Skip Navigation Links Historie 1. Verdenskrig Dokumentar Artilleri fra Skoda

Artilleri fra Skoda

Af: Karin Michaëlis

Den tyske Våbenfabrik Krupp
Østrig var forberedt på krig. Staten havde sin hær, sine våbenfabrikker og armédepoter nogenlunde i orden.
Ethvert åbenlyst og hemmeligt fjendskab fra øst og vest og fra lande hinsides havet har vi hidtil tålt i bevidstheden om vort ansvar og vor styrke.
Efter 7 dages stærkeste Artilleri- og Gasforudvirkning på begge Bredder af Somme og Acre Bækken.
Den 29. Sept. om Natten havde vi udkastet en ny Skyttegrav, måske har Fjenden bemærket det, da Graven i Løbet af et Par Timer var helt jævnet.
Et indblik i hverdagen på Skodas artillerifabrik. Forfatterinden er imponeret over de fremstillede våben og hun lær en del om artilleri.

Hun skriver blandt andet dette: ” Et menneskebarn er ni måneder undervejs, en velskabt mørser bruger 12 til 18 måneder undfangelsen til fødsels øjeblikket. Men så er den også både større, tungere og klogere end nogen elefantunge.”
Det er dag, og jeg står i ammunitionsværkstedet. Der er så højt op til glastaget, at både mennesker og maskiner virker som et tyndt mørkladent lag nede ved jorden. I denne ene hal arbejder for øjeblikket 2400 mand. Her formes granathylstre. Lange runde stænger føres kranvejs hen i en maskine, hvor de klip-klap snittes ud, som pebernødder af en dejrulle. Stykkerne rødglødes og lægges enkeltvis i en presse, hvor en torn borer hul i deres midte. Så kommer de i forskellige drejebænke, hvor de strækkes på langs og rulles og glattes. Den yderste ujævne kant skæres af og de stilles i sand til afkøling. Kortere stykker formes som tilspidsede huer - det er granathovederne.

Det allerfineste stål behandles på en i denne smørfattige tid næsten oprørende ødsel måde. Et reservoir - af størrelse som et mindre svømmebassin fyldes med olie, som ophæves til en vis grad. Heri nedsænkes vældige gennemhullede jernplader med stålforme, der lige er kommet ud af ovnene. Den pludseligt ophedede olie bringes ad kunstig vej tilbage til sin oprindelige varmegrad, hvorefter jernpanden hæves op og sænkes ned med ny ladning. Hvis det er fineste salatolie, må fristelsen for arbejderne være umådelig ...

Medens jeg for otte dage siden ikke kendte forskel på en kanon og en mørser, er jeg nu ladet med formelig zoologisk viden på våbenfeltest område, og da jeg med sikkerhed ved, at om andre otte dage er alting glemt, må jeg skynde mig at prale med mine nye kundskaber, inden det bliver for silde.

Altså: Et menneskebarn er ni måneder undervejs, en velskabt mørser bruger 12 til 18 måneder undfangelsen til fødsels øjeblikket. Men så er den også både større, tungere og klogere end nogen elefantunge.

Den berømte 42 cm kanon, som sammen med 30 cm haubitzeren synes Skodas ynglingsbarn, er et pragteksemplar i sin slags. Alene røret, hvor kanonsjælen bor, koster med sit kanellerede indre og sine stålkorsetter, der af blufærdighedshensyn fører det vildledende navn "Kapper", flere hundrede tusind kroner. Det er en fordringsfuld herre. Han keder sig i sit eget selskab og forlanger kammerater. For ikke at såre ham og for ikke at udsætte ham for forkølelse, skaffer man normalt to legebrødre og bygger over dem et lille pansertårn, hvor de står i ly og uden risiko kan spytte langspyt gennem hvert sit hul. Et sådant pansertårn med dets tre kavalerer koster adskillige millioner. Men hvad gør man ikke for de kære børn.

Projektilet, der har sin plads inde i sjælerøret, er noget større end en velvoksen mand. Alene for at sætte dette i bevægelse, må man ofre 200 kilo krudt. Krudt koster for tiden lidt mere end smør.

Det er således ikke hvermands sag at anskaffe sig kanoner eller mørsere, og har man den endelig, er de ligeså uforskammede usolide som elegante dametoiletter.

En mørser kan ikke, som f.eks. en symaskine, fungere år ind og år ud. Den har sin sæson. Den har fremfor alt sin lunefulde sjæl. Når den har afgivet et vist antal skud, føler den sig træt og utilpas. Sjælerøret strejker. Sjælerøret vil ikke mere. Det nytter så lidt at lokke som at true.

Jeg havde her en skrækkelig lyst til at brovte og fortælle, at Baron Skoda for min private skyld lod affyre en 35" mørser, men mit bedre jeg vægrer sig ved at tage del i løgnen. Sandheden er, at værkdirektørens unge frue en dag med en veninde var ude og køre i slæde i nærheden af skydepladsen. De var just stået af slæden og stod og slikkede solskin, da de pludselig lå pladask på jorden. Det lufttrykket fra hin mørser på en god kilometers afstand. Og der var endda ikke skudt med skarpt.

Jeg overværede derimod prøveskydningen med små bjergkanoner og haubitzer af forskellige størrelser – den største var 18 cm. – og må tilstå, at mine trommehinder bagefter var ligeså lidt i laser som før. Ganske vist stod jeg en halv snes meter bagved våbnene, og der blev skudt ind i en sandfyldt tunnel, hvorfra man senere kunde udgrave de ubeskadigede projektiler.

Ejendommeligt var det at se, hvorledes træer og buske, ja hvert græsstrå på begge sider af viadukten, hvor prøveskydningen fandt sted, var kvalt af lufttrykket. Det så ud, som var en skovbrand gået hen over skrænterne.


Følg History Watch på :
Facebook Twitter YouTube