Slaget foran Moskva

De tyske Flanker blev oprevet, deres Centrum rullet tilbage og deres Felttog ødelagt. De begyndte deres Tilbagetog.

I Slaget om Moskva, fra den 16. November til den 10. December anslog, Sovjets Overkommando, at Den røde Hær dræbte over 85.000 Tyskere og erobrede eller tilintetgjorde 1434, Tanks, 5416 Køretøjer, 575 Feltkanoner, 339 Morterer og ,87.0 Maskingeværer.

Disse Overslag dækker to Perioder. Under den første fra de 16. November til den 6. December, da Tyskerne var i Offensiven, Indbefattede de 5,5,170 Døde samt 777 Tanks, 534 Køretøjer, 178; Kanoner, 119 Morterer og 224 Maskingeværer, der blev tilintetgjort. Under den anden Periode, fra den 6te til den 10ende December, da Russerne var i Offensiven, indbefattede de 30.000 Døde samt 386 Tanks, 4317 Køretøjer, 305 Kanoner, 101 Morterer og 515 Maskingeværer, som blev erobret, og 271 Tanks, 565 Køretøjer; 92 Kanoner, 119 Morterer og 131 Maskingeværer; 'der blev. Tilintetgjort.

Den Dato, der blev opgivet, og som rimeligvis vil indgå i Historien som Dagen for den russiske Modoffensivs Begyndelse, var den 6. December. Jeg opdagede dog, at der ude på Fronten faktisk havde. været nogle Styrker, der var gået til Angreb allerede i November.

Mod Syd nåede Tyskerne Landsbyen Pianitsa lige Syd for Kashira, men de var aldrig kommet ind i den By og havde heller ikke fået ødelagt det store Kashira Kraftanlæg, som forsyner en stor Del af Moskva med Elektricitet. Mod Nord blev de standset ved Dimitrov, efter at det var lykkedes dem at etablere to små Brohoveder over Moskva-Volga Kanalen.

Den Modstandsmur, som det aldrig lykkedes Tyskerne at gennembryde, begyndte' at rejse sig sidst i November, da Kosakkerne gik Ind i Rækkerne. General Belovs Første Gardekavaleri Korps drog ind i Kashira den 25. November og red derfra for at drive Tyskerne tilbage fra Venev. General Dovators Anden Gardekavaleri Korps samarbejdede med General Rokossovskis sekstende Arme, der forsvarede Moskva-Leningrad Landevej, og drev Tyskerne mod Vest bort fra Istra Søerne. Dette tapre Rytterkorps foretog derefter en forceret March fem og halvfjers miles mod Syd for at støtte den 5te røde Arme, tilintetgjorde den 78nde tyske Infanteri-Division, og vendte tilsidst tilbage mod Nord for at fuldende sit Felttog foran Moskva i Volokolarnsk- og Ruza-Afsnittene.

Første Gang, Tyskerne virkelig blev tvunget til at gå tilbage, var den 2. December, da General Vlasovs Infanteri stormede Kievo, tyve miles Nord for Moskva. Solnechnogorsk blev den 10. December så hurtigt forladt af Tyskerne, at Byen kun havde lidt ringe Skade, skønt Fjenden havde holdt den besat i nitten Dage. Klin blev tilbageerobret den 14. December. Tyskerne forsøgte at holde Byen, men blev hurtig omringet. For første Gang under denne Krig gav Russerne en omringet, fjendtlig Garnison Adgang til at kapitulere. Fjenden afslog at overgive sig. Tre Tusind af dem blev dræbt.

Dette Drama blev udspillet indenfor en Halvcirkel rundt om Moskva. Udenfor udspilledes der et andet Drama. Tyskerne havde omhyggeligt rettet deres Kiler mod de Punkter, hvor Rusernes nordvestlige, vestlige og sydvestlige Fronter mødtes, idet de regnede med et hurtigt Gennembrud på disse normalt svage Steder og således en hurtig Afgørelse af Slaget. Det var en glimrende Plan - hvis den blev udført hurtigt. Ellers løb de den Risiko, at Ruserne løb sammen om dem fra alle Sider. Det var netop det, der skete.

