Skip Navigation Links Historie Mellemkrigstiden Dokumentar Palæstina Problemet

Palæstina Problemet 1938

Tale af : Winston Churchill den 20. Oktober 1938

Churchill på talerstolen

      Illustreret Videnskab HISTORIE + Nano jakke
I have much pleasure in conveying to you on behalf of His Majesty's Government the following declaration of our sympathy with Jewish Zionist aspirations
Hitlers første verdenskrig Kvinderne i Ravensbrück

Bogtips

Den 7. Juli 1937 offentliggjordes den kongelige Kommissions Rapport, der anbefalede at dele Palæstina. I August blev Rapporten forelagt Folkeforbundets Mandatkommission, der viste yderst ringe Begejstring for den Løsning, den britiske Regering foreslog.

I Begyndelsen af 1938 var Araberne begyndt på åbent Oprør, og der var Hundreder af døde og sårede. Samtidig sendte Regeringen en teknisk Kommission, under Ledelse af Sir John Woodhead, til Palæstina. Man gik ud fra, at Kommissionen skulde stille Forslag om, hvorledes Delingen skulde gennemføres, men da det kom til Stykket, frarådede Wood. head-Kommissionen Palæstinas Deling. Ved Midsommertid, da Koloniministeren, Mr. Ormsby-Gore (nu Lord Harlech) trak sig tilbage, var det klart, at den britiske Regering havde besluttet sig til at lade Delingsplanen falde.

Kommentar af Randolph Churchill
Verden har været så optaget af andet, at Forholdene i Palæstina er gledet i Baggrunden. Pusterummet i Europa, medens de sejrende Nazister samler deres Bytte, tvinger os til at vende Blikket mod dette plagede Land, som vi er ansvarlige for.

Det er i Sandhed en rystende Scene, der møder Blikket. Hele denne Provins er ved at synke ned i Anarki. Jøder og Arabere fører hele Vendettaer mod hverandre med Mord og grusomme Hævnakter. Der kastes Bomber mod sagesløse Landboere på Markedsdage. Kvinder og Børn massakreres af arabiske Banditter om Natten. Vejene brydes op. Jernbanerne er for en stor Del ophørt med at køre. Olierørlinien bliver, skønt den er bevogtet af en stor Styrke, Gang på Gang afbrudt. En betydelig Del af den britiske regulære Hær holder i Forening med store Styrker af bevæbnet Politi Regeringens Hovedcentrer besat og drager ud på Straffetogter og Patruljer. De arabiske Oprørere har dannet en rivaliserende Regering, der hersker over betydelige Områder. Det er Irland i 1920 om igen, men i dette Tilfælde får Oprørerne betydelig Hjælp bestående af Våben, Sprængstoffer, Penge og Propaganda fra tyske og italienske Kilder.

Skuespillet er trist og beskæmmende. Storbritannien er nødt til med umådelig Bekostning og Besvær og med nogle Tab af Menneskeliv at gennemføre en hurtig Undertrykkelsespo1itik med alle dens smertelige Træk, ikke for dets egen Skyld, men på Grund af den bitre Racefejde, der nu er opstået mellem Araberne og Jøderne. Diktatorerne håner os for vore Metoders ringe Succes. De udbreder sig om de Hårdheder, der er uadskillige fra Forsøget på at holde Orden, og uddrager Moralen af manglende britisk Evne. For denne sidste Anklage er der mere end tilstrækkeligt Grundlag. Indtil 1934 tjente Palæstina i enhver Henseende vort Styre til Ære. Landet havde gjort Fremskridt i forrygende Tempo. Der var Fred og Velstand, var bygget Veje og Skoler; store Kraftstationer var sat i Gang. Det dyrkede Område udvidedes stadig. Den årlige Kvota af Jøder blev ført ind i Landet, uden at det vakte alvorlig Friktion. Alt dette blev gennemført, uden at Landet blev bebyrdet med en større Militærstyrke. I Modsætning til Syrien, hvor Franskmændene holdt en Hær på 50.000 Mand, frembød Palæstina et ordnet, forhåbningsfuldt Udseende, og bag de herskende stod en Styrke på blot et Par Batailloner og nogle få Hundrede Mand Politi.

Hitlers Forfølgelse og det ynkværdige Syn af de plyndrede og jagede Jøder, der blev drevet fra deres Fædreland, førte til en enorm Udvidelse af den årlige Indvandringskvota. I et enkelt År kom der op til 60.000, og skønt jødiske Penge og jødisk Foretagsomhed skaffede Beskæftigelse og Bolig til dem alle, var Arabernes Ængstelse ikke unaturlig. De så sig i nær Fremtid forvandlet til et Mindretal. Der blev lagt et Pres på Palæstinas Absorberingsevne, der var mere, end den kunde holde til. Ophidselsen begyndte. I 1936 udbrød der alvorlige Uroligheder. Den britiske Regering fandt sig ude af Stand til at træffe en klar Beslutning. Den lod bare Forholdene drive med Strømmen. Uenighed, mellem Ministrene forhindrede, at der blev skiftet Højkommissær, hvad der for længst skulde være sket. Omsider nedsattes og udsendtes en kongelig Kommission. Nogle ansete Herrer under Ledelse af nu afdøde Lord Peel drog ud til Palæstina, rejste rundt i Landet og samlede en Mængde Materiale, hørte og traf alle Fraktioner og Interesser. Så vendte de tilbage for at skrive deres Rapport, der var velovervejet og udførlig. Da Rapporten efter yderligere Forsinkelse blev offentliggjort, viste det sig, at Kommissionen anbefalede Deling. Landet. skulde deles i tre, en jødisk Stat, en arabisk Stat og 'en britisk imellem de to, og Briterne skulde gøre Forsøg på nogenlunde at holde Balancen mellem de to Folk og holde dem fra at fare i Struben på hinanden.

