betød jo intet for dem.

P.M. svarede straks, at de alle var enige om, at invasionen i Frankrig måtte have prioriteten, men at vi manglede landgangsfartøjer, og at der måske kunne ske forsinkelser. Hvis dette skete, var det „til Ruslands fordel, at vi ikke forholdt os uvirksomme". Han ønskede at få Tyrkiet med i krigen. Stalin indskød roligt, at Tyrkiet ikke havde til hensigt at gå med. Han sagde dette, som om han vidste det. Men P.M. sagde, at han ikke kunne tro, at Tyrkiet ville være så tåbeligt at holde sig udenfor. Det viser sig, at amerikanerne var tilfredse med Stalins forslag om, at vi burde opgive felttoget i Italien. Så vidt jeg kan skønne, støttede præsidenten Stalin. Det er i hvert fald tydeligt, at Stalin var glad.

Han gav under alle omstændigheder rundhåndede løfter til gengæld for, hvad han fik. Når Tyskland var slået, ville - lovede Stalin - Rusland gå med i krigen mod Japan. Hopkins meddelte mig, at Stalin havde fremsat denne vigtige udtalelse på nonchalant måde og uden at hæve stemmen, så at det kun kunne høres af tolken, Pavlov, der sad ved siden af ham. Derefter fortsatte han med at tegne kruseduller, som om intet var hændt. „Jeg troede, at vi ville komme for sent til middag," fortsatte Harry, „men så foreslog præsidenten, at man hævede mødet."


29. november 1943

Da jeg talte med P.M. i morges, var han tydeligt deprimeret. Han havde sendt et brev til præsidenten med forslag om, at de skulle spise frokost sammen, men præsidentens svar var et høfligt „nej". „Det ligner ham ikke," mumlede P.M. Harry forklarede, at han ikke ønskede, at der skulle brede sig et indtryk af, at han og Winston stikker hovederne sammen for at lægge råd op om noget, der vil være ubehageligt for Stalin.

Dette afholdt imidlertid ikke præsidenten fra at tale med Stalin alene efter frokost. Harry bagatelliserede sagen. Han fortalte mig med sit bredeste smil, hvordan præsidenten havde spurgt Stalin, „hvorvidt han ville bryde sig om at diskutere den fremtidige fred i verden med ham." Stalin svarede, at intet forhindrede dem i at diskutere alt, hvad de havde lyst til. Roosevelt diverterede derefter Stalin med sin idé om et nyt Folkenes Forbund. Stalin lyttede tålmodigt, men da samtalen kom ind på Tysklands fremtid, livede han op.

Klokken cirka et kvarter i fire afsluttedes dette møde, og Stalin og Roosevelt fulgtes ad til det store konferencelokale i den russiske ambassade. Her overrakte P.M., der to gange udtalte, at han handlede på kongens vegne, Stalin Stalingrad-sværdet. Stalin syntes at være rørt over dette enkle symbol på venskab; han bøjede sig ned og kyssede sværdet. Roosevelt sagde, at der var tårer i hans øjne, da han tog imod det. For første gang i den tid, jeg har haft med Sovjetunionen at gøre, har russerne vist sig som menneskelige væsner. Denne eftermiddag tøede den hårdkogte asiat op og syntes at føle ligesom almindelige mennesker. Et øjeblik var det, som om vi mødtes som venner.

Da højtideligheden var forbi, indtog konferencens deltagere deres pladser omkring bordet, og det andet plenarmøde begyndte - og efter hvad Harry fortalte mig, begyndte det på pinlig måde. Stalin spurgte: „Hvem skal kommandere OVERLORD?" Roosevelt så ud til at blive overrumplet af spørgsmålet og måtte svare Stalin, at sagen endnu ikke var afgjort. Stalin svarede hertil barsk, at han ikke ville tro, at vi mente det alvorligt (med den „anden front"), før vi havde vedtaget, hvilken person der skulle lede operationen.

Derefter sagde P.M. sin lektie, og dette tog nogen tid. De ville alle sammen gerne hjælpe Rusland, sagde han, og de var ganske enige om OVERLORD, men ... Efter denne indledning gav han sig til systematisk at gennemgå Middelhavets nordkyst. Stalin røber aldrig utålmodighed; han tegnede kruseduller og røg cigaretter, der så ud, som om han selv havde rullet dem og puttet dem løse i lommen.

