Skip Navigation Links Historie 2. Verdenskrig Danmark Churchill Klubben

Churchill Klubben dannes

Fortalt af: Knud Pedersen

Bogen om Churchill Gruppen
Kringsatt av fiender, gå inn i din tid!
Under en blodig storm, vi deg til strid!
I Deres Henvendelse til den danske Befolkning den 25. April 1944 har De proklameret en skærpet tysk Undertrykkelse af vort Land.
de smed hans Lig i en Landevejsgrøft
efter en Køretur.
Og hvem kører Bil i Danmark?
Montgomery har meddelt den allierede Øverstkommanderende, at alle fjendens styrker i Holland, Nordvesttyskland og Danmark.
I løbet af timer eller dage vil det blive afgjort, om de tyske styrker i Danmark erkender nazismens endelige nederlag eller vælger at gå ud i en sidste desperat og nytteløs kamp.
I Deres Henvendelse til den danske Befolkning den 25. April 1944 har De proklameret en skærpet tysk Undertrykkelse af vort Land.
Tyske Tropper har i Nat overskredet den danske Grænse og har gjort Landgang forskellige Steder.
Jeg har ikke gjort noget ondt, Marie, så jeg kan dø med Ære ..
Jeg har en Hilsen til Danmark fra Winston Churchill, Englands Førsteminister. Jeg kan fortælle jer derhjemme, at det nu ikke længere kun er rundt omkring i Mødelokaler og i Hjemmene, at Tyskerne finder Fjender - nu er vi Danske med i Luften i vore egne Flyvemaskiner.
En guidet tur i Aalborg med fokus på Churchill Klubben.
Den således afsluttede Overenskomst har selvsagt ingen folkeretslig Gyldighed, da den er bleven til, uden at Kongen eller den af ham udnævnte lovlige danske Regering har medvirket eller overhovedet haft noget som helst Kendskab dertil.
Knud Pedersen fortæller her om dannelsen af Churchill Klubben og opbygningen af modstandsgruppen.

Churchill Klubben blev den første danske modstandsbevægelse og havde hjemme i Aalborg. Gruppen blev fanget og sat i fængsel, hvorfra det lykkedes gruppen at fortsætte kampen mod tyskerne i Danmark. Gruppens betydning var nok primært propagandamæssigt for De Allierede, men her kan gruppens betydning ikke undervurderes, da det blev kendt ved deres tilfangetagelse at drenge fra latinskolen var modstandsfolk, som tyskerne satte i fængslet.

Beretningen stammer fra bogen Unoder af Knud Pedersen.
En af de drenge, som var med til julemødet i klosteret, var søn af en af byens tyskersympatisører, som oven i købet indtog en høj kommunal stilling. Han havde regelmæssigt tyske officerer til middag i hjemmet. En anden var søn af civilforsvarschefen, en tredje søn af direktøren for en større fabrik i byen, og endelig var der min bror og mig - i alt bare 7 skoledrenge fra starten og lidt af en samling burgøjsere.

Vi besluttede som dækning for vores virksomhed at oprette en bridgeklub, hvor vi spillede på skift hos hinanden, men fortrinsvis hos en, som ikke havde telefon. Vi organiserede os med en passiv afdeling, en propagandaafdeling, en »kemisk afdeling«, der skulle fremstille bomber (den afdeling var lige så farlig for klubbens medlemmer som for den tyske værnemagt!) og en regulær sabotageafdeling, der skulle tage sig af brand og ødelæggelse. Denne sidste blev jeg chef for. Faktisk var det det samme mønster, som den organiserede modstandsbevægelse i Danmark brugte senere, blot blev den kemiske afdeling her udskiftet med »nedkastningsgrupper«, der samlede de våben og det sprængstof op, som engelske flyvere om natten kastede ned over landet på øde pladser. Men det var først-langt senere.

