Skip Navigation Links Historie 2. Verdenskrig Politik Adolf Hitler Reichskansler i det sidste fredsår

Reichskansler i det sidste fredsår

Af: Albert Speer i hans Erindringer

Foran Rigskansleriet

      Illustreret Videnskab HISTORIE + Nano jakke
Demokratiets grundlag er selvtillid, selvhjælp. Dets ånd er realisme og nøgternhed. En demokratisk tids bygninger udtrykker de samme egenskaber. Klerikalismens, enevældens og diktaturets fælles grundlag er autoritetstro. Deres ånd er mysticisme, irrationalisme. De gamle stilarters monumentale arkitektur står og falder med denne mentalitet.
Tydningen af Hitlers Horoskop vil sikkert give Læserne et helt andet Billede af Nazismens Fører, end de hidtil har haft.
Den 2.8. kl. 9 dør Hindenburg, en time senere kommer en "lov" af l.8. fra rigsregeringen: Præsidentens og kanslerens embede forenes i Hitlers person, værnemagten aflægger straks ed til ham, og kl. halv syv samme aften aflægger tropperne i Dresden ed, og alt er helt roligt, vores slagtermester siger ligegyldigt: "Hvorfor stemme først? Det koster bare en hulens masse penge."
Verden har været så optaget af andet, at Forholdene i Palæstina er gledet i Baggrunden. Pusterummet i Europa, medens de sejrende Nazister samler deres Bytte, tvinger os til at vende Blikket mod dette plagede Land, som vi er ansvarlige for.
Jeg er overbevist om, at efter München delte et stort flertal af det britiske folk mit oprigtige ønske om, at denne politik skulle videreføres, men i dag deler jeg deres skuffelse og harme over, at disse forhåbninger så formålsløst er blevet tilintet gjort.
GERMANY, the United Kingdom, France and Italy, taking into consideration the agreement, which has been already reached in principle for the cession to Germany of the Sudeten German territory, have agreed on the following terms and conditions governing the said cession and the measures consequent thereon, and by this agreement they each hold themselves responsible for the steps necessary to secure its fulfilment.
Da Tyskland for Tiden er det antisemitiske Land par excellence, og den antisemitiske ideologivæsentlig er dannet af Tyskere, har jeg opholdt mig mest ved den tyske Antisemitisme.
Lejrens Ledelse havde tænkt sig, at det sikkert vilde vække stor Opsigt i Byen Oranienburg, hvis man lod de "prominente" Fanger fra Lejren gaa rundt i Byen og tvang dem til at fjerne alle Rester af gamle Valgplakater fra Mure, Telefonpæle og Træer.
Angiveri, pengeafpresning og de mest skånselsløse og jammerlige midler til at komme "ubekvemme" medborgere til livs - , alt det som loven og menneskelig skyhed førhen holdt de moralsk fordærvede fra at gøre, er nu frigivet i fuldt omfang indenfor samfundet, det er tilladt og tillært, det er hverdagsagtigt og anses endog for et kendetegn på en ægte folkefælle.
Jeg var dybt rystet, da jeg forlod Spanien, ved den atmosfære af blod, tårer og terror, jeg havde levet i, og fuldkommen modløs ved tanken om, hvad der forestod Europa. Hvad jeg så og hørte af udviklet terrorisme som et nyttigt våben i krigstid var til at få kvalme af.
Skal denne usædvanlige militære reception i Goebbels villaen modsige forlydender om, at Hitler har fået et skarpt afslag fra Rommel på en opfordring til at "flytte" fra Afrika til Stalingrad?
Skal denne usædvanlige militære reception i Goebbels villaen modsige forlydender om, at Hitler har fået et skarpt afslag fra Rommel på en opfordring til at "flytte" fra Afrika til Stalingrad?
I Krigens sidste Måned søgte Dr. Goebbels ved en voldsom Propagandakampagne at hidse det tyske Folk op til at fortsætte med en fanatisk Partisankrig, når den militære Modstand holdt op.
Hitlers første verdenskrig Kvinderne i Ravensbrück