Fra Nordvest stødte General Ivan Konevs Styrker ned til Udkanterne af Kalinin, ventede der fra den 20. Oktober til den 6. December og deltog så i General-Modoffensiven. Tyskerne stak Ild på Kalinin den 15. December og opgav Byen. Fra Sydvest marcherede' General Golikovs Arme fra Riazan til Mikhailov og Jerifan, medens Belovs Kavalleri red ned nordfra, og Bolins Styrker kastede sig ud fra den indre Ring rundt om Tula.

Tyskerne blev fanget i deres egen Fælde. De havde gjort sig skyldig i den samme Fejltagelse, som de gjorde sig skyldig i et År senere ved Stalingrad. De Allierede var ofte blevet kritiserede for at gøre "for lidt, for sent". Tyskerne påtog sig "for meget, for tidligt".

De Mænd, der frivilligt ofrede sig på Moskvas' Alter, gjorde' ikke deres Offer forgæves. Deres By blev frelst. For Tyskerne var Vinterfelttogets ufrivillige Ofre og uhyggelige Rædsler først nu ved at begynde.

Der var kun cirka hundrede miles fra Moskva til Fronten. Jeg kørte i to Døgn og sad oppe i to Nætter for at tilbagelægge den Afstand - og så nåede jeg det alligevel ikke. Det var min første Lære om gamle General Vinters Magt. Det lærte mig ikke så lidt om, hvordan det kunde være, at Tyskerne, der både måtte kæmpe' mod Den røde Hær og mod Vinteren, ikke kunde tilbagelægge den samme Afstand fra Fronten til Moskva.

Men det lærte mig også, at General Vinter ikke hørte til Den røde Hær. Hvis han havde gjort det, byrde han være blevet skudt for Forræderi, fordi han lagde lige så mange Hindringer i Vejen for Russerne som for Tyskerne. Han kæmpede kun for sig selv.

Vi hørte i Moskva i denne første Krigsvinter, at man i Udlandet fortalte, at Vinteren helt var på Russernes Side; at alle Tyskernes Ulykker ene og alene skyldtes Vejret ag slet ikke Den røde Hær. Det vilde have været meget svært at få de Mænd, der standsede Tyskerne foran Moskvas Porte, og som derefter, puklede, sig Vej gennem Sneen og den bidende Kulde far at drive Fjenden tilbage, til at tro på den Skrøne. Også de led og døde for General Vinters Hånd.

Der var imidlertid to. Ting, der begunstigede Russerne i dette første Vinterfelttog. Vejret var mindre hårdt for Forsvarerne end for Angriberne, og da Tyskerne angreb på Felttogets mest kritiske Tidspunkt, og da det store Spørgsmål var, om det skulde lykkes dem at indtage Moskva eller ej, var de uheldigt stillede. Dertil kom, at Russerne var fuldt forberedte på Vinteren med deres filtfarede Støvler, forede Jakker, Pelshuer og hvide Slag, deres, Skier, Slæder og Kaner, medens Tyskerne var fuldstændig uforberedte - en frygtelig næsten ufattelig Fejl, som den for sin Dygtighed ellers så højpriste Overkommando her havde begået.

Derfor blev Sejren i det første Vinterfelttog Russernes - ikke nogen Sejr af afgørende eller vidtrækkende Betydning, fordi General Vinter stadig var med og kun kæmpede far sig selv, og nu kæmpede han mod Den røde Hærs Modoffensiv', men alligevel var det, en klar Sejr.

Først om Aftenen den 29. November, da Vejret var bidende koldt som ved Midvintertid, blev man helt klar over den Vending, Krigen havde taget Den Aften blev det meddelt, at Marskal Timoshenko's sydvestlige Styrker, hvoriblandt den 9ende Røde Arme under General Kharitonov og den 56nde røde Arme under General Remizov, havde generobret Rostov. Et hårdt Slag for Fjenden lød Communiquéets Overskrift. Ti Dage senere, den 9. December, blev Fjenden tamt af et nyt Slag. General K. A. Meretzkovs nordvestlige Styrker havde generobret Tikhvin, en Bagdør til Leningrad. Tre Dage efter kom Meddelelsen om det hårdeste Slag. Natten til den 12. December blev der udsendt Meddelelse om Tyskernes Nederlag foran Moskva og Modoffensivens Indledning af de vestlige Styrker under General Zhukov.