Skip Navigation Links Historie 1. Verdenskrig Dokumentar Tyske soldaters forplejning

Tyske soldaters forplejning

Fortalt af: Thomas Dinesen

køkkenunderofficeren foran gulerødder

      Illustreret Videnskab HISTORIE + Nano jakke
Kogepotten fyldt med Smørrebrød og dejlige Småkager forlod jeg Klokken 1 om Natten ugerne dette gæstfrie Hus, med løfte om at skrive snart, ja at, komme igen efter Krigen.
Og så skrigene og stønnene af de sårede, der er spredt rundt om i kornmarkerne og i de fugtige enge! Jeg kender ikke noget mere forfærdeligt end det.
Disse arme hunde med de blege kålrabiansigter, de ynkelige knyttede hænder, den jammerlige tapperhed, disse modige, arme hunde, som trods alt rykker frem og angriber, som er så skræmte, at de ikke vover at skrige højt, men med sønderflænget bryst og mave og arme og ben klynker sagte på deres moder og straks hører op, når man ser hen på dem!
Deres døde, dunede, spidse ansigter har den forfærdelige udtryksløshed, som døde børn har.
Derfor mangler legemerne fuldstændig reserver; selv et lille sår kan være dødeligt, fordi legemets lægende kraft ikke længere er tilstrækkelig. Der forekommer også diarreer med dødeligt forløb.
Den suser: Hellere død end skam!
Værg, værg vor Fane!
Vore Kvinder vinker med vilje gram:
Herlige fane!
Deres øjne funkler med ørnens glans,
De kæmper med om den blodige krans:
Sejr, sejr, vor Fane!
Det lader næsten ikke til, at jeg får mere orlov, så jeg skal rejse i morgen.
Hitlers første verdenskrig Kvinderne i Ravensbrück

Bogtips

Uden mad og srikke dur helten ikke. Krig er i stor udstrækning logistik, at holde de kæmpende forsynede på det rette tidspunkt. En farlig opgave var at hente mad, det handler denne beretning blandt andet om.
En aften var jeg på det hold, der skulle hente forplejningen, og vi gik, den ene med fire, den anden med fem kogepotter. For vor underofficer skulle jo have af samme gryde som vi menige.

Det var en drøj tur i nattens mørke. Granathuller og mange andre forhindringer var skyld i, at vi af og til faldt, og så raslede det jo lidt mere end godt var, når vi tabte kogegrejerne, og vi måtte lede i mørket for at få samling på dem igen.

Det var værre på tilbageturen, når vi havde fået fyldt kogekarrene ved køkkenet og tilmed havde brød, marmelade eller en klat margarine at bære på, da kunne det ske, når man faldt, at noget spildtes, værst var det, når vi omsider nåede tilbage, så kunne der nok falde en drøj bemærkning.

Det værste var, at vi måtte spise i mørke og derfor ikke kunne se, hvad der var i potten. Ved den lejlighed fik jeg noget i munden, som vel skulle være er stykke kød, men del kildrede så mærkeligt på tungen. Stykkerne var af almindelig gullaschstørrelse. Jeg hev det ud af munden, rev en tændstik for at undersøge det nærmere. Jo, det var ganske rigtig et stykke gullaschkød men med hud og hår og skind på. En anden havde det samme tilfælde med sin ration. Vi blev enige om, at det skulle nærmere undersøges.

Resultatet blev, at vi to den næste aften ville hente forplejning igen, selv om det ikke var vores tur. Vi ville tale med køkkenunderofficeren om sagen. Næste aften opsøgte vi ham ved gullaschkanonen. Han hed Schaller og var fra Bayern, men ellers en flink mand. Han vidste godt, at jeg var fra Nordslesvig ved den danske grænse. Jeg spurgte ham, hvad det var for kød, der var i suppen? Han tog blot og sparkede til en tom konservesdåse, der lå på jorden og sagde, gå hen OG læs, hvad der står på den. Jeg hentede den tomme dåse og læste i kanten »Fabrikeret i Kopenhagen«.

Anden forklaring fik vi ikke - men det var også nok. Jeg spekulerede, og det randt mig i hu, at Danmark tjente store penge på levering af levnedsmidler til den tyske hær. Der opstod nemlig i den forbindelse ordet »Gullaschbaron« om de bønder i det gamle Danmark, der kunne få 1000 kr. for den ringste tuberkelko ved salg til tyskerne. At vi skulle komme til at æde sådanne produkter fra Danmark i et tysk feltkøkken langt inde i Rusland, havde jeg ikke regnet med.

