Unge rekruter ved fronten

Angreb, modangreb, fremstød, modstød - det er ord; men hvad indbefatter de! Vi mister mange folk, mest rekrutter. På vort afsnit bliver afdelingerne atter udfyldt med nye folk. De kommer fra de nye regimenter, næsten lutter unge folk fra de sidst udskrevne årgange. De har dårligt nok fået en uddannelse, kun teoretisk er de blevet indøvet en smule, før de rykkede i felt. Hvad en håndgranat er, ved de måske nok; men de har kun ringe anelse om at søge dækning, frem for alt har de ikke noget blik for det. En forhøjning i terrænet skal være en halv meter, førend de får øje på den.

Skønt vi absolut trænger til forstærkning, har vi næsten mere besvær med rekrutterne end gavn af dem. I dette farlige angrebsområde er de hjælpeløse og falder som fluer. Den moderne stillingskamp kendskab og erfaring, man må have forståelse af terrænet, man må have projektilerne, deres lyde og virkninger, på følelsen, man må forud kunne bestemme, hvor de slår ned, hvorledes de sprænges, og hvorledes man skal søge dækning.

En sådan reservesoldat ved naturligvis næsten intet om alt det. Han bliver revet op, fordi han næppe kan skelne en shrapnell fra en granat; folkene bliver mejet ned, fordi af lutter angst lytter til hylene fra de store, ufarlige kulkasser, der slår ned langt bag vore linjer, mens de overhører den sagte, fløjtende surren af de flade, sprængfarlige, små bæster. Som fårene trænger de sig sammen i stedet for at løbe fra hinanden, og selv de sårede bliver knaldet ned af flyverne, som om det var harejagt.

Disse arme hunde med de blege kålrabiansigter, de ynkelige knyttede hænder, den jammerlige tapperhed, disse modige, arme hunde, som trods alt rykker frem og angriber, som er så skræmte, at de ikke vover at skrige højt, men med sønderflænget bryst og mave og arme og ben klynker sagte på deres moder og straks hører op, når man ser hen på dem!

Deres døde, dunede, spidse ansigter har den forfærdelige udtryksløshed, som døde børn har.

Det bliver siddende i struben på en, når man ser, hvorledes de farer frem og løber og falder. Man kunne prygle dem, fordi de er så dumme, og tage dem op i sine arme og bære dem bort herfra, hvor de ikke ikke har net at gøre. De har deres grå våbenfrakke og benklæder og støvler; men uniformerne er for store til dem, skuldrene er for smalle, kroppene er for små; der fandtes ingen uniformer der var syet til børn.

For hver gammel soldat falder fem eller seks rekrutter.

Et uformodet gasangreb gør det af med mange. De er ikke engang nået til at ane, hvad der ventede dem. Jeg finder et opholdsrum fuld med blå hovedet og sorte læber. I et granathul har de taget maskerne for tidligt af; de vidste ikke, at gassen holder sig længst nede ved jorden; da de så andre uden maske ovenfor hullet, rev de også deres af og slugte lige nok til at få lungerne forbrændt. Deres tilstand er håbløs, de ligger og slås med døden midt blodstyrtninger og kvælningsanfald.