Skip Navigation Links Historie Mellemkrigstiden Dokumentar Edward VIII abdicerer

Edward VIII abdicerer

Radiotale 11. december 1936

forside fra Life i 1941 med Edward VIII

      Illustreret Videnskab HISTORIE + Nano jakke
Downing Street er en lille stille, fornem gade, ikke særlig lang, ikke særlig bred. Verdens larm går dog ikke Downing Street forbi, tværtimod; det strømmer ind med alarmerende telegrammer, telefoniske rapporter, og der er lukket op for højtaleren, når udenlandske statsmænd taler i radioen.
Falder Old Britannia, da er det ikke en Hyæne eller Sjakal, der ligger paa Valpladsen, men en stolt Løve, som de ikke sømmer sig nogen at sparke efter.
Vi forpassede også en glimrende chance i Italien i 1917. Italienerne havde ligesom russerne – om end ikke så grelt – et betydeligt overskud af veluddannet mandskab til fronten, men et samtidigt underskud af materiel og ammunition.
Jeg er overbevist om, at efter München delte et stort flertal af det britiske folk mit oprigtige ønske om, at denne politik skulle videreføres.
Der er nu næsten gaaet et Aar, siden Krigen begyndte, og jeg mener, det er naturligt at gøre Holdt et Øjeblik paa Rejsen ved denne Milepæl og betragte den lange, mørke Strækning.
At long last I am able to say a few words of my own. I have never wanted to withhold anything, but until now it has not been constitutionally possible for me to speak.
Hitlers første verdenskrig Kvinderne i Ravensbrück

Bogtips

Edward VIII abdicerede som Konge af England for at leve sammen med den kvinde, han elskede. Dette er hans tale til det engelske folk kort efter, han forlod tronen og forlod England.

Talen blev holdt den december 11. 1936.

Beretningen er fra Hertugen af Windsor's memoirer, som fik den danske title: En konges historie.
Sir John Reith, direktøren for B. B. C., var kommet fra London for at overvære transmissionen, medbringende optageapparater og teknikere. Skønt jeg ikke var nogen nybegynder på dette felt, foreslog han, at jeg skulle gennemgå den sædvanlige prøve inden udsendelsen. For at jeg kunne prøve min stemme, rakte han mig en avis, jeg skulle læse højt af. Det stykke, jeg tilfældigvis valgte, viste sig at være referatet af en tale, sir Samuel Hoare havde holdt ved et tennisstævne, øg hvori han gjorde tilhørerne opmærksomme på det glædelige faktum, at den nye konge var en ivrig tennisspiller. Denne oplysning læste jeg højt med megen alvor i stemmen. Tidssignalet kom. Sir John annoncerede med dyb stemme: "Dette er Windsor Castle. Hans kongelige højhed prins Edward." Ved disse ord samlede al min opmærksomhed sig om den opgave, der forestod mig. Jeg husker ikke, at jeg lagde mærke til, at sir John listede ud af værelset" fordi han tænkte, at jeg måske ville være alene med Walter Monckton, og jeg kan heller ikke huske noget om den lyd, der mystificerede millioner af lyttere - lyden af en dør, der blev smækket i med et brag. Jeg tror, at det, der lød som et brag, fremkom ved, at min sko kom til at støde mod bordbenet, da jeg skiftede stilling, lige inden j eg begyndte at tale. Jeg sagde følgende:

"Omsider er jeg i stand til at sige nogle ord på mine egne vegne. Jeg har aldrig ønsket at fortie noget, men indtil nu har det af forfatningsmæssige grunde været mig umuligt at tale.

For nogle timer siden udførte jeg min sidste pligt som konge og kejser, og nu, da jeg er blevet efterfulgt af min broder, hertugen af York, vil jeg først og fremmest bevidne ham min troskab. Dette gør jeg af mit ganske hjerte.

De kender alle de grunde, der har tvunget mig til at give afkald på tronen. Men jeg ønsker, at De skal forstå, at da jeg traf mit valg, glemte jeg ikke mit land og imperiet, som jeg i fem og tyve år har forsøgt at tjene, først som prins af Wales og derefter som konge. Men jeg beder Dem tro mig, når jeg siger, at jeg ikke kan bære en konges tunge ansvar og udføre hans pligter, som jeg gerne ville gøre det, uden hjælp og støtte af den, kvinde, jeg elsker.

Og jeg vil, at De skal vide, at den beslutning, jeg har truffet, har været min og min alene. Dette var noget, som jeg alene måtte tage stilling til. Den anden person, hvem dette nærmest angår, har til det sidste forsøgt at overtale mig til at vælge en anden udvej. Kun tanken om, hvad der til syvende og sidst ville være bedst for alle, fik mig til at træffe denne mit livs mest alvorlige beslutning. Denne beslutning blev mindre vanskelig for mig at tage, fordi jeg var overbevist om, at min broder - med sin årelange fortrolighed med dette lands offentlige anliggender og med sine værdifulde egenskaber -.:: straks ville være i stand til at træde i mit sted, uden at det ville hæmme eller skade imperiets liv og trivsel. Og han har een uvurderlig rigdom, som mange af Dem besidder, men som ikke er forundt mig - et lykkeligt hjem med hustru og børn.

I disse svære dage har hendes majestæt, min mor, og min familie været mig til trøst og støtte. Kronens ministre og særlig mr. Baldwin har hele tiden vist mig alt muligt hensyn. Der har aldrig været nogen forfatningsmæssig meningsforskel mellem mig og dem og mellem mig og parlamentet. Opdraget som jeg er af min far med det konstitutionelle monarkis traditioner, ville jeg aldrig have tilladt, at en sådan meningsforskel opstod.

Lige siden jeg var prins af Wales og senere, da jeg var kommet på tronen, er j eg blevet behandlet med den største venlighed af alle klasser af folket, hvor jeg end har opholdt mig eller rejst i imperiet. Dette er jeg dybt taknemmelig for.

Jeg forlader nu det offentlige liv og aflægger min byrde. Det vil måske vare nogen tid, før jeg vender tilbage til mit fødeland, men jeg vil altid følge det britiske folks og imperiets skæbne med den dybeste interesse, og hvis jeg engang i fremtiden kan være til nytte i hans majestæts tjeneste som privatmand, skal jeg ikke svigte.

Og nu har vi alle en ny konge. Af hele mit hjerte ønsker jeg ham og Dem alle, hans folk, al lykke og fremgang. Gud velsigne Dem alle. Gud bevare kongen."

På Royal Lodge havde min familie lyttet til transmissionen, og da jeg vendte tilbage til dem, havde jeg en fornemmelse af, at det, jeg havde sagt, til en vis grad havde mindsket spændingen mellem os. Det var ved at blive sent for min mor, og hun og Mary var de første, der tog af sted.

Jeg blev indtil midnat sammen med mine brødre, og Walter Monckton sluttede sig til os, da vi drak et afskedsbæger, før han og jeg kørte til Portsmouth. Mine brødre fulgte mig til døren, nøjagtigt som de ville have gjort, hvis jeg blot skulle have været til Balmoral, Sandringham eller et af de andre hjemlige steder. Men ved denne afsked var det mig, der som kongens undersåt bukkede for Bertie. Da George så det, rystede han på hovedet og udbrød næsten hidsigt:

"Det er ikke sandt! Det kan ikke være sandt!" Men det var sandt. Det var altsammen forbi.

Admiralitetet havde sørget for, at der ved Portsmouth lå en destroyer, Fury, der skulle bringe mig over Kanalen.


Følg History Watch på :
Facebook Twitter YouTube