Bogtips

Albert Speer ser tilbage på det sidste krigsår, hvor krige flere gange lurede. Speer ser også tilbage på Tyskland det år og kommer ind på antisemitisme i landet.
Det dramatiske år 1938 førte til sidst til. at Hitler enedes med vestmagterne om, at Tyskland skulle overtage en stor del af Tjekkoslovakiet. Nogle uger tidligere førte Hitler sig ved partidagen i Nürnberg frem som sin nations vrede fører; støttet af sine partifællers voldsomme bifald søgte han at overbevise det opmærksomt lyttende udland om, at han ikke ville vige tilbage for en krig. Dette var, retrospektivt set, en storstilet intimidering, hvis virkning han i lille målestok allerede med held havde gennemprøvet i sin samtale med Schuschnigg. På den anden side elskede han ved offentlige erklæringer at sætte sig selv en grænse, som han ikke kunne vige tilbage fra uden at risikere sin prestige.

Selv sine nærmeste medarbejdere lod han dengang ikke i tvivl om sit beredskab til krig og gjorde det uundgåelige i situationen klart, medens han ellers havde for skik så at sige ikke at give nogen indblik i sine inderste hensigter. Hans udtalelser om beredskab til krig gjorde endog indtryk på hans chefadjutant gennem mange år, Brückner. Vi sad i september 1938, under partidagen, på en mur ved Nürnberger Burg, og den gamle by lå foran os i et slør af røg i den milde septembersol, da Brückner mismodigt udtalte: »Måske er det sidste gang, vi ser alt dette så fredeligt. Vi får sandsynligvis snart krig«.

Det skyldtes mere vestmagternes eftergivenhed end Hitlers mådehold, at den krig, Brückner spåede, endnu en gang blev undgået. Overgivelsen af sudeterområderne til Tyskland foregik for øjnene af den forfærdede verden og Hitlers tilhængere, der nu var totalt overbevist om hans ufejlbarlighed.

De tjekkiske grænsebefæstninger vakte almindelig forbløffelse. Ved en prøveskydning viste det sig til eksperternes overraskelse, at vore våben, der skulle have været sat ind imod dem, ikke havde den formodede virkning. Hitler kørte selv til den tidligere grænse for at danne sig et indtryk af disse anlæg og var meget imponeret af dem. Ved sin hjemkomst sagde han, at de var i overraskende grad massive, yderst dygtigt anlagt og dybt grupperet i terrænet under fortrinlig udnyttelse af dette: »Hvis de var blevet energisk forsvaret, ville det have været meget vanskeligt at indtage dem, og det ville have kostet os meget blod. Nu har vi fået dem uden blodsudgydelse. Én ting er sikker: Jeg vil aldrig mere tillade, at tjekkerne bygger en ny forsvarslinie. Nu har vi en fortrinlig udgangsstilling! Vi er nået over bjergene og står allerede i Bohmens dale«.

Den 10. november kom jeg på køreturen til mit kontor forbi de endnu rygende ruiner af den berlinske synagoge. Det var den fjerde graverende begivenhed, som gav dette sidste førkrigsår dets karakter. I dag er erindringen derom en af de mest deprimerende oplevelser i mit liv, fordi det dengang først og fremmest var det uordentlige element, der generede mig ved synet i Fasanenstrasse: forkullede bjælker, nedstyrtede facadedele, udbrændte mure - anticiperinger af et billede, der i løbet af krigen skulle komme til at beherske næsten hele Europa. Men mest generede det mig, at gaden var vågnet til nyt politisk liv. De knuste ruder i butikkerne krænkedede først og fremmest min borgerlige ordenssans.

