Skip Navigation Links Historie 1. Verdenskrig Civile Om krigsstarten

Kejseren om grundene til krigen

Om August 1914

Wilhelm og Frantz Ferdinand i Kiel i 1905

      Illustreret Videnskab HISTORIE + Nano jakke
1. "Til at undertrykke enhver Publikation, som opirrer til Had mod og Foragt for Monarkiet, og hvis almindelige Tendens er rettet mod Monarkiets territoriale Integritet."
Den kongelige serbiske Regering fordømmer den mod Østrig-Ungarn rettede Propaganda, d. v. s. alle de Bestræbelser, hvis Mål det er fra det Østrig-ungarske Monarki at løsrive dertil hørende Landsdele, og beklager oprigtigt de grufulde Følger af disse forbryderiske Handlinger.
Enkekejserindens Svar herpå var følgende: » Enhver, som vægrer sig ved at udføre mine Ordrer i alle Måder, vil øjeblikkelig få sin Afsked uden Pension.«
Jeg havde ikke behøvet denne Forsikring, kære Kammerat, og jeg vilde før tvivle på min Gud end på de Troskabshånd, vi har knyttet imellem os.
Siden rigets grundlæggelse har det gennem 43 år været min og mine forfædres alvorligste stræben at opretholde freden og i fred at fremme vor kraftige udvikling.
Et Hurra for Hans Majestæt Kejseren og Kongen, vor øverste Krigsherre, Hurra, Hurra, Hurra.
Uden mindste foranledning fra vor side har en nabo hovmodig ved sin styrke sønderrevet de traktater, som bar hans underskrift, og krænket vort fædrelands jord.
Forudsat at du er legemlig rask og mellem 19 og 38 år, er du så virkelig tilfreds med det, du for øjeblikket foretager dig?
Den første mobiliseringsdag er Tirsdag den 2. august 1914.
Denne Bog viser klart, hvilken Hensigt Tyskland fra første Færd havde med at sende Lenin og hans jødiske Medskyldige ind i Rusland, og hvor fuldstændigt det nåede sit Mål.
Den russiske Revolutions Stilling er i Øjeblikket den, at næsten alle Arbejdere og det store Flertal af Bønderne utvivlsomt står på Sovjetmagtens og den af Sovjetmagten indledede socialistiske Revolutions Side.
Denne Harme er særlig rettet mod visse Kvinder, hyppigt af den modnere Alder, som ikke deltager i Sporten, men ikke desto mindre stadig viser sig offentligt i Knæbenklæder.”
Hitlers første verdenskrig Kvinderne i Ravensbrück

Bogtips

Her fortæller Kejser Wilhelm om hans bevæggrunde, for at rejse til Norge efter drabet på Franz Ferdinand og om Tysklands vilje til fred.
Da Efterretningen om Mordet på min Ven, Ærkehertug Franz Ferdinand, indtraf, opgav, jeg Kieler-ugen og rejste hjem, fordi jeg havde til Hensigt at tage til Bisættelsen i Wien. Fra Wien henstillede man imidlertid til mig at afstå fra dette Forehavende; Senere hørte jeg, at bl.a. også Hensynet til min personlige Sikkerhed havde været en medvirkende Årsag til denne Henstilling; dette Hensyn vilde jeg naturligvis have ignoreret.

Dybt bekymret ved Tanken om den Vending, som Sagerne kunde tage, besluttede jeg nu at opgive min planlagte Nordlandsrejse og blive hjemme. Rigskansleren og Udenrigsministeren var af den modsatte Anskuelse og Ønskede netop, at jeg skulde foretage denne Rejse, fordi det vilde have en beroligende Indflydelse på hele Europa. På Grund af den usikre Fremtid væg-rede jeg mig længe ved at forlade mit Land. Men Rigskansleren v. Bethmann erklærede kort og fyndigt, at hvis jeg nu opgav den allerede kendte Rejseplan, vilde det kun bevirke, at Situationen vilde komme til at se endnu alvorligere ud, end den var, og derved eventuelt bidrage til Krigens Udbrud, for hvilken jeg så vilde kunne gøres ansvarlig. Hele Verden ventede kun på den forløsende Efterretning om, at jeg, trods den nuværende Situation, roligt havde tiltrådt min Rejse. jeg konfererede med Generalstabschefen derom, og da også han syntes at se roligt på Situationen og selv udbad sig Permission for at tage på et Sommerophold til Karlsbad, besluttede jeg med tungt Hjerte at tage afsted.

Det meget omtalte såkaldte Potsdamer Kronråd af 5te juli fandt i Virkeligheden aldrig Sted. Det er kun noget ondskabsfulde Personer har opdigtet. jeg modtog selvfølgelig før min Afrejse, som jeg ved sådanne Lejligheder altid plejede, enkelte af Ministrene for at lade disse aflægge Rapport om de forskellige Sagers Stilling indenfor hvert enkelt Departement. Et Ministerråd fandt heller ikke Sted, og om krigsforberedelser var der ikke Tale ved •en eneste af Sammenkomsterne.

