Skip Navigation Links Historie 2. Verdenskrig Flyvning Faldskærmsulykke

Overlevede uden faldskærm

Fortalt af: Nicholas Stephen Alkemade

lancaster beskydes
Brillerne er noget af det vigtigste. Jeg kan næsten sige, at det er for deres skyld, jeg foretager springet igen. Da jeg sidst for to år siden satte rekord, skete der noget mærkeligt: jeg blev næsten blind under selve faldet.
Dette er en samling om RAF under 2. Verdenskrig, dets fly, piloter, dets kampagner og håb for krigen. Det er billedet af Royal Air Force, som blev fortalt til offentligheden.
Den eneste farvefilm om RAF fra 2. Verdenskrig.
Mistede endnu en i dag, Tod. Havde kun været her en uge eller to. I messen er nerverne på højkant, uheld er altid deprimerende.
KNOW that I shall meet my fate
Somewhere among the clouds above;
Those that I fight I do not hate,
Those that I guard I do not love;
Off we go into the wild blue yonder,
Climbing high into the sun;
Jeg kan høre flyvere i natten
Er det fjende eller ven
Er det nu det sker
Er det nu de kommer igen
Jeg begav mig straks til Knippelsbrogade, idet jeg mente, at jeg som Ekspert kunde yde Hjælp ved eventuel Demontering af Ikke sprængte Bomber, før Sprængningskommandoen, som bliver alarmeret i Tilfælde af Bombenedkastning over København, vilde indfinde sig.
Og mens "de Danske" jubler
ved Briternes Heltedåd,
sidder to gamle Forældre
sammen i stille Gråd.
Or when the valley's hushed and white with snow
t'is I'll be there in sunshine or in shadow
Oh Danny boy, oh Danny boy, I love you so.
Om flyet som angreb Shell huset.
En anden dokumentarfilm om Slaget om England.
Den vigtigste Usikkerhedsfaktor i Verden i Dag er Truslen fra Luften. Intet har i så høj Grad avlet Frygt og Mistro mellem Nationerne eller opmuntret rovgridske Ambitioner som dette nye Middel til pludseligt Angreb, ikke blot på de kæmpende Styrker, men på deres Kvinder og Børn langt bag Frontlinierne.
Quebec konferencen 1943 omtaler Churchill den rosende til Præsident Franklin D. Roosevelt og da Churchill opdager at præsidenten ikke har set den, får han filmen hentet i et fly og viser den til Roosevelt.
Havde vi valgt den anden, hvad vi lige så godt kunde have gjort, var vi antagelig alle blevet dræbt, thi mens vi var på Vej ned, faldt en Bombe som fuldstændig raserede den anden Trappegang.
Trafikken og erhvervslivet kan fortsætte, og ingen har pligt til at gå i tilflugtsrum, men da der foreligger en vis chance for bombefældning eller skydning, vil det være klogt at gøre det, hvis man ikke forsømmer nogen pligt derved.
Da Roskilde udvælges som den by, der i november 1939 skal prøvermørklægges, opstår der ligefrem en forventningens glæde ved udsigten til et forskud på de rædsler, der åbenbart er i vente.
Det var en dejlig maskine. Jeg ville være blevet lykkelig, hvis jeg havde fået den i fødselsdagsgave, da jeg blev tyve år.
En beretning fra en person som hævder, at han var den lykkeligste krigsfange i Tyskland, da han blev taget til fange. Baggrunden for denne baggrund er, at han overlevede at springe ud fra en Lancaster uden en faldskærm. Hans beretning kommer her, samt teksten fra det dokument som bevidner hans held.
Dulag Luft. Det er blevet undersøgt og bekræftet af de tyske myndigheder, at den påstand, der er fremsat af sergent Alkemade, 1431537 RAP, om, at han faldt ned fra 6000 meters højde uden faldskærm og landede sikkert uden at komme til skade, i enhver henseende er i fuld overensstemmelse med sandheden. Faldskærmen var brændt i flyvemaskinen. Han landede i dyb sne mellem fyrretræer.

Rigtigheden bevidnes af:

Flyverløjtnant H. J. Moore
ældste britiske officer

Flyversergent R. R. Lamb, 1339582

Flyversergent T. A. Jones, 411
ældste britiske underofficer.

Dato: 25. 4. 1944.





