Skip Navigation Links Historie 2. Verdenskrig Dokumentar Min maskine

Saint-Exupéry & fart

Saint-Exupery - med luftfoto i baggrunden

      Illustreret Videnskab HISTORIE + Nano jakke
Quebec konferencen 1943 omtaler Churchill den rosende til Præsident Franklin D. Roosevelt og da Churchill opdager at præsidenten ikke har set den, får han filmen hentet i et fly og viser den til Roosevelt.
Det var gribende at se det franske Folks Sorg.
Det er et sørgeligt Faktum, men vi mangler alt, sagde han. Ved De, hvor mange Flyvemaskiner jeg, den Øverstkommanderende over en Arme, har til min Disposition?
Mens General de Gaulle's foretagende vakte lidenskabelig sympati i den amerikanske offentlige menings dyb, blev alle halvofficielle kredse ved med at behandle det med kulde eller ligegyldighed.
Alle Deltagerne i Flyverkapløbet er ankommet, deres Maskiner staar i Hangarerne, parat til Start, kun de italienske Flyvere lader vente paa sig.
Trafikken og erhvervslivet kan fortsætte, og ingen har pligt til at gå i tilflugtsrum, men da der foreligger en vis chance for bombefældning eller skydning, vil det være klogt at gøre det, hvis man ikke forsømmer nogen pligt derved.
Den vigtigste Usikkerhedsfaktor i Verden i Dag er Truslen fra Luften. Intet har i så høj Grad avlet Frygt og Mistro mellem Nationerne eller opmuntret rovgridske Ambitioner som dette nye Middel til pludseligt Angreb, ikke blot på de kæmpende Styrker, men på deres Kvinder og Børn langt bag Frontlinierne.
En halv snes bombemaskiner fløj højt oppe, men meget lavere, faktisk i højde med trætoppene, kom seks Heinkel 52 jagere susende.

Bogtips

Dette er starten på et brev, som blev fundet blandt Saint-Exupéry's papirer efter hans død. Brevet er dateret til juli 1943. På det tidspunkt var han stationeret i Tunis og fløj en ubevæbnet P-38, samme flytype som han forsvandt med i 1944.
Jeg har lige foretaget et par flyvninger med P-38. Det var en dejlig maskine. Jeg ville være blevet lykkelig, hvis jeg havde fået den i fødselsdagsgave, da jeg blev tyve år.

Men i dag, da jeg har nået en alder af treogfyrre og har godt 6.500 flyvetimer under alle himmelstrøg bag mig, må jeg med vemod konstatere, at jeg ikke længere finder nogen større fornøjelse i denne leg.

Min maskine er jo blot et flytteredskab - i dette tilfælde i krigens tjeneste. Og når jeg i en alder, der i vort fag må anses for ærværdig, giver mig hastigheden og lufthøjderne i vold, gør jeg det snarere for ikke at unddrage mig min generations uhumske opgaver end i håbet om at genfinde fordums glæder.

Det kan synes vemodigt, men er det måske ikke alligevel. Det var utvivlsomt dengang - som tyveårig - jeg tog fejl.

I oktober 1940, da jeg var på vej hjem fra Nordafrika, hvortil eskadrille 2-33 var udvandret, på et tidspunkt da min bil stod kraftløs, opklodset i en eller anden støvet garage, opdagede jeg på ny hestevognen. Og med den grøftekanten. Og fårene og oliventræerne. Og oliventræerne havde nu en anden mission end taktfast at hamre med 130 kilometer i timen mod ruderne. De viste sig i deres sande rytme, som er den sindigt at frembringe oliven. Og fårene havde ikke længere kun den ene bestemmelse at sænke gennemsnitshastigheden.

De blev til levende væsener igen. De tabte rigtige fåreknolde, og rigtig uld groede på deres ryg. Og også grøftekanten havde en mening, da de jo græssede der.


Følg History Watch på :
Facebook Twitter YouTube