Skip Navigation Links Historie 1. Verdenskrig Dokumentar Urolig Nat

Urolig Nat

Digt af: Rudolf G. Binding

Badge med fire sikkert faldne mænd

      Illustreret Videnskab HISTORIE + Nano jakke
Inderligt synger mændene, hver for sig:
Gud, bevar mig for ulykke,
Far, Søn og Helligånd
At jeg ikke bliver ramt af granater,
At bæsterne, vores fjender,
Ikke fanger mig, ikke skyder mig,
Krigen har sin egen psyke. Det er en bekendt sag, at vedvarende skadelige indflydelser, for eksempel stadig nydelse af alkohol, indvirker omformende på karakteren.
I alle Krige har Tabene som Følge af Sygdomme været betydelig større end Antallet af saarede.
Og så skrigene og stønnene af de sårede, der er spredt rundt om i kornmarkerne og i de fugtige enge! Jeg kender ikke noget mere forfærdeligt end det.
Deres døde, dunede, spidse ansigter har den forfærdelige udtryksløshed, som døde børn har.
Hitlers første verdenskrig Kvinderne i Ravensbrück

Bogtips

Digtet starter med "Fronten ligger uhyggeligt ildevarslende hen", det samme kan siges om dette tyske 1. Verdenskrigs digt.
Fronten ligger uhyggeligt ildevarslende hen.
Skytset farer brølende ud af drømmene
langt ind i natten,
slår meningsløst omkring sig med sine ildkløer
og falder i søvn igen.
Forvrængede ansigter i skæret fra hvide lyskuglesole,
ubevægelige sten, mennesker og sække fulde af sand.
Maskingeværer, fulde af et sælsomt vanvid,
hamrer en monoton takt ud i mørket.
Utilfreds mumler infanteriets nervøse ild
fra det .fjerne, murrer og skjuler sig. valmue


Ved titusinde lig sidder søvnløse hære,
bliver opskræmt af vanvittige befalinger
og synker igen ned i skov og sumpe.


Slagtedagen hænger i jorden.
De, der mentes døde, skriger op og går til.
Menneske og vang vansmægter efter nat.


Men jorden, helt upåvirket,
vender sig,
den ufattelige klode,
mod en ny sol


Unruhige nacht


Unheimlich wetterleuchtet die Front.
Aus Traümen auffahrend bellen Ceschiitze
weit in die Nacht hinaus,
Schlagen mit feurigen Tatren sinnlos um sich
Und fallen toteder in Schlaf


Fratzen im Schein weisser Leuchtkugelsonnen,
starren Steine, Menschen und Säcke voll Sand.
Maschinengewehre, seltsamen Wahnsinns voll,
hacken eintonigen Taks in das Dunkel.
Unzufiieden murmelt nervöses Feuer der lnfanterie
aus der Feme, murrt und verhüllt sich.
An rehntausend Leichen hocken schlajlose Heere
werden aufgescheut von irren Befehlen
und sinken wieder in Wald und Sümpfe.


Schlachttag hängt in den Schollen.
Totgeglaubte schreien auf und verenden.
Mensch und Gefilde lechren nach Nacht.


Aber die Erde, allunerscüittert,
wendet sich,
unbegreijlich Gestim,
neuer Sonne entgegen.


Følg History Watch på :
Facebook Twitter YouTube