I 7000 Meters højde er der koldt og ensomt l en Lancaster bombers agter-kanontårn. Skytten er skilt fra resten af besætningen af to luger og 11 meter flyvemaskinekrop. Tårnet slutter næsten som en skal om hans tykke flyverdragt. Der er ikke engang plads til hans faldskærm. Han har kun selen på. Selve skærmen er anbragt længere fremme, en halv meter indenfor luge nummer to og ikke sammen med det øvrige mandskabs. I katastrofe-tilfælde er skytten nødt til at krybe ud af sit tårn, få fat i sin faldskærm, spænde den fast til selen, hoppe ud - og håbe på, at radioslæbeantennen ikke snitter ham midt over. At være agterskytte blev i Royal Air Force anset for et "temmelig farligt foretagende".

Da vores Lancaster natten mellem den 24. og 25. marts 1944 nærmede sig Berlin, kunne vi se søgelysenes lange, kolde fingre spille hen over himlen. Da vi kom tættere på, så vi de røde og grønne markeringslys, som var kastet ned af vore "stifindere", der var fløjet i forvejen. Efterhånden som maskine efter maskine lagde sine "æg", brød fyrværkeriet løs under os: gyldne og øde brandbombe, skærende hvide og røde eksplosioner og de orangerøde glimt fra luftværnskanonerne. Og så ...

Bomberne kastet! Vores egen 1800 kilo sprængbombe og tre tons brandbomber hvinede ned. Og med søgelysene spillende hen over os drejede vi af for at flyve hjem, mens vi holdt skarpt udkik efter de tyske nat jagere. Jeg kunne se dem angribe i det fjerne. Pludselig kunne et blændende hvidt lysglimt forvandles til en stor rødgul ildkugle, som f6r ned over himlen mod den sorte jord. En Lancaster var blevet ramt, og nogle af mine kammerater ville ikke vende tilbage til basen.

Vi var over Ruhr, da en række voldsomme stød fik vores maskine til at ryste fra næse til halespids. Så lød der to tordnende brag, da to granater eksploderede lige ved mit kanontårn. Plexiglas-kuplen blev knust, og en stor glassplint skar sig dybt ind i mit højre ben.

Kanontårnet vendte heldigvis agterud. Hurtigt sænkede jeg mine kanoner og spejdede ud. Kun 50 meter borte sås det skyggeagtige omrids af en Junkers 88-jager. Fra vingernes forkanter kom en række blændende hvide glimt, mens piloten fyrede løs på vores anskudte fartøj. Jeg sigtede lige på jageren og trykkede på aftrækkeren til mine fire 303 Browning-kanoner. De skød på samme tid, og tyskeren blev gennemhullet af fire glødende projektil-strømme. Den gled ud til siden med flammerne væltende fra bagbords motor. Jeg fulgte ikke dens videre skæbne - jeg havde nok at gøre med at tænke på min egen ...

Brændende benzin fra vore tanke fossede forbi mig. I maskinens telefon begyndte jeg at rapportere til "skipperen", at halen stod i lys lue, men han afbrød mig: "Jeg kan ikke holde hende gående ret meget længere. I må bruge faldskærmene. Hop for himlens skyld! Hop!"

Jeg smækkede kanontårnslugen bag mig op med albuerne, vendte mig og åbnede lugen lidt længere - og blevet kort sekund stående og stirrede lamslået ind i en kæmpemæssig stikflamme. Ild og røg hvirvlede omkring mig. Halvkvalt og blindet vaklede jeg baglæns ind i mit kanontårn. Men jeg måtte jo have fat i min faldskærm!

Jeg åbnede atter lugerne og sprang frem efter den. Men det var for sent!

Hylsteret var allerede brændt, og den tæt pakkede silke foldede sig ud som en blomst, blussede op og var borte. Da jeg var kommet tilbage til tårnet, tog jeg et overblik over situationen. Her sad jeg, kun 21 år gammel - og dette var altså enden på det hele. Olien i kanontårnets hydrauliske system var allerede i brand, og flammerne sved mig i ansigtet og på hænderne. Den dødsdømte bombemaskine kunne eksplodere hvert øjeblik! Skulle jeg blive i dette rødglødende helvede eller springe ud? Når jeg alligevel skulle dø, var et styrtdyk mod jorden nok det hurtigste og mest smertefri ...

Jeg drejede i en fart kanontårnet på tværs, rev lugerne op, og slog dødsens angst og fortvivlet en baglæns saltomortale ud i mørket.


London brænder Jeg har prøvet på at bevare billedet i min erindring, fordi jeg er ganske vis på, at jeg er en af de sidste, der har set London.
Dreadful Raids We certainly have had dreadful times but things look brighter & if only these raids would end it would be a relief off our minds.
Følg History Watch på :
Facebook Twitter YouTube