Skip Navigation Links Historie 1. Verdenskrig Dokumentar Flugtens årsag for flygtninge

Flugtens årsag for flygtninge

Af: Karin Michaëlis i 1915

Flygtninge tegnet af en tysk soldat på Østfronten, - 1941

      Illustreret Videnskab HISTORIE + Nano jakke
Den yderste ujævne kant skæres af og de stilles i sand til afkøling. Kortere stykker formes som tilspidsede huer - det er granathovederne.
Slå ikke søm i væggen,
smid bare frakken på stolen.
Hvorfor se fire dage frem?
Du rejser tilbage i morgen.
"Det er vanskeligt at leve. Jeg var Syngepige på Montmartre. Min Kæreste er i Krigen. Der er ingen tilbage. Det er det samme med os alle. Om kort Tid dør vi alle sammen af Sult. Mais, pourquoi pas? En Syngepiges Død betyder intet for Frankrig, og vil ikke ødelægge Glæden over dets Sejr!"
Det var kun et Tilfælde, der førte til Arrestationen af en velkendt Modehandlerinde, hvis Eftermiddagsteselskaber blev besøgt af mange Tyskere med hemmelige Forretninger i Paris.
Vort Kompagni fik Opstilling ved en stor Bondegård, hvorunder der findes en lille Stenhule, og en Dag, da vi undersøgte denne, traf vi der en ung Pige på 15 År. Det var Datteren på Gården, som ikke vilde forlade sit fædrene Hjem.
Byen og Fæstningen opfordres til øjeblikkelig at hejse det hvide Flag og standse Kampen.
Ethvert åbenlyst og hemmeligt fjendskab fra øst og vest og fra lande hinsides havet har vi hidtil tålt i bevidstheden om vort ansvar og vor styrke.
Når måneskinnet breder sig
ud over jorden tyst,
og bjergtinderne tegner sig
mod himlens dybblå lys,
når nattergalen triller slår
Det var ikke mig, der slog dig ihjel, og hvorfor skulle du også, når nu du var læge, absolut deltage i det natlige angreb?
Tidslinje for den østrigske tronfølger hvis mord førte til 1. Verdenskrig.
1. "Til at undertrykke enhver Publikation, som opirrer til Had mod og Foragt for Monarkiet, og hvis almindelige Tendens er rettet mod Monarkiets territoriale Integritet."
Den kongelige serbiske Regering fordømmer den mod Østrig-Ungarn rettede Propaganda, d. v. s. alle de Bestræbelser, hvis Mål det er fra det Østrig-ungarske Monarki at løsrive dertil hørende Landsdele, og beklager oprigtigt de grufulde Følger af disse forbryderiske Handlinger.
Hitlers første verdenskrig Kvinderne i Ravensbrück

Bogtips

Østrig-Ungarn var militært forberedt på krig. Her kan læses, at ingen tilsyneladende havde forudset det store antal flygtninge som ville komme. Alligevel lykkedes det staten og folket, at hjælpe disse mennesker.
På en udstilling i Wien hænger en væg fuld af billeder med fællesoverskriften: "Flugtens årsag!" Disse brændende landsbyer, sprængte broer og sønderskudte kirker kunde ligeså godt ligge i Belgien eller Østprøjsen, i Nordfrankrig eller Serbien, som i Galicien og Bukowina. De er sørgeligt internationale. Ødelæggelsen har nået det højdepunkt, hvor naturen sålidt som menneskenes værk er til at stedfæste.

Østrig var forberedt på krig. Staten havde sin hær, sine våbenfabrikker og armédepoter nogenlunde i orden. Man var klar over, at under en eventuel krig måtte hver borger indskrænke sit forbrug og således hjælpe med at bære fællesbyrden. Utvivlsomt var man forberedt på et stort antal krøblinge og stort tab af liv. Men en ting syntes glemt eller ladet ude af betragtning: Flygtningene.

De kom uventet som græshoppesværmene over Egyptens land. Man var lammet overfor denne ulykke. Men da den første skræk og dermed følgende frygtelige forvirring var overvundet, ydede stat og folk det ufattelige, hvad snarrådighed, handlekraft og offervillighed angik.

Et nyt Østrig vaktes af krigens trommehvirvler.

Medens ude ved fronten unge og modne mænd segnede som korn under haglstorm, medens landets grænser omgærdedes med kirkegårde, opstod inde i landet byer med eventyrets hast.

Når krigen er endt, når det udhungrede, udmattede land atter ånder op, vil befolkningen først indse og skatte rækkevidden af det kulturværk, der blev til i nødens tungeste time.

Utvivlsomt er samme ofre bragt og samme barmhjertighed udøvet i alle de krigsførende lande, men virkningen i Østrig er dog større, mere overvældende, mere betydningsfuld, fordi folket der, først da det kneb, lærte at holde sammen og fornemme sin egen kraft.

De første flygtninge fandt i Wien en storartet gæstevenlig modtagelse. At være flygtning var noget af en udmærkelse. Martyriets glans udstrålede fra dem. Alle lyttede deltagende. Hver nyankommen havde sin friske beretning af berette.

