Mytteri i Sortehavsflåden
Af: Negley Farson
En tidslinje over Zar Nicolaj II.
Arbejderkontrollen gennemføres af alle Arbejdere og Funktionærer i Foretagendet, enten direkte, hvis Foretagendet er så lille, at dette er muligt, eller gennem deres valgte Repræsentanter, der vælges omgående på Fællesmøder.
Den russiske Revolutions Stilling er i Øjeblikket den, at næsten alle Arbejdere og det store Flertal af Bønderne utvivlsomt står på Sovjetmagtens og den af Sovjetmagten indledede socialistiske Revolutions Side.
Der udspredes hårdnakkede Rygter om, at Japanerne ruster, at de har koncentreret 600 Batailloner i Manchuriet til et Angreb på Rusland.
Mine højtelskede Soldater, jeg taler til jer for sidste Gang. Jeg har frasagt mig Tronen, på mine egne og min Søns Vegne, og Magten er overgået til den provisoriske Regering, der er dannet på Dumaens Initiativ.
Denne Bog viser klart, hvilken Hensigt Tyskland fra første Færd havde med at sende Lenin og hans jødiske Medskyldige ind i Rusland, og hvor fuldstændigt det nåede sit Mål.
Hendes majestæt, enkekejserindens to døtre og vi alle bor på Aj-Todor. Vi er alle enige om, at der for øjeblikket ikke eksisterer nogen magt i Rusland, som på effektiv måde kan beskytte hendes majestæt.
Jeg udsender denne Erklæring som en Handling af bevidst Trods mod al militær Autoritet, fordi jeg ved, at Krigen med vilje bliver forlænget af dem, som har Magten til at afslutte den.
Et af de første politiske Spørgsmål, som jeg blev stillet overfor kort efter, at jeg havde overtaget den øverste Hærledelse, gjaldt Polens Fremtid.
Under kronstadter-agitatorernes auspicier blev der den 10. juli 1917 afholdt et kæmpe demonstrationsmøde af matroser ude på Koulikovo Marken, i en af Sebastopols forstæder. Bolsjevikerne var ude efter at få Sortehavsflåden til at provokere sine officerer til et eller andet skridt, der kunde fremkalde repressalier. Efter ustandseligt taleri den ganske dag fik Bolsjevik udsendingene hovedparten af mødet overbevist Om, at det var ubetinget nødvendigt, at officererne blev afvæbnet øjeblikkeligt. Og eftersom russere aldrig gør halve ting, valgte mødet en deputation med følgende altomfattende parole:
"Øjeblikkelig afvæbning af alle officerer, døden og djævelen over arbejder- og soldaterrådene, hvis de ikke bøjer sig for dette!"
Såsom arbejder- og soldaterrådene kæmpede for lige nøjagtigt det modsatte af, hvad officererne prøvede på at holde fast på, synes denne resolution at have taget Sigte på begge de to parter. Deputationen blev så sendt op i det tidligere sæde for Sebastopols højstkommanderende, hvor nu det arbejder- og soldaterråd, der skulde have døden og djævelen, hvis det ikke bøjede sig, havde til huse. Rådet lod sig forskrække; det troede, at agitatorernes dememonstrationsmøde på Koulikovo Marken virkelig tolkede folkets røst, og gav derfor efter. Og der blev sendt en komite ud til Admiral Kolchak for arbejder- og soldaterrådets navn at kræve, at han skulde underskrive en Ukas, som beordrede officererne i hans flåde til at aflevere deres våben.
Admiralen var ombord på sit flagskib St. Georg den Sejrrige, der lå i bassinet lige ved indsejlingen til havnen. Han modtog delegationen på skansen.
Kolchak må have haft en fornemmelse af, hvor alvorligt et ærinde de kom i; han modtog dem med hånden fast sluttet om det gyldne sværds hjalte.
»Aldrig!« var hans Svar, da Matroserne havde meddelt ham, hvorfor de kom.
"Det er folkets vilje!" Svarede deres ordfører:
I nogle sekunder stod Kolchak der og så på dem. Så faldt hans Hånd slattent ned fra sværdfæstet, og hans skuldre sank sammen. Det var, som om han skrumpede ind.
"Harasho!" Han rakte begge sine hænder ud til siden som for at tilkendegive sin afmagt. "Så være det sådan!"
Han gik ind i sin kahyt og skrev ydmygelsens ordre til sine officerer om, at de skulde aflevere deres sidevåben. For ham som russisk officer, der var opfødt i den tradition, at hans sværd var hans ære, må det have været, som om de ord blev skrevet med hans eget røde hjerteblod. Men han gjorde, hvad han mente var det rigtige under de foreliggende omstændigheder; han var næsten Tolstoyansk i sin underkastelse.
Da han kom ud af kahytten, farvede den nedgående Sol Sebastopols vande med dybt rød gylden glans. Han gik hen til delegationens fører og rakte ham ordren. Derefter vendte Kolchak sig for at gå tilbage til sin kahyt. Men de delegerede standsede ham.
»Deres sværd, Admiral?« Og ordføreren pegede på hans hæderstegn.
Kolchak stod stille og så ned på sit våben - det gyldne sværd, som Kejseren med egen hånd havde overrakt ham. Så spændte han langsomt bæltet, som denne skat hang i, løs og holdt sværdet foran sig i sine udstrakte Hænder. Matrosen kom hen til ham for at tage det - og rakte en smudsig næve frem mod ham!
Det var for meget af det gode. Det sværd, han havde vundet med hæder, måtte ikke vanhelliges! Kolchak trådte tilbage fra den udstrakte næve og slyngede sit sværd ud over delegationens hoveder. En svag plasken og nogle koncentriske ringe i vandet viste det sted, hvor Fader Neptun havde taget det i sin favn. Der var det sikkert, troede Kolchak.
"Men det tog Kolchak fejl i, fortsatte Korsakoff, for dagen efter, at han havde kastet sværdet i søen, var det, at Utgoff gjorde sin indsats!
Efter at Utgoff havde nægtet at afgive sine våben og havde udfordret sine folk til selv at komme og tage dem fra ham, sendte Matroserne en Delegation til Arbejder- og Soldaterrådet med Krav om, at alle flyvestationens officerer skulde have deres sidevåben tilbage med det samme. Og rådet gik med til det.
Men ikke nok med det, to dage efter fik samtlige officerer i Sebastopol leveret deres våben tilbage, OG DER BLEV SENDT DYKKERE NED FOR AT FINDE KOLCHAKS GYLDNE SVÆRD! Efter to ugers eftersøgning fandt de det, og det blev fremsendt til Marineministeren i Petrograd med højtidelig anmodning om, at det måtte blive tilstillet Admiral Kolchak.
Samtidig vedtog Arbejder- og Soldaterrådet i Sebastopol en udtalelse, hvori der udtales "Dadel af Kolchak i Anledning af, at han har fundet sig i, at en så fornærmelig ordre (afvæbning af officererne) blev udstedt"
Når den slags ting kunde passere, var det ikke underligt, at man i Rusland ikke i det ene øjeblik kunde vide noget om, hvad der vilde hænde i det næste. Det kan godt være, at Korsakoff havde Ret i, at hvis Kolchak havde lydt sit kampinstinkt, sådan som den opbrusende Utgoff gjorde, og ikke var veget for et fantasifoster, kunde han have frelst Sortehavsflåden og været i live den dag i dag.
Men ingen af disse Hændelser kunde måle sig med den fantastiske oplevelse, som Utgoff derefter havde.