Vi var forundret over, at der var så forholdsvis rolig i denne stilling. Det var nærmest artilleriet, der var aktivt. Så fik vi ordre til at gøre noget for at få løbegrave og forbindelsesgrave bragt i bedre stand. Det var ikke morsomt hver nat at skulle traske igennem området med de mange granathuller, når vi skulle hente forplejningen. Men vi måtte holdes i gang og gravede og hakkede i ler og kridt som så ofte før. Når bare ikke skydningen var alt for voldsom, gik det nogenlunde. Vi måtte om natten ud foran og istandsætte pigtrådsspærringen. Når det blot kunne gøres uden tab af menneskeliv, fik vi tage det, som det kom.

En mærkelig muldvarpetilværelse var det, hvor alt var klamt og fugtigt. Mærkeligt var det, at det var meget sjældent, nogen meldte sig syg under disse forhold.

I vor forplejning var indbefattet 1/10 liter snaps hver anden dag, som skulle desinficere maven mod bakterieangreb fra mad og klima. Det var - som allerede nævnt - de wolhynske sumpe, der var rene udklækningssteder for smitstof af tyfus, malaria, kolera og dysenteribaciller i den ulidelige varme i disse sommermåneder. Hvor meget denne brændevin kunne hjælpe mod disse sygdomme, ved jeg ikke, for jeg fik både tyfus og dysenteri, hvorfra og hvoraf ved jeg ikke, men det blev så slemt, at maden gik ufordøjet igennem mig. En dag fik vi til middag suppe med store hestebønner i, som ikke var kogte nok, og som følge deraf gik ufordøjede igennem. Tilmed, opdagede jeg, at der var blod og slim i afføringen. Til sidst kunne jeg næsten ikke stå på mine ben.

En dag siger min underofficer til mig: »Mand, du er jo syg« - jeg måtte give ham ret. »Gå til lægen,« sagde han, og det gjorde jeg næste morgen på et nærliggende feltlazaret. Det var på høje tid. Han undersøgte mig og spurgte, hvad jeg havde spist eller drukket, men jeg kunne ikke give bestemte oplysninger - dog tror jeg selv, at det har været noget med drikkevandet. Han tog en stor blikkop og hældte noget gråt pulver i, blandede med en væske og rørte rundt med en ske, alt imens det knasede i koppen, som var det en blanding af sand cement, han rørte i.

Jeg havde i fem dage døjet med maven og var udtømt for al mad og så slap af diarré, at jeg næsten ikke kunne holde mig på en stol. Nu gav stabslægen mig to hårde skibstvebakker, jeg skulle spise. De måtte knuses først, da det var umuligt at bide af dem, som de var. Da jeg havde spist dem, kom han med koppen, som han stadig rørte i, og sagde, at nu skulle jeg drikke det hele. Det var en grå, tyktflydende masse. Jeg drak som befalet, og det knasede mellem tænderne som fint strandsand. Det tog sin tid, inden jeg fik tømt koppens indhold, og så gav han besked om, at jeg kun måtte drikke lidt kakao kogt i vand. Min appetit på mad var nu helt borte. Tørstig var jeg, men måtte kun drikke en lille smule kakao. Der gik tre til fire dage, og der var ikke spor af trang for afføring, hvilket måske var naturligt nok. Så blev jeg spurgt, om jeg havde trang for afføring, hvilket jeg besvarede med nej.

Jeg var slap i hele kroppen, det føltes som om hele den store kops indhold var stivnet inden i mig. Dagen derpå kom jeg igen til stabslægen, og da han fik at vide, der ikke var tegn til afføring, lavede han igen en blanding, dog lidt mere flydende, og vistnok med Ritzinus i (amerikansk olie), det smagte ækelt. Der gik endnu to dage uden trang til afføring, så fik jeg besked på at sætte mig på pinden i den åbne retirade og gøre et forsøg. Det gav intet resultat den dag. Næste dag fik jeg igen en dosis af samme slags. Nu mente han, det skulle hjælpe. Igen sad jeg på den camouflerede retirade, men det var en sej omgang, dog omsider lykkedes det. Det var som en massiv cementblok, jeg slap af med. Appetit var der ikke endnu, og den næste dag spiste jeg hcller ingen mad. Så fik jeg en portion nudelsuppe og en kop te.

Jeg havde tabt meget i vægt efter den omgang, og mit tøj hang lidt slattent på kroppen. Hele sygdomsperioden varede godt tre uger, inden jeg igen var tjenstedygtig. Jeg ville kun nødig gennemgå den sygdom og kur en gang til. Det varede nemlig meget længe, inden min mave virkede normalt igen, jeg var jo kun 20 år dengang og kom da også over det. Alligevel sendte jeg en venlig og taknemmelig tanke til stabslægen, som havde et middel mod denne slemme sygdom.

Denne sygdomsperiode foregik ikke i den stilling, vi lå i for uden, for så er det ikke sikkert, jeg var sluppet fra det med livet i behold, men først senere da vi lå i reservestillingen.


Følg History Watch på :
Facebook Twitter YouTube