Jeg så ikke, at det dengang var mere end glas, der brast - at Hitler den nat for fjerde gang i dette år havde overskredet et Rubikon og gjort sit Riges skæbne uigenkaldelig. Følte jeg i det mindste i et flygtigt øjeblik, at noget begyndte, der skulle ende med tilintetgørelsen af en gruppe af vort I folk? At det også forandrede min moralske substans? Jeg véd det ikke.

Jeg reagerede nærmest ligegyldigt på det skete. Hertil bidrog også nogle beklagende ord af Hitler om, at han ikke havde ønsket disse overgreb. Det var, som om han var flov. Senere antydede Goebbels i en snæver kreds, at ban var initiativtageren til denne skumle og uhyrlige nat, og ny, betragter det som absolut muligt, at han har stillet en tøvende Hitler over for et fait accompli for at påtvinge ham handlingens lov.

Det har atter og attter overrasket mig, at Hitlers antisemitiske bemærkninger knap er blevet siddende i min erindring. Når jeg ser tilbage, Kan jeg af de ikke tabtgåede elementer af min erindring sammensætte, hvad der dengang slog mig: Afvigelse fra det billede, jeg gerne ville have dannet mig af Hitler, bekymring over hans tiltagende svagelighed, håb om en mildnelse af Kirkekampen, bebudelse af utopisk virkende langfristede mål, alskens kuriositeter - Hitlers jødehad forekom mig dengang så selvfølgeligt i hans holdning, at det intet indtryk gjorde på mig.

Jeg følte mig som Hitlers arkitekt. De politiske begivenheder vedkom mig ikke. Jeg gav dem kun imponerende kulisser. Hitler bestyrkede mig daglig i denne opfattelse, idet han næsten udelukkende konsulterede mig i arkitektoniske spørgsmål; desuden ville det være blevet opfattet som vigtigmageri fra en i øvrigt ret sent arriveret ny deltagers side, hvis jeg havde forsøgt at deltage i de politiske drøftelser. Ydermere sigtede den nationalsocialistiske opdragelse på en »separat« tænkning; af mig ventedes det, at jeg indskrænkede mig til byggeriet. I hvilken grotesk udstrækning jeg holdt fast ved denne illusion viser mit memorandum til Hitler fra 1944: »Den opgave, jeg skal løse, er upolitisk. Jeg har følt mig godt tilpas i mit arbejde, så længe min person og også mit arbejde kun blev vurderet efter den faglige præstation«.

Men dybest set var sondringen uvæsentlig. I dag synes det mig, at den tager sigte på min bestræbelse for at holde den ordinære virkeliggørelse af de antisemitiske slagord ved byportene og ved teselskaberne borte fra det idealiserede billede af Hitler. For i realiteten var det naturligvis uvæsentligt, hvem der havde mobiliseret gadens pøbel mod synagoger og jødiske forretninger - om det skete på Hitlers foranledning eller kun med hans billigelse.

I årene efter min løsladelse fra Spandau er jeg atter og atter blevet spurgt, hvad jeg, alene med mig selv i cellen i tyve år, har søgt at udforske hvad der var mig bekendt om forfølgelsen, deportationen og tilintetgørclsen af jøderne; hvad jeg burde have vidst, og hvilke konsekvenser jeg måtte drage deraf.

Jeg giver ikke længere det svar, som jeg så længe søgte at berolige de spørgende, men først og fremmest mig selv med: at i Hitlers system, som i ethvert totalitært regime, isolationen øges og dermed også informationen mindskes; at med mordprocessens teknologisering aftager mordernes antal og dermed muligheden øges for ikke at vide; at systemets hemmeligholdelsesmani skaber grader af indviethed og dermed holder lejligheder til flugt for erkendelsen af det umenneskelige åbne for enhver.

