Jeg ser skrækkelig ud. Mine Klæder er i Pjalter. Jeg har tabt alle mine Knapper og det er forfærdelig koldt om
Nætterne, men jeg ruller mig sammen og putter mig ind til Hestene for at holde Varmen. Vore Heste er opskræmte og
gale af Skræk, men mine to synes at blive lidt mere rolige, når jeg lægger mig ved Siden af dem om Natten.
Hvis jeg forlader dem blot et Par Minutter er de ikke til at berolige. Du vilde dø af Latter, hvis Du så mig nu; dette
skriver jeg på Hestens Bug. Den er for træt til at rejse sig op, men den sender mig sommetider et forstående Blik.
Den er min gode Kammerat. Den er hvid og Du skulde vide den Redelighed jeg har haft med at farve den. Jeg gned den
ind med en Blanding af Tjære og Mos, og alt det Støv og Snavs, jeg kunde finde, gned jeg den over med. Jeg må le,
når jeg ser på den og Officeren kunde næsten ikke bare sig. Naturligvis kan man altid opdage noget morsomt; ellers var
det heller ikke til at holde ud. Støjen er øredøvende. Man kan ikke høre sin Sidemand tale uden at han skråler En
ind i øret.
Det er skrækindjagende, når Bomberne springer, men min stakkels gamle Krikke ligger her som om den lå i sin Stald
derhjemme. Den er dødtræt og det er jeg med, men. det er ikke til at få nogen virkelig Hvile her; det er kun et
Pusterum.