Soldatermoral

Soldatermoral". Jeg kan vel skrive om det efter så mange måneders intimt samliv med soldater. Hvad forstår man med soldatermoral?

At definere dette nøjagtigt i knappe sætninger som en dagsbefaling er umulig.

Soldaterånden hører til den uvejelige kategori; man kan ikke måle den, man føler, man mærker, man gætter sig til den. Soldatermoral er den større eller mindre ansvarsfølelse, den større eller mindre impuls til at opfylde sin pligt, den stærkere eller svagere angrebsånd, som en soldat ejer.

Men den relativt foranderlig fra det ene øjeblik til det andet, forskellig fra det ene øjeblik til det andet. Den sjæletilstand som man kort og godt sammenfatter i ordet soldatermoral, er sejrens grundlæggende koefficient, som gør udslaget, i modsætning til den tekniske og mekaniske element.

Den der sejre vil sejre, som disponerer over større reserver fysisk energi og over mere viljekraft. Titusind kanoner vil ikke være i stand til at skaffe sejr, når soldaten ikke er bevæget til angreb, hvis de ikke er i dette øjeblik ikke har modet til at se døden i øjnene uden dækning.

Man kan ikke bedømme soldatermoral efter en enkelt episode eller tilfældig kontrakt. En enkelt soldats gerninger kunne da indbilde os, at hæren bestod af helte, en anden soldats ord det modsatte.

Det er en generaliserings fejl de folk begår, som taler om "soldatermoral", uden at have levet blandt soldater. De trækker nemlig slutninger efter et flygtigt besøg eller en overfladisk samtale.

Soldatens moral i kamplinien er forskellig fra etapens soldater moral, Og forskellig er den også hos de ældre og yngre årgange. Himmelvidt forskellig er den hos soldater der har været bønder, og hos dem der født i byer og har levet der.

"Soldatermoralen" hos de soldater som har set sig om i verden, står højere end hos folk som aldrig har sat sine ben udenfor hjemstedet. Variationerne er mangfoldige som mennesketyperne er.

Jeg har "studeret" dem som omgiver mig, som spiser samme brød, og deler logi, savn og farer med mig. Jeg har overrasket dem i samtaler og konstateret hvorledes de forholder sig ved de forskellige variationer af sted og tidsforhold som krigen påtvinger soldaterne.

I første og anden frontlinie, i skyttegraven og på retablering, under kanontorden, før og efter ilden, i pansertog, på felthospitalet, i orlovstogene, på depotet, under marchen dag og nat, i regn, i sne, i maskingeværild . . . Og min endelige slutning er denne: De italienske soldaters moral er god: De er disciplinerede, de er modige og villige.

Når man tager dem på den rette måde, holder dem for skikket til at have en sund mening og ikke ser på dem som simple matrikelnumre, kan man få ud af dem alt det man vil, fra den uberømmelige, slidsomme hentning på depoterne til det hidsige bajonetangreb.