Som tidligere nævnt bestemte vi os til at kalde vores hemmelige hær, bestående af 7 drenge fra latinskolen, for Churchill-klubben, og vi indførte fra starten - der blev ikke talt ret meget om juleforberedelser den dag - den optagelsesbetingelse, at ethvert medlem skulle have taget et tysk våben fra en tysker, således at alle var lige interesserede i at holde kæft, og det blev den første tids mest aktive indsats. Nye medlemmer blev hvervet med besked om at møde op med våben. Daglig blev der således bragt nye våben til klosteret.

Der blev stjålet pistoler på restauranterne, når tyske officerer havde hængt deres bælter fra sig i garderoben. Der blev spillet fodbold uden for tyske troppelejre, hvorunder bolden ved en fejltagelse blev sparket ind i lejren, så vi kunne gøre os lovlige ærinder ind for at opsnuse våben, nogen havde stillet fra sig. Vi kunne have et gevær i buksebenet. Vi kravlede op til de tykke barakvinduer og hægtede geværer af senge stolperne, og på godsbanegården gik vi på jagt efter ammunitionskasser med patroner, der kun en gang imellem passede til de våben, vi havde taget. Så måtte vi tage nogle nye, der passede til patronerne. Klosterets loft blev brugt som skydebane med øvelsesskydning hver søndag formiddag, når der var gudstjeneste i klosterkirken og der blev spillet på orglet, med mine forældre godt af vejen i kirken og på prædikestolen. Når orglet satte ind, sendte vi en salve fra en stjålet maskinpistol hen over loftet i præstegården.

Vi havde efterhånden indmeldt en passiv gruppe fra skolen på 10 klassekammerater til at skaffe våben - og betale foreningskontingent Det var en hel sportsklub.

Den aktive del af klubben gik ud på deres bridgeaftener og brændte tyske biler eller ødelagde dem så godt, det var muligt, og der blev forsøgt brandstiftelse mod danske entreprenørvirksomheder, der arbejdede for tyskerne først og fremmest med at udbygge den vigtige lufthavn i Aalborg.

Kulminationen indtraf, da vi havde fået den ide at sætte ild til tyske jernbanevogne, der stod på bane terrænet fyldt med flyvemaskindele, og vi udfandt os med stor omhu jernbanevogne, der stod rangeret så langt inde i vognstammerne, at de var umulige at rangere bort på et øjeblik, og så langt inde imellem andre togstammer, at brandvæsenet kun vanskeligt kunne komme ind til dem. Brandfolkene var i øvrigt også bange for, at sådanne tyske jernbanevogne kunne indeholde sprængstoffer.

Som det også sker i vore dage, når en spøg bliver drevet for vidt og man er kommet allerbedst i gang, bliver det hele afsløret ved en tilfældighed. Jeg havde taget en pistol på et konditori, hvor der altid kom mange tyskere, og på vejen ud var jeg standset op og havde stået og redt håret med en stor sort kam, idet jeg brugte konditorivinduet som spejl.

Da servitricen med to civilbetjente næste dag havde taget opstilling uden for skolen for at se, om hun kunne genkende nogen - hun havde fortalt, at hun troede, det drejede sig om gymnasiaster - følte jeg mig iagttaget og lod for at tage mig ud til min fordel en kam glide gennem håret: Den store sorte kam, som jeg altid bar på mig i stedet for en pistol, som vi havde indført strengt forbud mod at have med i skolen.

I løbet af et døgn var alle arresteret og indsat i Aalborg Arrest, der skulle blive rammen om gruppens fortsatte virksomhed, hvad dog ingen af os tænkte på, da vi første gang satte vore ben i de snævre celler og læste det strenge reglement, hvorefter tøjet skulle lægges ud på gangen om natten, for at vi ikke skulle flygte, og hvor de tommetykke tremmer gav os den fornemmelse, at dette fængsel vist både bar livrem og seler på samme tid.

Det skulle dog ikke hjælpe dem. Vi havde faet smuglet ekstra tøj ind og savet tremmerne over, inden der var gået en måned.


Følg History Watch på :
Facebook Twitter YouTube