Jeg giver ikke længere alle disse svar, for de forsøger på advokatmanér at imødegå det faktiske. Ganske vist var jeg isoleret som Hitlers yndling og senere som en af hans indflydelsesrige ministre; ganske vist skaffede tænkningen inden for kompetenceområderne både arkitekten og rustningsministeren talrige udflugtsmuligheder; og ganske vist vidste jeg ikke, hvad der egentlig begyndte hin nat mellem den 9. og 10. november 1938 og endte i Auschwitz og Maidanek. Men graden af min isolation, mine udflugters intensitet og graden af min uvidenhed bestemte jeg dog i sidste instans altid selv.

Jeg véd derfor i dag, at mine pinefulde selvprøvelser formulerede spørgsmålet lige så forkert som de videbegærlige, jeg i mellemtiden har mødt. Om jeg har vidst eller ikke vidst, og hvor meget og hvor lidt jeg har vidst, bliver ganske uvæsentligt, når jeg betænker, hvad jeg burde have vidst om det forfærdelige, og hvilke konsekvenser der havde været selvfølgelige allerede ud fra det lidet, jeg vidste. De, som spørger mig, venter i grunden, at jeg skal retfærdiggøre mig. Men jeg er uden apologi.

Den 9. januar 1939 skulle det nye Rigskancelli være færdigt. Den 7. januar kom Hitler fra München til Berlin. Han kom, opfyldt af spænding og åbenbart i forventning om at finde et virvar af håndværkere og oprydningskolonner. Men han havde regnet fejl. Vi havde på forhånd indkalkuleret en reserve på nogle dage, som vi ikke fik brug for, og vi var derfor klar otteogfyrre timer før bygningens aflevering. Da Hitler gik gennem salene, ville han straks have kunnet sætte sig til sit skrivebord og taget fat på statssagerne.

Bygningen gjorde stærkt indtryk på ham. Han var fuld af lovtaler over den »geniale arkitekt« og ytrede, helt imod sin sædvane, også dette over for mig selv. At jeg havde fuldført arbejdet to dage tidligere gav mig yderligere ry for at være en stor organisator.

Hitler var navnlig glad for den lange march, de fremmede statsoverhoveder og diplomater fremtidig måtte præstere, før de nåede til audienssalen. Mine betænkeligheder på grund af det polerede marmorgulv, som jeg nødig ville se belagt med en løber, delte han ikke: »Det er netop det rigtige; som diplomater skal de jo bevæge sig på et glat gulv«.

4500 arbejdere i to hold havde været beskæftiget, for at de knappe frister kunne overholdes. Dertil kom nogle tusind, der rundt om i landet havde fremstillet dele til bygningen. Alle, stenhuggere, snedkere, murere, installatører osv., blev indbudt til at tage den i øjesyn og vandrede imponeret gennem de færdige lokaler.

I Sportpalast talte Hitler til dem: »Her er jeg det tyske folks repræsentant! Og når jeg modtager nogen i Rigskancelliet, da modtages den pågældende ikke af privatmanden Adolf Hitler, men af den tyske nations Fører - og følgelig er det ikke mig, men Tyskland, der gennem mig modtager ham. Jeg ønsker derfor, at disse rum skal svare til denne opgave. Hver enkelt har medvirket på et bygningsværk, der vil overleve mange århundreder, og som vil vidne om vor tid. Det nye store tyske Riges første bygningsværk!«

Efter måltiderne spurgte han ofte, hvem af hans gæster der endnu ikke havde set Rigskancelliet, og glædede sig, når han kunne vise en af dem den store nybygning. Han demonstrerede herunder sin evne til at huske detaljer for sine forbløffede ledsagere. Han begyndte at spørge mig: »Hvor stor er denne sal? Hvor høj?« Jeg trak forlegent på skuldrene, og han nævnte målene. Efterhånden udviklede dette sig til en komedie, for jeg lærte tallene, men da det så tydeligt morede ham, spillede jeg med.

