Skip Navigation Links Historie Mellemkrigstiden Dokumentar Mussolinis Buste

Mussolinis Buste

Fra: M. G. Sarfatti Mussolini biografi (1928)

Mussolini og året 1945

      Illustreret Videnskab HISTORIE + Nano jakke
Da jeg kom på Kontoret, opdagede jeg, der havde været et morderisk Anslag mod Mussolinis Liv.
Men når han blev bragt ind i Operationsstuen, blev han besynderligt livlig og fuld af "Verve".
Soldatermoral". Jeg kan vel skrive om det efter så mange måneders intimt samliv med soldater. Hvad forstår man med soldatermoral? At definere dette nøjagtigt i knappe sætninger som en dagsbefaling er umulig. Soldaterånden hører til den uvejelige kategori; man kan ikke måle den, man føler, man mærker, man gætter sig til den.
Skæbnetimen har slået for vort fædreland. De uigenkaldelige beslutningers time. Krigserklæringen er allerede blevet overrakt Englands og Frankrigs ambassadører. Vi tager kampen op mod vestens plutokratiske og reaktionærer demokrater, som ustandseligt har stillet sig i vejen for det italienske folks fremmarch og fejt truet selve dets eksistens. Det sidste årtis historie kan udtrykkes i disse ord: Løfter, trusler og afpresningsforsøg samt endelig som kronen på værket den skændige blokade, de 52 stater gennemførte i Folkeforbundet.
Jeg ønsker over for marskal Badoglio, idet jeg mindes vort samarbejde i gamle dage, at forsikre, at der for mit vedkommende ikke vil opstå vanskeligheder, og at jeg er parat til i alle henseender at samarbejde.
Mange engelske Venner af Tyrefægtninger støttede i Begyndelsen for Alvor den italienske Fascisme og dens Ret til at byde dem et smukt Skuespil.
A rose in your teeth, uniform so neat, Fatty fascist, hanging from your fat feet.
In a quaint Italian garden
While the stars were all aglow
Once I heard a lover singing
Hitlers første verdenskrig Kvinderne i Ravensbrück

Bogtips

Mussolini filosoferer over hans eftermæle og regner med, at få et eftermåle i stil med en romersk kejser.

Den første del er fra forordet og derefter kommer en del som omhandler den nævnte buste.
Først en Bekendelse. Jeg hader dem, der vælger mig til Genstand for deres Skriverier og Taler. Enten de saa behandler mig godt eller daarligt; det er ligegyldigt. Jeg hader dem ligefuldt. Denne min Uvilje tiltager, naar man udstiller mig for Offentligheden, og for en vid Offentlighed, som just i nærværende Tilfælde; og den naar Paroxysmens Toppunkt, naar jeg gaar ind paa at skrive et Forord.

Den højeste Prøve paa menneskelig Overbærenhed, jeg kan give til Opbyggelse for min Næste, er den at præsentere mig selv.

Jeg har stundom tænkt over den officielle Personligheds groteske og dog sublime Skæbne. Men jeg er ikke naaet til nogen rigtig Slutning, netop fordi det gælder Skæbnen.

Den officielle Personlighed fødes officiel. Man fødes til at være officiel, ligesom man fødes velbegavet eller Idiot. Ingen Læretid faar nogensinde en Mand, der har Tendens til „Hjemlighed", til at blive officiel. Den officielle Mand er som Digteren: han fødes med denne Forbandelse. Han vil aldrig kunne frigøre sig fra den. Hans Tragedie er som en uendelig Skala: den gaar fra Martyriet til Autografen.

Min Bekendelse er kun et Lune. Jeg bærer med fuldstændig Resignation min Skæbne som officiel Person. Jeg kan til Tider næsten være begejstret for den. Ikke for de Tilfredsstillelsers Skyld, som det at være offentlig bekendt bringer med sig: Forfængelighedsstadiet varer jo kun fra de tyve til de femogtyve Aar.

Ikke heller for den Berømmelse eller Hæders Skyld, som tilsidst bliver enhver officiel Personlighed til Del, eller for Busten - paa hans Føde-Landsbys Torv -; slet ikke. Tanken om, eller Konstateringen af ikke mer at tilhøre mig selv, af at tilhøre alle - være elsket af alle, hadet af alle - af at være et nødvendigt Element for andres Liv, giver mig en Slags „nirwanaagtig" Rus.

Og saa er der det, at naar man er alles, er man ingens. Det er før blevet sagt, at man midt i en Menneskemængde kan føle Ensomhedens bedste og dog saa hvilerige Glæde stærkere end i en Ørken.

I denne Bog er mit Liv. I det mindste den Del af det, som andre kan lære at kende; thi hvert Menneske har sine Hemmeligheder og sine uudforskelige, mørke Kroge. Mit Liv findes i den, hvad Begivenhedernes Rækkefølge, hvad Tankernes Udvikling angaar. I Grunden er der ikke noget videre ved mit Liv. Der er ikke noget i det, der kan gribe Folks Fantasi. Hverken sejerrige Krige, eller usædvanlige Æventyr, eller Skabelse af ny Systemer. Det er ganske vist et bevæget Liv: men det er mindre interessant end for Exempel Savages, den store, engelske Opdagelsesrejsendes.

Jeg synes om denne Bog, fordi den gengiver mine Proportioner igennem Tiden, Rummet og Begivenhederne, uden Hypertrophi - tiltrods for Venskab og Fællesskab i Arbejde og Ideer. Det er muligt, at Fremtiden vil forandre disse Proportioner, formindske eller forstørre dem. Men det maa min næste Biograf tage sig af.

MUSSOLNI


Om Mussolinis buste

„Om alt gaar vel, saa stiller de maaske om tredive Aar en Buste op af mig, bag hvilken Ammer og Tjenestepiger i en eller anden offentlig Have, holder Stævnemøder. - Kl. 8, bag Mussolinis Buste! - siger de til deres Tilbedere. Det er en dejlig Tilfredsstillelse for mig."

Pause og Stilhed.

„Hvad har jeg ogsaa, naar det kommer til Stykket, hidindtil udrettet? Jeg er en lille Journalist og en Minister, som saa mange andre!" siger den Utilfredsstillelige. „Der maa skabes Orden i dette Folks Liv. Naar jeg har faaet det gjort, har jeg udført et Hverv. Saa vil jeg føle mig, som om jeg var nogen."

Nok en Pause. Igen Stilhed. En let Trækning drager Ansigtet sammen.

„Og alligevel," siger denne typiske Handlingens Mand med et Glimt i sine Øjne af den indre Ild, som hans Vilje tilnød holder tilbage, „alligevel ja, jeg beherskes af dette rasende Ønske, der brænder, gnaver og fortærer mig indvendig som et legemligt Onde: Ønsket om med min Vilje at indsnitte et Mærke i Tiden, ligesom en Løve med sin Klo: saadan!"

Og det er, som om hans Haand fik en skærende Magt, idet den gør den rappe, faste Bevægelse.


Følg History Watch på :
Facebook Twitter YouTube