De ved, at Mordene på Kaj Munk, Dr. Vigholt, Lektor Ibsen, Red. Thomsen, Dr. Stefan Jørgensen o. fl. er foranstaltet af Gestapo og dets betalte Håndlangere.
En lærke letted', og tusind fulgte,
og straks var luften et væld af sang.
De tusind tårne tog til at tone,
så landet fyldtes af klokkers klang,
I anledning af, at De i dag har henrettet otte danske mænd, føler jeg trang til at sige Deres exellence min mening, ikke for min families skyld, som i dag er blevet skudt, men for alle dem, der kommer efter dem, for nogle kommer, det ved vi.
Nu har Klokken slaget 11 og snart 12, og vi skal væk herfra, Vorherre kalder os hjem til sig, og vi får det godt alle hjemme hos ham, så godt, som et Menneske kan få det, vi er ved godt Mod allesammen, for vi ved jo, at vi går hjem til den evige Hvile i Herrens Arme.
Han har været med, hvor det gik til
en tre, fire, otte Gange.
Han bider Munden sammen, for han vil!
Men han er bange
Løfter brødes.
Grænser brast,
Én dansk
Mand stod fast.
En Celle, i Vestre Fængsel,
en Vask, en Træbænk, et Bord.
To Celler ved Siden af mig
sad en, der var fængslet for Mord.
Hør, urkokken galer i Jyllands lyng,
hvor er min ven med den sorte hue?
Let, lille lærke, bær dig op og syng,
vi ser ham jo ikke fra ris og tue!
Jeg bærer mig ikke så let mod sky,
mine vinger er matte og svage.
Spurven fortalte det, grå og syg,
i vinter, da tog de vor ven af dage.
Nej, aldrig mer skal vi høre hans stemme.
Men hjejlen, som bor på bare klit,
hun kommer så tit, hvor han nu har hjemme,
hun sidder og fløjter der såre tit.
Men urkokken kalder fra Jyllands øde:
Hvorfor har I ikke fulgt den døde?
Og måger skriger fra hav til hav,
højt og dybt, fjernt og vidt og bort,
sort i syd og mørkt i nord,
vi skriger over en myrdets grav,
tiden er kort, tiden er kort,
hører I det alle, på sø, på jord,
tiden er kort,
vi er ofrenes hvide, kaldende hjerter.
De sparked ham,
knuste hans træk,
slog ham, pinte ham, vred ham,
skød bly gennem hans hoved,
som Gud gjorde så rigt,
døded’ med skident bly hans hjerte,
som fra Skaberen var stort og hedt.
Men du har næsten glemt det
på et halvt år,
dvaske landsmand.
Nej, så en tur på Bakken,
en plade på grammofonen,
en harmløs plade om national enighed
fra en talerstol, der skammer sig,
behængt med flag, der skammer sig.
Nej, så en skovtur.
Nej tusind kroner for en køretur
med tyskere.
Tobak fra englænderne i stedet for bomber.
Elskværdigere sabotage,
ordentlig fart i invasionen,
bare ikke her,
bare ikke her.
Så var han død,
smidt i grøften,
tavs.
Så tænkte de på
at slukke hans ord,
men til den ild
var der ikke vand nok i verden.
Danebrog er ikke en dug
til Tivoli og vaffelboder,
til uærlige talerstole,
til at klæde enhver borgmester.
De dødes blod har farvet dugen,
så stejlt og hvidt som korset
var deres tro.
g(17332244)a(343165))
Supplerende læsning
Kaj Munk og Tyskland
Kaj Munk - opgørets dramatiker
Mere Munk