(Harry lægger mærke til disse ting; han fortæller en historie ligesom Max. Undertiden tror jeg, at han ligesom denne forbedrer den oprindelige tekst.) Da Winston var færdig, gik Stalin straks til sagen:

„Hvis vi er her for at diskutere militære anliggender, er Rusland kun interesseret i OVERLORD."

Han krævede, at der blev fastsat en dato, og at vi skulle overholde den. Præsidenten ikke alene tilgiver Stalin hans utålmodighed, men deler også hans følelser. Da P.M. igen begyndte at fremhæve Tyrkiets og Rhodos' strategiske betydning, blev ingen forbavsede over, at præsidenten greb ind.

„Vi er alle enige om," sagde han, „at OVERLORD er den afgørende operation, og at ingen operation, som vil kunne forsinke OVERLORD, vil blive overvejet af os.

„Der var sgu ikke andet at sige," sagde Hopkins vredt. Dette var definitivt. Jeg spurgte Harry, hvordan Winston havde taget det. Han smilede. „Stalin så på Winston, som om han ville sige: „Nå, hvad siger du så til den?"

Stalin, der ikke tager hensyn til de almindelige regler for konversation, havde sat sig i hovedet, at han ville understrege sit standpunkt yderligere. Da Roosevelt var færdig, vendte han sig derfor mod Mr. Churchill og sagde, at han gerne ville stille ham et simpelt spørgsmål:

„Tror briterne på OVERLORD, eller gør de det ikke?" Klokken otte stak Sawyers hovedet ind i mit værelse.

„Kunne De komme med det samme, sir, og pensle premierministeren i halsen? Han skal spise til middag med marskal Stalin om en times tid."

Jeg fulgte med ham til premierministerens værelse i legationen. Winston gik frem og tilbage og mumlede ved sig selv: „Her er intet at gøre mere," sagde han. Men en gang før, under ganske samme omstændigheder, var Tobruks fald kommet ham til undsætning. For en mand af Winstons temperament er et nederlag aldrig endeligt. Hvis Tyrkiet kan foranlediges til at træde ind i krigen, vil det være fornuftigt at foreslå en udsættelse af tidspunktet for OVERLORD. Af det, P.M. sagde til mig, ser det ud til, at han spekulerer over det næste skridt, og at han nu ser hen med utålmodighed til sit møde med den tyrkiske præsident i Cairo.

„De kommer for sent, sir," indskød Sawyers. „Satans," udbrød P.M., idet han humpede ud.

Jeg gik tilbage til Holmans hus, hvor jeg boede, og konstaterede, at man var parat til at gå til bords og kun havde ventet på mig. De tre værnschefer (general Brooke, admiral Cunningham og air chief marshal Portal) var hædersgæster. De er altid ens, rolige og ligevægtige,, men i aften virkede de mismodige. Det har været en slem dag for vore repræsentanter.

Omkring midnat gik jeg til legationen og op på P.M.s værelse for at se, om han manglede noget. Jeg fandt Clark Kerr og Anthony Eden hos ham, begge med whiskyglas i hånden. P.M. talte med træt, langsom stemme og med lukkede øjne.

„Der kan komme en blodigere krig. Jeg vil ikke opleve den. Jeg vil sove til den tid. Jeg ønsker at sove i en milliard år. Men De vil være der." Han tav. ,,Charles har ikke noget at drikke. - Når jeg tænker på de vældige spørgsmål, det drejer sig om, erkender jeg, hvor utilstrækkelige vi er."

„De mener dermed en krig med Rusland?"

Jeg tror ikke, at han hørte det. Så var det, som om han gjorde en stor anstrengelse for at fordrive det dybe mismod, som havde grebet ham.

„Stalin sagde, at vi bør tage Tyrkiet i kraven. Jeg sagde: „Jeg mener, at vi bør sige til tyrkerne: I går glip af et helt livs chance, hvis I ikke tager imod Ruslands indbydelse til at være en af de sejrende magter ved fredskonferencen. Hvis I ikke gør det, har Rusland adskillige ting at afgøre med jer. Og vi vil ikke interessere os yderligere for Tyrkiet. Hvis Rusland har planer med hensyn til Stræderne, vil det ikke berøre os." P.M. tav en stund. „Men Rusland har ikke planlagt nogen rolle for Tyrkiet, hvis dette land virkelig går ind i krigen. Så meget er klart." Winston tændte sin cigar igen og fortsatte så: „Præsidenten sagde til mig: „De kan blive nødt til at gå ved valget, men det skal jeg ikke." Jeg sagde: „Anthony bliver nødt til at vente."