Wien er en stor by med mange gæstekamre, men en dag var alle gæstekamre overfyldt. Man havde taget skoler og paladser og offentlige bygninger i brug, det slog ikke til. Privat og offentlig godgørenhed havde arbejdet rastløst - det slog ikke til. Flygtningene blev ved at strømme ind mod Wien. Man havde valget mellem at skaffe en del af dem bort eller forjage en del af byens egne borgere.

Da tog staten sagen i sin hånd. Fra indenrigsministeriet udgik forordninger til myndighederne i de forskellige kronlande. Rette mænd udvalgte, og flygtningelejrene opstod.

Hver flygtningelejr er en by, blevet til på magtbud, stampet op af jorden, en by med vandværk, kloaksystem og elektricitet, med kirker, skoler, fabriker og hospitaler, med håndværkere og lærde, med øvrighed og love.

Sproget, der tales i disse lejre, er forskelligt som de forskellige folkeslag, hvoraf Østrig-Ungarn består. Flygtningene selv kan deles i to bestemt afgrænsede grupper: De, der søgte flugten af egen fri vilje, da deres bosted blev truet eller ødelagt, og de, der tvangsmæssigt kom bort, fordi egnen af strategiske grunde skulde evakueres. Begge grupper smelter atter sammen i en stor fællesfølelse: Hjemve.

Mod baggrund af hin naturlige, altoverskyggende hjemve må det Herkulesarbejde ses og forstås, som udføres i ministeriet og af lejrøvrigheden. Hvad der end ydes og hvor uegennyttigt, bliver det dog umuligt at tilfredsstille disse midlertidigt sammenbragte menneskehorder. Det ynkeligste hjem står for dem i et sådant skær af fuldkommenhed, er så fantasiforklaret og drømmeomspundet, at den foreløbige tilværelse må synes dem et fængselsøde.

Der gives nomadenaturer, som trives herligt overalt, men da nomadens første livsbetingelse er retten til selv at vælge, hvor og når han vil opslå sit telt, er det, at andre vælger for ham, nok til at gøre ham ulykkelig.

Ulykkelige er de alle. Både de, der klager med ord og de, der bærer smerten inde i sig. Kun børnene, der jo ofte her lever under langt gunstigere vilkår end i deres hjem, synes at have slået rod. (...)
Ministeriets ordre lød: Vær klar til at tage mod tredve tusind flygtninge om tre måneder!

Det var midt i vinterens hjerte, først i februar 1915. Egnen, hvor lejren skulde opføres, var angivet, men stedet ikke bestemt, endsige erhvervet.

Af hensyn til transport af materialer og fødemidler måtte den ligge i nærheden af en by og et banelegeme - af hensyn til smittefaren dog i en vis afstand.

Så blev da jorden erhvervet. Let var det ikke. Befolkningen var ikke begejstret ved udsigten til en koloni af hjemløse, ubemidlede individer.

Ingeniørerne gik i gang med at udarbejde planer for barakker, forvaltningsbygninger, hospitaler og skoler. Man havde jo tre måneder at løbe på. Man var lige begyndt at bearbejde den frosne jord og nedlægge de første vandrør, da et telegram meldte: Tre tusind flygtninge må straks anbringes.

Der stod man. Ikke en barak var under tag. Man havde hverken vand eller lys.

Samme aften rullede toget gennem snelandskabet, og da det standsede, tumlede tre tusind forvildede, halvforrykte, udhungrede, dødtrætte mennesker ud.

Hvor mange dage havde de vel været undervejs? Hvor ofte og hvor længe var toget undervejs standset for at gøre plads for militærtransporter? Hvor mange var døde under turen? For hvilke sygdomme var de bukket under? Og hvad fejlede alle de , som nu lå bevidstløse eller fablede i feberdelirium?

Der var ikke tid og ikke råd at undersøge sligt nu. Opgaven var at skaffe de elendige tag over hovedet og stille deres nagende sult.

Et par telte blev smækket op på den frosne jord. Hvad man kunde opdrive i hast af strå, fyldtes derind. Således tilbragte flygtningene den første nat i lejren. Der var ikke så meget plads, at de kunde ligge side om side - de lå i klumper, mænd, kvinder og børn, sunde, syge og døende. I denne nat, i disse telte, kom børn til verden ...

Få uger efter stod de første barakker rede, hver beregnet på fire hundrede beboere. Men da de tre måneder var omme, husede denne lejr tredve tusinde flygtninge. Og den var kun en i rækken af mange lignende.

I begyndelsen måtte vandet slæbes hid fra nærmeste by, og al kogning foregik under åben himmel. Det var et stolt øjeblik, da de første brød kom ud af lejrens egen ovn. Nu bages der dag og nat i to ovne. Der æltes ved elektricitet, og den daglige ration til 30 tusinde munde fremstilles af kun elleve mand.

Lejren er delt i flere afdelinger, så hvert køkken kun koger til et vist antal barakker. Flygtningenes kost er endnu mere primitiv end fangernes, i de fleste lejre fås kun kød en gang om ugen. Men til et enkelt måltid må da også firsindstyve okser lade livet.


Følg History Watch på :
Facebook Twitter YouTube