En række kvinder levede tæt knyttede til kompagnierne, da deres mænd var soldater, for nogle af disse kvinder var mænd i flertal, da de ”levede i synd” (prostitution). Sangen om Marie er om en sådan kvinde.
Jeg mener, at sangen her er en marchsang. Jeg ville ønske, at jeg kunne observere et kompagni marchere gennem en ”fin by”, syngende denne sang højt til rædsel for ”dydens vogtere”.
Mit Fædreland, mit Regiment,
Min Moder har jeg aldrig kendt,
Min Fader faldt så ung af år,
Alene jeg i verden står.
Mit Regiment tog mig i favn,
Marie gav det mig til navn,
Og nu for Regimentets held,
Jeg ofrer gerne liv og sjæl.
Om morgnen når på march det går,
Og Trommeslageren trommen slår,
Så står ved vinduet Mari’
Og ser fornøjet på sit kompagni.
En underofficer ej ynder jeg,
Han sine løfter holder ej,
Men hvis en kanoner jeg får,
Så kun for ham mit hjerte slår.
Og når en kanoner så varm
Da om mig slår sin kække arm,
Med Dronningen jeg bytted ej,
Hun ej salig’re end jeg.
Og når tilsidst jeg bort må gå,
Da skal der på min gravsten stå:
"I fred nu hviler her Mari'!
Hun lod sig kysse af det hele kompagni."