Jeg har fra Begyndelsen fordømt denne Politik som farlig. Den bragte den britiske Administration i en umulig Stilling. Den skabte to fjendtlige Stater, der begge var Medlemmer af Folkeforbundet og havde fuld Ret til at opstille, hvor store Hære de havde Lyst til. Ja skønt denne Plan var udtænkt af dygtige Mænd med de højeste Motiver, var den hverken mere eller mindre end en Opskrift på Krig. Dog vilde selv denne Plan, hvis den straks og med kraftig Hånd var ført ud i Livet, have været bedre end den håbløse Ubeslutsomhed, der fulgte ovenpå. Regeringen viste sig ude af Stand til at tage en Beslutning. Den antog Kommissionens Rapport i Princippet, men øjensynlig uden Overbevisning. Efter yderligere Tøven, hvorunder Tilstanden i Landet forværredes, blev der udsendt en anden Kommission for at afgive Skøn om de Metoder hvorved den første Kommissions Rapport skulde føres ud i Virkeligheden. Imedens blev alt værre; Mordene begyndte, og der blev øvet Gengæld. Der blev sendt Forstærkning i Dråbevis, strenge Forholdsregler blev taget halvvejs, og således er Landet ved en uafbrudt Proces af Vaklen og Svaghed bragt til den nuværende frygtelige Tilstand. Der er opstået en blodig Fejde mellem Araberne og Jøderne, som man ikke kan forudse Slutningen på.

Dette er tydeligt nok et Tilfælde, hvor den britiske Regering kunde tage sin Beslutning og gøre en Ende på en Politik, der har bestået i Nølen og i at lade sig drive med Strømmen. Alt, hvad der kan vides om Palæstina, har længe været i Koloniministeriets Besiddelse. Disse kongelige Kommissioner har aldrig gjort anden Nytte end at udsætte den hæslige Dag, da man må tage Beslutningen. Parlamentet burde i Løbet af de første Par Uger få Besked om, hvorvidt Peel-Delingsplanen er blevet forladt eller ej. Hvis Delingen forkastes, bør vi da opgive vort Hverv som uløseligt og give Mandatet tilbage til Folkeforbundet? Den Løsning vil sikkert finde sine Tilhængere i den britiske Presse. Vi skulde så indrømme, at vi har gjort vort bedste, men vi har fundet, at vi var ude af Stand til at gøre vor Pligt. Talsmændene for denne Kurs vilde uden Tvivl påstå, at Fred og Undgåelse af Besvær og Anstrengelser burde have Fortrinet fremfor sentimentale Betragtninger og national Stolthed og offentlige Forpligtelser. Men der er alvorlige, praktiske Vanskeligheder for en sådan Politik.

Der er selvfølgelig tre Magter, der vilde være villig til at påtage sig Hvervet. Tyskland og Italien vilde ivrigt byde sig til, om det end blot var for de strategiske Fordele, Palæstina vilde byde dem. Den tredje Magt er Tyrkiet, og vi må til vor Sorg indrømme, at Palæstinas nuværende Tilstand ikke længere er gunstigt stillet ved en Sammenligning med den, der rådede før Krigen, da det var under tyrkisk Styre. Ikke desto mindre vilde det være yderst smerteligt og nedværdigende at antage noget af disse Alternativer. Tilmed kan vi forestille os, at den Strid, der vilde opstå i Geneve, vilde blive langvarig. Arbejdet med at afvikle britiske Interesser og Tropper i Palæstina vilde være kompliceret og langvarigt. Selv i hurtigste Fald vilde det kræve et År. Imidlertid skulde vi under stadig øgede Vanskeligheder holde Orden. Den foreslåede Overførelse af Mandatet frembyder derfor ikke Midlerne til at slippe fra den ubehagelige Pligt, som gør den så tiltalende for Talsmændene. Jo nærmere man undersøger den, des større Afsky vil den vække.

Hvad bliver der da tilbage? Der bliver kun tilbage at følge en Troskabens og Udholdenhedens Politik. Vi må ubøjeligt genoprette Ordenen og undertrykke den Kampagne af Mord og Kontramord, der raser mellem de to Folk. Vi må beskytte det store jødiske Samfund, der allerede er opstået i Landet, men vi må også give Araberne en højtidelig Forsikring - om muligt indeholdt i en Overenskomst, som Araberne og Jøderne skal opfordres til at underskrive - om at den årlige Kvota af jødiske Indvandrere ikke vil overstige et vist Antal i en Periode af i det mindste ti År. Uden Tvivl vilde en sådan Kurs fremkalde rasende Protester og påføre os et langt og utaknemmeligt Hverv, men hvis det skulde vise sig at være den eneste Vej, må vi se den i øjnene med Ro og Overbevisning, hvis vi stadig vil bevare vort gode Navn.


Følg History Watch på :
Facebook Twitter YouTube