Hitler tildelte mig den ene æresbevisning efter den anden: Han holdt en frokost for mine nærmeste medarbejdere i sin bolig; han skrev en artikel til en bog om Rigskancelliet, tildelte mig »Partiemblemet i Guld« og forærede mig med nogle generte ord en af akvarellerne fra sin ungdom. Den er fra 1909, malet i Hitlers mørkeste livsperiode og forestiller i en yderst nøjagtig, tålmodig og pedantisk udførelse en gotisk kirke. Ingen som helst original impuls kan spores, og der er ikke et strøg, som er gjort med nerve. Men ikke blot malemåden er blottet for al personlighed; billedet synes ved motivvalget, de flade farver og det neutrale perspektiv at være et uforfalsket vidnesbyrd fra denne tidlige periode af Hitlers liv: alle akvarellerne fra denne tid er upersonlige, og det er endog ordonnansens billeder fra Den første Verdenskrig. Udviklingen til selvbevidsthed skete først sent. Ti år senere skitserede han i min nærværelse ofte med energisk hånd, i rød- og blåkridt, den ene tegning efter den anden, indtil han havde fremtvunget den form, han søgte, men selv da vedstod han de uanseelige akvareller fra ungdomstiden, idet han undertiden forærede dem bort som en særlig udmærkelse.

I Rigskancelliet havde der i årtier stået en Bismarck-buste i marmor af Reinhold Begas. Nogle dage før indvielsen tabte arbejderne den ved indflytningen i de nye lokaler, og hovedet gik af. Dette forekom mig at være et dårligt varsel. Og da jeg desuden huskede Hitlers fremhævelse af, at rigsørnen var styrtet ned fra hovedpostbygningen præcis ved Den første Verdenskrigs udbrud, fortav jeg uheldet og lod Breker fremstille en nøjagtig kopi, som vi derpå patinerede en smule med te.

I sin allerede nævnte tale sagde Hitler selvsikkert: »Det er netop det forunderlige ved byggeriet, at når der bliver arbejdet, bliver også et monument stående. Det holder, det bliver noget andet end et par støvler, som man også må fremstille, men som en anden derefter slider op i løbet af et par år og kaster bort. Monumentet bliver stående og vil i århundreder vidne om alle dem, der skabte det«. Den 12. januar 1939 blev denne nybygning indviet, der var bestemt for århundrederne: Hitler modtog det diplomatiske korps og holdt sin nytårstale til dette i den store sal.

65 dage efter indvielsen, den 15. marts 1939, blev Tjekkoslovakiets præsident ført ind i det nye arbejdsværelse. I dette rum udspilledes den tragedie, der i nattens løb begyndte med Hachas underkastelse og tidligt om morgenen endte med besættelsen af hans land. Hitler refererede senere: »Til sidst havde jeg bearbejdet den gamle mand sådan, at hans nerver var helt kaput og han ville skrive under; så fik han et hjerteanfald. I sidegemakket gav min dr. Morell ham en indsprøjtning, der imidlertid var for effektiv i dette tilfælde. Hacha kom for meget til kræfter, blev atter kontrær og ville ikke skrive under, før jeg omsider havde fået bugt med ham«.

78 måneder efter indvielsen, den 16. juli 1945, lod Winston Churchill sig føre gennem bygningen. »Foran Rigskancelliet havde der samlet sig en stor menneskemængde. Med undtagelse af en gammel mand, der rystede misbilligende på hovedet, råbte de hurra for mig. Denne demonstration bevægede mig lige så meget som menneskenes hærgede træk og luvslidte klæder. Derpå vandrede vi en god stund gennem Rigskancelliets ødelagte korridorer og sale«.

Kort efter blev bygningen revet ned. Dens sten og marmor leverede materiale til russernes sejrsmonument i Berlin-Treptow.

Albert Speer Erindringer

Supplerende læsning

Erindringer
Dagbok från Spandau
Inside The Third Reich


Følg History Watch på :
Facebook Twitter YouTube