Anthony: „Jeg er ikke utilfreds."

P.M. (med et hengivent smil): „Nej, det véd jeg. Jeg sagde til Stalin, at vi ingenting ville have. Vi ønskede ikke nyt territorium. Stalin var ikke enig med mig. Han understregede dette ret stærkt. Forstår De - det ville gøre det lettere for Rusland, hvis vi tog noget. Da jeg spurgte, hvad Rusland ønskede, svarede Stalin: „Når tiden kommer, vil vi tale."

Anthony: „Det bliver en trist forestilling ved fredskonferencen."

P.M.: „Jeg ville give dem den italienske flåde."

Clark Kerr: „Det ville der blive stor ballade om. Cunningham er imod det."

Anthony: „Admiraler er en fagforening."

P.M.: „Vi må have overlegenhed i luften, ikke blot i antal, men i enhver henseende: Tallene bliver: flyvevåbnet 6, flåden 3, hæren 1. Efter krigen må vi indføre det schweiziske militærsystem. Hvis vi er stærke i luften, vil andre lande, der husker denne krig, betænke sig på at angribe os. Moskva vil ligge lige så nær ved os, som Berlin gør nu. Jeg tror ikke på slagskibe efter krigen."

P.M., som var vandret frem og tilbage i værelset, lod sig falde ned i en stol.

„Stalin var parat til at tale om Polens grænser, men jeg sagde, at jeg ikke havde mandat fra kabinettet og heller ikke præsidentens samtykke. Emnet blev følgelig ikke drøftet. Hvis de nuværende ideer bliver til virkelighed, bliver der et stærkere Polen end før krigen."

Jeg spurgte P.M., om præsidenten havde taget aktiv del i samtalen. Han betænkte sig lidt, men svarede så:

„Harry Hopkins sagde, at præsidenten ikke var på højde med situationen. Der blev stillet ham en mængde spørgsmål, og han gav forkerte svar."

Da de andre var gået, tog jeg P.M.s puls. Den var 100. Jeg sagde til ham, at det var, fordi han drak så meget, og at han ikke burde fortsætte i dette tempo.

„Den falder snart," svarede han optimistisk.

Han standsede pludselig sin vandring og stod og så ned på mig med udstående øjne.

„Jeg tror, at mennesket vil kunne ødelægge mennesket og udslette civilisationen. Europa ville blive lagt øde, og måske vil jeg blive gjort ansvarlig."

Han vendte sig bort med en utålmodig gestus:

„Men hvorfor plager jeg mig selv med disse ting? Før plejede jeg jo aldrig at gøre mig bekymringer."

Hans ansigt blev meget alvorligt.

„Vældige spørgsmål breder sig ud for vore øjne, og vi er kun støvkorn, der i nattens løb har lagt sig på verdenskortet. Tror De," spurgte han uden overgang, „at mine kræfter vil holde, til krigen er forbi? Undertiden tror jeg, at jeg næsten er slidt op."

Han sagde ikke mere, mens han gik i seng. Jeg blev siddende et par minutter, ug jeg spurgte ham derefter, om jeg skulle slukke lyset. Han svarede ikke. Han sov allerede.

Jeg lå længe vågen og var urolig over hans anelse om, at ondt ventede forude. Jeg indrømmer, at jeg frygter fremtiden. Før P.M. kom hertil, kunne han ikke få sig selv til at tro, at demokratierne ville følge forskellig kurs ansigt til ansigt med Stalin. Nu ser han, at han ikke kan basere sig på præsidentens støtte. Hvad vigtigere er: han indser, at russerne også ser dette. Det ville værre unyttigt at søge at følge en fast kurs over for Stalin. Denne vil være i stand til at gøre, hvad der passer ham. Vil han blive en trussel mod den frie verden, en ny Hitler? P.M. er forfærdet over sin afmagt.


Følg History Watch på :
Facebook Twitter YouTube