Min Flåde lå, som den plejede under Rekreationsrejsen om Sommeren, i. de norske Fjorde. Under Opholdet i Balholm fik jeg kun sparsomme Efterretninger fra Udenrigsministeriet øg var hovedsagelig henvist til den norske Presse, der-mere og mere gav mig det Indtryk, at Situationen stadig forværredes. jeg telegraferede gentagne Gange til Kansleren og Udenrigsministeriet, at jeg anså det for rådeligst at vende hjem, men blev hver Gang anmodet om ikke at afbryde min Rejse. Da jeg erfarede, at den engelske Flåde efter Revyen ved Spithead ikke havde opløst sig igen, men vedblivende holdt sig samlet, telegraferede jeg atter til Berlin, at jeg anså min Tilbagekomst for nødvendig. Man delte dog ikke der min Opfattelse. Men da jeg derefter gennem den norske Presse - uden at være underrettet herom fra Berlin - kort efter blev bekendt med det østrigske Ultimatum til Serbien og umiddelbart derefter den serbiske

Note til Østrig, tiltrådte jeg uden videre Hjemrejsen og befalede Flåden at gå til Wilhelmshaven. Ved Afrejsen erfarede jeg fra norsk Kilde, at en Del af den engelske Flåde hemmelig skulde være på Vej til Norge for (endnu i Fredstid) at fange mig.

Det er betegnende at man i Udenrigsministeriet den 26. juli overfor den engelske Gesandt, Sir Edward Goschen, erklærede, at det var beklageligt, at jeg på eget Initiativ havde tiltrådt Hjemrejsen, da der derved kunde opstå alarmerende Rygter. Ved min Ankomst til Potsdam fandt jeg Kansleren og Udenrigsministeriet i Konflikt med Generalstabschefen - fordi General v. Moltke var af den Anskuelse, at Krigen ubetinget vilde bryde ud, mens de to. første fastholdt deres Mening, at det ikke vilde komme dertil: Krigen vilde kunne undgås, når jeg blot ikke lod mobilisere. Denne Strid vedvarede forbavsende længe. Først da General v. Moltke meldte, at Russerne allerede havde stukket Ild på de Huse, der lå i Grænseforternes Skudlinje, havde revet Grænsebaneskinnerne op og opslået røde Mobiliseringssedler, gik der et Lys op for Diplomaterne i Wilhelmsstrasse. Både deres Modstand og de selv brød sammen. De havde ikke villet tro på Krigen.

Heraf fremgår tydeligt, hvor lidt vi i juli 1914 var belavet på Krig - endsige, at vi' havde forberedt den. Da Czar Nicolaus II i Foråret 1914 af sin Hofmarskal blev forespurgt om sit Forårs- og Sommer-Program, svarede han: je resterai chez moi cette annee, parce que nous aurons la guerre, (Denne Kendsgerning skal være bleven meddelt v. Bethmann; jeg havde imidlertid den Gang intet hørt derom og er først i November 1918 blevet gjort bekendt med den). Det var den samme Czar, der to forskellige Gange, i Bjørkø og i Baltisk Havn, ganske uopfordret og overraskende før mig gav mig sit højtidelige Æres-ord, bekræftet ved Håndslag og Omfavnelse på: at han af Taknemmelighed over den tyske Kejsers trofaste og' nabovenlige Holdning under den russisk-japanske Krig, som England allerede havde skaffet Rusland på Halsen, aldrig vilde drage Sværdet imod ham, selv om det skulde komme til Krig i Europa - og allermindst som Englands Forbundsfælle, Dette Land hadede han, thi det havde gjort ham og Rusland stor Skade ved at pudse Japan på ham.

På samme Tid, som Czaren talte om sit Sommer-Krigsprogram, beskæftigede jeg mig på Korfu med Udgravninger af Oldsager, hvorefter jeg rejste til Wiesbaden og endelig til Norge. En Hersker, der vil Krig og forbereder den for at overfalde sine Naboer, hvortil der behøves lange, hemmelige Mobiliseringsforberedelser og Troppekoncentrationer, opholder sig ikke Måneder igennem udenfor sit Land og lader ikke sin Generalstabschef rejse til Karlsbad på Sommerpermission. Under alt dette traf Fjenderne planmæssige Forberedelser til Overfaldet.

Hele det diplomatiske Maskineri hos os svigtede. Man så ikke den optrækkende Krig, fordi Udenrigsministeriet, med sit Standpunkt ”surtout pas d'histoires!", var så hypnotiseret af Tanken om Fred cl tout prix, at det fuldstændig havde ophørt at regne med Krigen som et eventuelt Våben i Entente-Diplomaternes Hænder og derfor ikke på rette Måde vurderede Betydningen af Krigstegnene. Også heri ligger der forøvrigt et Bevis på Tysklands Fredsvenlighed. Udenrigsministeriets Standpunkt stillede det i' et vist Modsætningsforhold til Generalstaben og Admiralitetet, der advarede og vilde træffe Forberedelser til Modværge. Denne Uoverensstemmelse sporedes lang Tid efter. Hæren kunde ikke glemme Udenrigsministeriets Medskyld i, at den var blevet overrasket. Og Diplomaterne var pikerede over, at Krigen var kommet på Trods af deres Kunst.

Der findes utallige Beviser for, at Krigen forberedtes i Rusland, Frankrig, Belgien og England allerede i Foråret og Som-meren 1914, hvor hos os endnu ingen tænkte på Ententens Angreb.


Følg History Watch på :
Facebook Twitter YouTube