Skip Navigation Links Historie 2. Verdenskrig Dokumentar Værnemager på Vestvolden

Værnemager på Vestvolden

Af: Anonym ingeniør på Vestvolden

Tysk bygning med høje master på den danske del af Vestvolden

      Illustreret Videnskab HISTORIE + Nano jakke
Samtidig med, at situationen i Tunis nærmer sig det kritiske punkt, diskuterer man i Berlin Muligheden af en allieret invasion i Europa i Forårstiden.

Bogtips


Lad os atter se på forholdene derude. Vi blev presset dels af firmaets ledelse, dels af Organisation Todt til øget tempo. Betonen væltede ned. Bjerge af jord flyttedes. Klitter blev gravet væk, andre bygget op ved særlige stillinger, adgangsveje blev anlagt og alle tildækket med sand og beplantet med marehalm, men længe lå de store udgravninger som åbne vindbrud i klitterne, og sandet føg indover landet. Organisation Todt jagede mest. "De må støbe onsdag." "Ja, ja, tag det dog roligt. Vi skal nok klare det. Vi overholder da så nogenlunde programmet, og forsinkelserne er jo Deres skyld - cementmangel - forsinkelser i stålleveringerne ..." og diskussionen fortsatte.

Da det nu altid havde sådan en hast med at få støbt, skulde man tro, at det også hastede med at få bunkerne indrettet og beboet. Men det var pudsigt nok ikke tilfældet. Der gik ofte ½ år efter støbningen, før en bunkers blev beboet, og der syntes ikke at være nogen plan, således at de bunkers, der skulde beboes først, også skulde støbes først; desuden blev der forandret i en tåbelig uendelighed. Grunden var formodentligt, at Organisation Todt til Berlin kun meldte: Støbt så og så mange stillinger, så og så mange m3 beton. Når de fine besøg kom, skulde stillingerne camoufleres så meget som muligt. Indretning, kabelforbindelser var ganske underordnede, først i den allersidste tid kom forståelsen af, at stillingerne måske skulde bruges til noget. Engang gik jeg ned til en af de allerførste stillinger, en mandskabsbunker. Den lå helt ude ved befæstningsværkernes grænse. Der var mørkt og stille dernede, men lommelygten viste to halvgamle soldater, der sad på hver deres køje. De havde en trist lod. Fornylig var de kommet fra Tyskland og havde bombechok. Nu var de anbragt som vagtposter ved denne forpoststilling. Den var beregnet til 9 mand, men der var kun disse to. Der var ingen telefon, ingen adgangsvej, intet vand og ingen varme, da de intet brændsel havde fået. Vand og mad hentede de en gang om dagen langt derfra. Hørte intet og så ingen hele den øvrige dag og nat. De missede lidt mod lyset, da jeg lyste på dem og tiggede så om at få lov at beholde det, men jeg gik videre rundt og så bunkeren efter. Så sank de tilbage til sløvhed; den ene sagde: "Hamborg bum bum" så svarede den anden: "Berlin bum bum," og sådan blev de ved. Vagttjeneste gad de ikke tage sig af. Ingen interesserede sig for dem. I komplet ensomhed, mørke og kulde sad de bag de metertykke mure og var ganske ligeglade. Bunkerens pris alt incl. lå tæt ved 100.000, -!!!

Nå, der var jo også bunkers, der var beboet, og i orden, omend der ofte manglede en panserdør her og en gasdør der, erstatet med trædøre, der gjorde alle luftfiltres og og øvrige gøsdøres værdi ret problematisk, men sådan var det altså. En tid kunde man kun få venstre døre, en tid kun højre. Så sparrede man ud for det manglende, for at støbe dem i, når de kom. Så blev modellerne forandret, 10 cm højere f.eks. så passede udsparringerne ikke. Bedre var det jo ikke, at forankringsjernene også sad anderledes, så huggede man beton ud, når det forlangtes, men lod ellers simpelthen trædøren blive, himlen må vide, hvor mange m3 beton, der er hugget ud af den danske vestvolds bunkers på den måde.

Nå, det var et sidespring. Jeg gik hen til en af disse bunkers, der væsentligst var kampstillinger. Der hang lidt undertøj og viftede på en snor ved indgangen, så man måtte bukke sig for at komme ned, og inden i stillingen var der rodet. Postkort klistret op på væggen, pølser hang på skydeskåret, men disciplin var der alligevel. Kanonerne var i fin stand. De stod helt inde i stillingen og stak kun de yderste cm af løbet gennem et stålskjold med indlagte sigtekikkerter. Hele åbningen kunde dækkes af en stålplade, der bevægedes indefra, Et 1 m svært udhæng gik ud over dette skydeskår for at umuliggøre angreb fra bunkerens tag med håndgranater mod åbningen, og som begrænsning for sigtelinierne skrånede svære mure med jordfyld bag ned mod terrainet. Hele forterrainet var planeret, så en genstand skulle være lavere end 30 cm på de dårligste punkter for at kunde undgå ilden fra antitankkanonen (4,7 cm). Telefon, gnistsender, periskop og elektricitet var i orden. Ilden buldrede i kakkelovnen, ammunitionsrummene var fyldte. Stillingen åndede absolut beredskab. Radio var der også. Soldaterne lå og sov, skrev breve, spillede kort, hørte radio eller førte ophidsede samtaler i telefonen med det store skilt: "Achtund. Feind hört mit"!!! Cementgulvet var fejet, men snavset. Der lugtede af læder og tysker, så man hurtigt gik ud igen. Indgangen var flankeret med to smalle bede med stedmoderblomster.


Følg History Watch på :
Facebook Twitter YouTube